Peters SUB-PUB er et privat forlag etableret af min far, Peter Mouritzen, i anledning af hans 50-års forfatterjubilæum i 2019.

Logo, lavet af Søren Jessen

Der er nu udgivet i alt 10 bøger; en digtsamling, en erindringsbog, en fantasi-dagbog, en essay samling, en bog med digte/aforismer, en filmbog, en novellesamling og to billedbøger og en ny udgave af den første digtsamling. Du kan læse mere om bøgerne her på siden. Jeg har redigeret og stået for layout på alle bøger. Det har været en lærerig proces, og så har det været sjovt at have sådan et projekt at samarbejde om. Men vi synes, at resultatet er blevet meget godt, taget i betragtning af, at det mest er et hygge-projekt.

_____________________________________

Her fortæller min far om baggrunden for at lave sit eget forlag:

“Da jeg for 50 år siden debuterede på undergrundsforlaget Arena SUB-PUB, syntes jeg, at det kunne være morsomt at fejre jubilæet på et nyt “undergrundsforlag” med næsten samme navn. Der er andre grunde: Det er lidt skægt at gå i ungdom og føle sig som pionér igen. Så mange gode oplevelser har jeg haft på etablerede forlag, men nu bestemmer jeg selv ned i den mindste detalje, og jeg kan udgive de bøger jeg vil, helt uden at tænke på publikum. Jeg jagter ikke et stort salg, jeg vil ikke engang kunne overkomme at sælge mange bøger. Jeg vil bygge en lille, men god læserskare op. Er allerede godt begyndt. Og der kommer flere bøger i Peters SUB-PUB-serien. Det er sjovt at være ung digter på sine gamle dage. Nok har man fremtiden bag sig, men det er egentlig en befrielse”.

_____________________________________

1. udgivelse

Da jeg var ung digter

Udgivet i oktober 2019, 74 sider

DA JEG VAR UNG DIGTER er digte om tiden som ung digter i slut 60’erne. Privattryk i anledning af hans 50-års forfatter jubilæum.

Digt fra bogen:

Fandens arkiver

 Da jeg var ung digter

 ville vi frelse verden

 og det gjorde vi!

 men

 den verden vi ser

 skrammet

 er ikke den verden

 vi skrev

 det

 vi skrev

 blev fanget af Fanden

 i posten til Gud

 Derfor!

 I Fandens gamle arkiver

 findes bevingede planer

 for Paradis på ord

“Da jeg var ung digter” er en lille bog med finurlige, musikalske, vittige og vaskeægte, ja STORE digte. Tak til forfatteren for dén! Forfatter Jens Smærup Sørensen

____________________________________

2. udgivelse

Den røde parentes, erindringer med huskefejl

Udgivet i april 2020, 92 sider

DEN RØDE PARENTES indeholder 4 erindringsstykker:
Om børnelammelse. Om teaterdrømme, skolekomedie og tiden på Aalborg Katedralskole. Om tiden som portør på Aalborg Kommunehospital og om tiden som lærervikar i Vestjylland.

Bogen ligger tidsmæssigt før digtene i den førnævnte digtsamling.

Munter og særdeles underholdende … Claus Grymer i Kristeligt Dagblad

Erindringerne har sprogligt overskud, humor, varme og et drys galskab, som vi kender det fra Mouritzens hånd. Christina Wung-Sung fra Bausagerbooks

_____________________________________

3. udgivelse

Det sidste ord, dagbog med ført pen

Udgivet i november 2020, 116 sider

DET SIDSTE ORD er en vanvittig, men måske virkelig fortælling om krigen i den lille by Arv i Nordjylland. Krigen udspiller sig mellem den kapitalistiske fabrik i byen og naboerne, der udsættes for bl.a. lugtgener, rystelser og støj.

Men ét er krigen i byen. Ét andet er forfatterkrigen mellem to forfattere, der er uenige om, hvilket våben der skal bruges mod fabrikken. Den ene er realist, den anden fantast.

Ja, det er en gal fortælling af en særlig slags. Så hvis du elsker skæve husvinkler udsat for et skørt maskineri, så får du en oplevelse ud over det sædvanlige, skrevet med den skarpe og humoristiske pen, som vi kender fra (for)fatters hånd.

