Jeg som anklager – Drabet i ubåden og andre sager fra den mørke side,

af Jakob Buch-Jepsen – i samarbejde med Stine Bolther.

People’sPress, 2019, 312 sider.

🏛  Når retfærdigheden sker fyldest 🏛 

Som stor fan af True Crime genren var jeg nødt til at forære mig selv denne nye bog, som udkom i marts måned. I Jeg som anklager præsenteres læseren for et ærligt og direkte indblik i det danske retssystem, bestående af paragraffer, tiltaler, beviser, procesførelse og domsafsigelse.

Fra bogens bagside:

Som anklager har Jakob Buch-Jepsen gennem en årrække ført sager mod nogle af samfundets værste elementer og stillet dem til ansvar for deres ugerninger ved de danske domstole. Drabelige detaljer i nogle af nyere tids mest ubehagelige straffesager har givet Jakob Buch-Jepsen endeløse arbejdsdage og søvnløse nætter. Men også stor forløsning, når retfærdigheden er sket fyldest, og ofre og efterladte har fået oprejsning. Med denne bog ønsker Jakob Buch-Jepsen at give læseren indsigt i nogle af de sager, som har haft stor betydning for ham, som professionel og som privatperson.

Jakob Buch-Jepsen er især kendt som anklager i Ubådssagen. Denne makabre sag, som hele verden fulgte med i, i eftersommeren 2017, er et gennemgående tema i bogen med skiftevis anklagerens egne og personlige dagbogsnotater fra Ubådssagen, samt udførlig gennemgang af øvrige mørke sager, han har været anklager i, fx Trippeldrabet på Frederiksberg, hvor tre unge mænd blev likvideret mens de sov og Havnesagen, hvor en ung kvinde blev forsøgt voldtaget og derefter smidt i havnen.

Jeg som anklager er både en personlig fortælling, men også en skildring af hvilke overvejelser og strategier, der ligger til grund for svære sager, hvor man, som anklager, konfronteres med menneskers mørke sider og ondskab, der går ud over ens forstand.

Det fremgår, at det heller ikke kan undgås at påvirke selv en dygtig og professionel anklager at komme så langt ind i menneskets skyggekroge og vi får et ærligt indblik i, hvordan dette tackles rent privat. Et job, der kræver lange arbejdsdage på bekostning af familielivet og ikke at forglemme, hvordan man forholder sig til trusler. Indtrykket er en empatisk anklager, der sætter en ære i at kæmpe de forurettedes eller de pårørendes sag og derfor går til opgaven yderst velforberedt som en benhård anklager.

Jeg må især kreditere bogen for dens opbygning, et lækkert design, og at et svært tilgængeligt juridisk stof bliver formidlet interessant og forståeligt. Hvert kapitel starter med en paragraf, som er aktuel for den sag, kapitlet omhandler. Dernæst et håndplukket citat relateret til sagen, hvilket straks fanger læserens opmærksom og det er en opfindsom indledning og et super godt udgangspunkt for de ca. 12 sager, man præsenteres for. Som afrunding på kapitlet får læseren et par afgørende linjer fra anklagerens afsluttende procedure i sagen, og her mærkes, hvilket stort arbejde, der nu sættes punktum for. Sidst, men ikke mindst er bogen forsynet med meget flotte og illustrative farvefotos fra de pågældende sager. Det er altså en meget lækker visuel bog at sidde med, så hvis du skal vælge mellem papirbog eller lydbog, så vælg for guds skyld papirudgaven denne gang.

Bogen kunne være ren Ubådsdrama og underholdning, men heldigvis er det ikke det indtryk, den efterlader. Den er nemlig oplysende på et solidt, rent fagligt og professionelt grundlag og er fuldstændig tro mod tavshedspligten og de begivenheder, der er foregået bag de lukkede døre. Jeg bemærker også, at forfatteren meget sympatisk flere gange roser sin modstander, forsvareren for Opfinderen, der også professionelt løfter en omend meget tung, men jo alligevel bare en arbejdsopgave, nøjagtigt som Journalisten gjorde den skæbnesvangre aften.

I disse dage er det et år siden, at dommen faldt i Ubådssagen. Det er forhåbentlig meget få mennesker, der ikke mener, at retfærdigheden er sket fyldest i denne sag. Forud er der præsteret et kæmpe flot politi- og efterforskningsarbejde, som ligger til grund for bevisførelsen og det føles rart og trygt med sådant et topengageret politi- og retsvæsen i Danmark. Til trods for de dystre emner i bogen, er det netop også sådan en rar og rolig fornemmelse man sidder tilbage med, når man har vendt sidste side i bogen.

Hvis du også elsker True Crime genren, kan jeg igen varmt anbefale at lytte til podcasten True Crime eller følge med på hjemmesiden www.truecrime.dk, hvor du kan holde øje med hvilke foredrag, der kommer i dit nærområde eller blive opdateret på generelle nyheder indenfor dette område.

Bogen kan købes her

Uden for enhver rimelig tvivl idømmer jeg 6 retfærdige ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6.

Anette