Spis dig uden om type 2-diabetes med Sense, af Suzy Wengel, Lisa Heidi Witt & Susanne Elman Pedersen

Politikens Forlag, 2018, 231 sider

ANMELDEREKSEMPLAR

🥦 It makes a lot of SENSE 🥦

Jeg er en af dem, der er i risiko for at udvikle type 2-diabetes, hvis man læser om risikofaktorer, og derfor er jeg motiveret for at ændre min livsstil. Det første jeg besluttede, var at indføre minimum 10.000 skridt om dagen, og dermed få mere bevægelse ind i hverdagen, for jeg har et stillesiddende arbejde og jeg kunne vel sætte det ene ben foran det andet (inspireret af de to bøger GÅ-BOGEN og TIL FODS, som begge er anmeldt andetsteds på bloggen). Og det har faktisk allerede haft en positiv indvirkning på både krop og sjæl.

Nu er turen så kommet til at kigge på kosten, for der er sandelig også plads til forbedringer, og jeg blev nysgerrig på principperne bag SENSE.

SENSE bygger sit system op omkring håndfulde/spisekasser og spisesystem. Jeg vil ikke referere selve metoden her, så hvis du er mere nysgerrig på denne, anbefaler jeg, at du læser bogen. Men metoden minder en del om Tallerkenmodellen, som de fleste kender, og den er meget enkel og alle kan være med. Her er en overskuelig visuel oversigt over metoden, som man eksempelvis kan printe ud og hænge op derhjemme.

Det der bl.a. tiltalte mig, er at man ikke skal veje maden, men “måle” ud fra håndfulde, og hvis man så ikke opnår de resultater, man sætter sig for, kan man prøve at justere lidt på håndfuldens størrelse, for mig en slags ”common sense”.

Afsnittet om vaner er super inspirerende og vigtigt, da vaner kan være roden til alt ondt. De beskrevne vaner er genkendelige for mange. Al forandring sker dog kun, hvis man kan finde motivation og tager opgøret mod de usunde vaner i hverdagen. Jeg kan personligt genkende flere af vanerne og syntes, at de nævnte forslag til ændringer er let tilgængelige og lade-sig-gørlige. På sensekost.dk kan man endda downloade og lave sit eget eller familiens vanetræ, hvor man først beskriver de forskellige vaner og så bagefter kommer med forslag til ændringer.

Det allerbedste ved bogen er nok de mange lækre opskrifter, som er nemme at gå i gang med, og jeg elsker opskrifter med billeder, som gør det hele visuelt flot og de er yderst appetitvækkende og præsenteres så lækkert og indbydende, at man ikke forbinder det med en kur. Denne bogs kostforslag indeholder små ændringer i forhold til den sædvanlige Sense-mad, da bogens formål jo netop er at forebygge diabetes.

Jeg er startet forsigtigt med ændringer på min morgenmad og det næste skridt vil være at bruge metoden, når jeg vælger min frokost i kantinen, da jeg kender mig selv så godt, at jeg ikke bare kan ændre alt på en gang. Jeg er nok ikke den type, der kommer til at følge SENSE principperne slavisk, men jeg er inspireret af bogen og føler mig bedre rustet til at tage kampen op. I dag findes der et hav af bøger om livsstilsændring, og hvis det skal lykkes, skal man nok lytte indad og være tro mod den metode, der passer bedst til éns temperament.

For de interesserede findes der flere bøger i SENSE familien. På Facebook og Instagram kan du også følge de populære grupper Sense – slank med fornuft, hvor der er masser af inspiration og opskrifter at finde.

God fornøjelse til alle, mig selv inklusive, der må se vane-udyret i øjnene, og som har livsstilsændring i vente – lige henne om hjørnet…💪

Bogen kan købes lige her

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar.

Anette