Finurlighederne står i kø … bobler og syder, både mentalt og sprogligt er den så sprælsk og vildtvoksende, at den ikke lader sig spærre inde i en entydig genrebestemmelse … Claus Grymer, Kristeligt Dagblad

_____________________________________

4. udgivelse

Jordbærkrukken – Essay fra nær og fjern

Udgivet 24. juli 2021, 124 sider

Jordbærkrukken er 4. udgivelse på det lille private forlag og udgives i anledning af forfatterens 75 års fødselsdag den 24.7 

Jordbærkrukken indeholder 26 essay fra den lille og den store verden. Læseren kan komme med på en underholdende bustur ad Memory Lane fra Nørresundby Torv til Golfparken i det yderste Aalborg i 50´erne, med adskillige erindringsstop undervejs, og senere i bogen kommer forfatteren videre ud i verden, bl.a. til Rom, hvor han møder en rablende, gal romer med Fellini på hjernen, en usynlig fiskehandler på fiskemarkedet i Washington D.C., et jordskælv der afføder poesi på Bar Perry i Bergamo og et bilsammenstød med en doktor i akupunktur i Bejing – men også oplevelser i det nære spiller en rolle i bogen, der er blodig paladsrevolution i en jordbærkrukke i Blokhus i forfatterens sommerhus, som også har en mår på loftet der kan lide traditionel jazz med Chris Barber – og meget mere. All That Jazz!

Kristeligt Dagblad skriver: “Det er en fornøjelse at læse bogen, der er skrevet med sprælsk sprogbevidsthed på højt plan.”

_____________________________________

5. udgivelse

Digt & dat – Ord til alvor & Ord til pjat

Udgivet 30. november 2021, 50 sider

En lille bog med digte, aforismer og andre afarter af virkeligheden.

Forside af Gustave Doré, La Bandurria.

“Samling med forskellige og finurlige tekster, hvor Mouritzen på glimrende vis leger med sprog og indhold … tankevækkende og underholdende”. Thomas Ry Andersen, Lektørudtalelse DBC

____________________________________

6. udgivelse

Barn af en biograf – minder fra mit liv med film

Udgivet 12. april 2022, 160 sider

63 filmkapitler fra før verden løb af spolen 🎞 Forfatteren er opvokset – om ikke i en biograf – så i hvert fald ovenpå én; nemlig biografen Regina i Nørresundby, og han har gennem sit liv set et hav af film. Der er således her tale om minder fra et liv med film, gamle film, film fra før verden løb af spolen, som undertitlen lyder.

Bogen er derfor skrevet som en hyldest til de gamle film, som måske er glemt eller gemt i hjertet på en rigtig filmelsker 📽

Barn af en biograf udkommer i en fornem hardback udgave med mange billeder fra filmens verden og med det flotte forsidebillede ‘Biografen’ af Poul Anker Bech fra 1975.

“Det er den perfekte gave til filmelskeren, en rundtur i den gammeldags filmfabrik, en fabrik de kommende generationer også skal kende til. For der er tale om ægte filmmagi. Og med Peters ord er der tale om ægte ordmagi.” Biblioteksformidler ved Esbjerg Kommunes biblioteker, Jacob Krogsøe

__________________________________

7. udgivelse

En stædig rad – og andre fortællinger

Udgivet 30. marts 2023, 120 sider

En stædig rad er en novellesamling, som består af 23 historier, som alle er udvalgt fra forfatterens virke gennem næsten 40 år. Det er fortællinger om sprækker i menneskers liv, i grænsen mellem galskab og normalitet…🙂🙃

Forsiden er et privatfoto med udsigten fra jernbanestationen i Manarola, Cinque Terre i Italien.

Bogens titelhistorie er den korteste:
“Det bankede på døren.
Udenfor stod gamle Villads med sit gangstativ.
Vi havde lige begravet ham igår.
Man vidste aldrig med Villads“.

“Det er magiske Mouritzen, der tryller med verden og gør den forunderligt levende, nærværende og ikke så lidt skæv. Virkeligheden er ude af trit, som der står et sted. “Midnat. Skygger af ugler fløj over månens skive. Som var månen et ur med uglevisere.” Sådan kan kun en mester skrive.” Forfatter Per Gammelgaard

___________________________________

8. udgivelse

Dyr du ikke ser

Udgivet 12. september 2023, 36 sider.

Dyr du ikke ser er den første billedbog på forlaget Peters SUB-PUB. I flere år har forfatteren Peter Mouritzen, der om sommeren bor i sit sommerhus i Blokhus ved Jammerbugten i Nordjylland, cyklet ture i Blokhus Klitplantage og har på disse ture fået øje på træstubbe, mosser, rødder og grene m.m., der kunne ligne dyr. Forfatteren har fotograferet disse ”dyr” og givet dem øjne og sjæl, og skrevet et lille rim eller en rimhistorie, så de ting, som man normalt går forbi uden at ænse, får et nyt, forunderligt liv.

