Om mig

Velkommen til min lille blog om læseglæde.

Jeg hedder Anette Mouritzen Knudsen (55 år), og i september 2018 startede jeg en bogblog på instagram. Jeg vidste ikke, om nogen havde lyst til at læse med, men livet har lært mig, at “hvo intet vover, intet vinder”.

Jeg er uddannet sygeplejerske, og har taget specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje. Jeg har arbejdet i psykiatrien i over 25 år, men er skiftet fra region til Varde Kommune i januar 2021, hvor jeg er ansat som koordinator for depressionsområdet. Er gift med Steffen, der er selvstændig med tøjbutikken ‘Bruun – Din Tøjmand’ i Varde. Vi har fire voksne børn, og da de alle er godt “i vej”, føler jeg, at jeg har generhvervet noget tid, som jeg vil investere noget af i denne blog, men kun på et hygge- og hobby plan.

Jeg er opvokset i et forfatter-/lærerhjem med mange bøger, hvilket for mig har været indbegrebet af ro, hygge, og tryghed. 

Jeg elsker at læse krimier, spændingsromaner, True Crime, skønlitteratur, biografier, erindringer og autofiktive romaner. Jeg elsker også at læse børne- og billedbøger, men da børnene er store ser jeg frem til næste fase med børnebørn. Indimellem læser jeg også en del faglitteratur, da jeg altid er nysgerrig på ny viden og gerne vil udvikle mig indenfor mit fag.

Jeg vil ikke kun læse de nyeste bøger, da der er så mange dejlige bøger, jeg stadig ikke har læst, og derfor vil jeg prioritere mellem nyt og det at læse en ældre bog eller en klassiker, som jeg længe har haft på min læseliste.

Jeg holder allermest af fysiske bøger, da det er noget særligt at sidde med en trykt bog i hånden. Forfatterens værk. Jeg elsker et godt omslag og en god præsentation af bogen. Jeg øver mig i lyd-bøger, men mine tanker har det med at løbe af med mig, hvis jeg har gang i andet samtidigt med bogen, hvilket kunne være argumentet for en lydbog. Jeg er også mere fokuseret, når jeg ser ord og sætninger for mit blik, og når noget berører mig, læser jeg ofte lidt tilbage og dvæler ved det. Under en gåtur med en lydbog, kan jeg dog bedre holde fokus på bogens handling, end hvis jeg er derhjemme. Og jeg kan sagtens se fordelene ved en e- eller lydbog på en rejse eller hvis man læser på vej til eller fra arbejde.

Med fuldtidsarbejde og familie kan jeg ikke love at læse et vist antal bøger og min læsning er først og fremmest en dejlig hobby, som ikke må blive et pres.

Udover mit almindelige arbejde hjælper jeg min far, forfatter Peter Mouritzen, i hans eget lille forlag, som du kan læse mere om her på siden. Jeg står for layout af hans bøger, der udgives i forlaget Peters SUB-PUB, og det er en vældig sjov men også til tider nervepirrende proces at skabe en ny bog. Følg gerne med på hans Facebookside Peter Mouritzen – forfatterprofil.

NYT – Pr. 1.2.23 – PÅ GRUND TIDSPRES MODTAGER JEG KUN ANMELDEREKSEMPLARER EFTER AFTALE . Jeg vil i den kommende tid prioritere at anmelde/omtale de bøger, jeg har liggende. Bunken er vokset sig stor, og jeg vil helst ikke føle denne hobby som et pres eller have dårlig samvittighed. Hvis jeg modtager anmeldereksemplarer uopfordret fra forlag eller andre, frasiger jeg mig retten til at anmelde/omtale, hvis ikke jeg føler, at det er en bog for mig. I alle tilfælde vil jeg anføre bogen som reklame og/eller som anmeldereksemplar. Jeg får mange forespørgsler fra forfattere, men kan desværre ikke altid tilbyde at læse og anmelde alle jeres dejlige bøger, om end jeg gerne ville, da jeg må prioritere min tid mellem arbejde, familie, læsning, mit orangeri og haven.
Mine anmeldelser er ikke farvet af andres meninger. Jeg skriver udelukkende, hvad jeg selv tænker og om det, jeg får ud af bogen. Da jeg ikke er litterært uddannet, vil mine anmeldelser såmænd bare være min egen uforbeholdne mening.

Jeg vil indimellem rate mine anmeldelser med stjerner ⭐️ efter nedenstående system. Jeg vil ikke rate faglitteratur.

⭐️  Måtte desværre opgive bogen.

⭐️⭐️  Skuffende og ikke min smag.

⭐️⭐️⭐️  Tilfredsstillende læsning.

⭐️⭐️⭐️⭐️  God, kan anbefales og underholdende læsning.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️  Fantastisk, og gerne mere af denne slags.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️  Fremragende. Kunne ikke lægge bogen fra mig.

Jeg har startet denne blog:

  • for at fordybe mig yderligere i bøgernes verden
  • for at dyrke min passion for gode læseoplevelser
  • for at dele mine læseoplevelser med andre bogentusiaster
  • for at være med til fortsat at kæmpe for de fysiske bøgers overlevelse i en hastigt udviklende teknologisk verden
  • for at udfordre mig selv i forhold til at prøve at anmelde bøger, på min måde
  • for at sætte fokus på psykiatriske tematikker og dermed være med til at øge viden og nedbryde tabu omkring psykisk sygdom
  • for at inspirere andre til at udvide deres horisonter ved læsning og
  • for at erhverve mig ny viden og holde min nysgerrighed i ave

Jeg har en dygtig IT-kyndig søn, der indimellem hjælper mig med alt det tekniske. Jeg er dog lærenem, og håber at min bogside ser indbydende ud og er præsentabel, så du finder lyst til at læse med på denne blog.

Jeg er også at finde på de sociale medier, IG og FB 🌟

Tak fordi du har læst med her.

Anette