Dyr du ikke ser kan du møde Vraltefaks, Stygge Klumpen, Flodhesten Flab og mange andre. Bogen er for børn, unge og andre barnlige sjæle, og den kan forhåbentlig inspirere børn og deres familier til selv at gå på opdagelse i naturen, og skabe egne dyr og fortællinger. 

Så slip fantasien løs og ta’ de skæve briller på – og du vil få en skovtur af de helt sjældne.

‘Dyr du ikke ser’ er en skøn og anderledes bog for børn og barnlige sjæle (læs: mig). Jeg er pædagog i en skolefritidsordning, og læste den for nogle børn der. De er 6 år gamle, og de elskede den! Fik megen tid til at gå med at snakke om alle de sjove ‘dyr’, og nogle var lidt svære at se, hvad det kunne være for et dyr, så der blev gættet løs. Ligesom der blev grint meget af de sjove historier og fjollede navne som Vulmarpen Vimmer, Flodhesten Flab, Stygge Klumpen og Dragen Danny. 
Dejlig bog!/Helene.
Helene fra bog_finken

“i den skævt vinklede og vildt morsomme billedbog” Niels Skipper, Nordsø Posten, Naturen NU

_______________________________

9. udgivelse

Det lange hyl – og andre dyr du ikke ser

Udgivet 4. april 2024, 44 sider.

Det lange hyl – og andre dyr du ikke ser er den anden billedbog på forlaget Peters SUB-PUB. Den første var Dyr du ikke ser, der udkom efteråret 23.

I flere år har forfatteren Peter Mouritzen, der om sommeren bor i sit sommerhus i Blokhus ved Jammerbugten i Nordjylland, cyklet ture i Blokhus Klitplantage og har på disse ture fået øje på træstubbe, mosser, rødder og grene m.m., der kunne ligne dyr. Forfatteren har fotograferet disse ”dyr” og givet dem øjne og sjæl, og skrevet et lille rim eller en rimhistorie, så de ting, som man normalt går forbi uden at ænse, får et nyt, forunderligt liv.

I denne bog kan du møde Søslangen Vagn, Flagermusen Flop, Væltefanten og mange andre. Måske kan bogen inspirere børn til selv at gå opdagelsen i naturen.

‘For feinschmeckere blandt forfatterens fans er bogen virkelig et kærligt gensyn med hans vildt fabulerende fantasi, mens nye læsere med fordel kan stige på det store forfatterskab her.’ Niels Skipper, Nordsø Posten, Naturen NU

______________________________

10. udgivelse

Da jeg var ung digter (2. udgave)

Udgivet 24. juli 2024, 69 sider.

Da jeg var ung digter er en ny udgave af den første digtsamling fra 2019, som er digte om tiden som ung digter i slut 60’erne. 

Den oprindelige digtsamling har nemlig været udsolgt, og udkommer derfor nu i et nyt, lille og lækkert hardcover format – med et nyskrevet bonusdigt `Morgengymnastik for poeter´

Her er et lille digt fra bogen:

Hulet ost på højkant –

Da jeg var ung digter
gav vi poesien høvl
skrev baglæns
i et anfald af
ungdom og
galskab
sådan
nadås
bakslag
go modgnu
fa dlafna te i
snælgab verks
lvøh neiseop iv vag
retgid gnu rav gej aD

Vilde var vi! Vilde!


Forsidefoto 📸: Jørn Sand-Nielsen

________________________________

BØGERNE KAN KØBES DIREKTE HOS FORFATTEREN 📚

‘Da jeg var ung digter’ (2. udgave) koster 150,- incl. forsendelse.

‘Det lange hyl’ koster 275,- incl. forsendelse.

‘Dyr du ikke ser’ koster 275,- incl. forsendelse.

‘En stædig rad’ koster 228,- incl. forsendelse.

‘Barn af en biograf’ koster 230,- excl. forsendelse.

‘Digt & dat’ koster 125,- excl. forsendelse.

‘Jordbærkrukken’ koster 200,- kr. excl. forsendelse

‘Det sidste ord’ koster 200,- kr. excl. forsendelse

‘Den røde parentes’ er udsolgt!

‘Da jeg var ung digter’ er udsolgt!

OBS – Ved 2 eller flere (samlet køb) betaler forlaget forsendelse.

Skriv til forfatteren på mail: mou@mail.tele.dk eller kontakt mig, hvis du hellere vil det, og jeg vil være behjælpelig med kontakt.

De første 6 udgivelser i Peters Sub-Pub 😉