Gammelpot nr. 1 – Den forkælede prinsesse (1977), af Thom Roep, illustreret af Piet Wijn og oversat af Edith Månsson.
Forlaget Cobolt, udkom i ny eksklusiv udgave i juni 2015, 56 sider.
Gammelpot er en hollandsk tegneserie, som var vældig populær i 1970′ – 1990’erne, hvor jeg var ung, og jeg elskede den rare, lille og runde dværg, som hjalp alle personer på sin vej mod de onde kræfter med snarrådighed, retfærdighedsans og hans vigtigste og eneste “våben”, hans elskede og magiske vadsæk. Da tegneserien siden 2015 løbende er blevet genoptrykt i nye udgaver ved tegneserie forlaget Cobolt, er jeg begyndt at genlæse serien.
Bonusinfo fra forord i bind 1:
Historierne om Gammelpot startede som indslag i det populære tegneserieugeblad Donald Duck. Thom Roep var kun 22 år, da han startede eventyrserien sammen med den 45-årige tegner Piet Wijn, og de fandt hurtigt melodien i deres passion for tegneserie og kunst.
Det var Interpresses direktør Arne Stenby, der fandt på navnet Gammelpot. I Holland hedder han Douwe Dabbert, og i Tyskland hedder han Timpe Tampert, i Portugal Danny Doodle og i Indonesien Pak Janggut.
Gammelpot skulle egentlig kun være en bifigur, og derfor møder vi ham først på side 15 i bind 1.
Handling: Den uartige prinsesse Pauline 👸 er med sin uhøflige og forkælede adfærd skyld i at Kong Isengrim 🤴 afbryder en aftale om levering af agurker til landet. Kongen ser sig derfor nødsaget til at finde en læremester, der kan opdrage prinsessen, og det bliver Gammelpot 🧙♂️, som vælger at tage prinsessen med ud i Riget for at møde folket. Samtidig lurer den lumske skurk Ludo Mundsmurt på hævn, da han blev fravalgt af Kongen til jobbet som prinsessens læremester og han vil nu kidnappe prinsessen. Det bliver en dannelsesrejse for den unge prinsesse, der på rejsen langsomt lærer pli og hun må træffe en afgørende og selvstændig beslutning for at redde hendes læremester.
Anmeldelse: Mit gamle hjerte bløder for Gammelpot, der påtager sig en umulig opgave. Historien er fuld af humor, og trods modsætninger af dimensioner, så opstår der en varme og en forståelse mellem de to hovedpersoner. Sproget er finurligt og jeg er fan af de sjove og skæve navne som Ludo Mundsmurt og Kong Isengrim af Næstelandet. En historie, der har det hele – et eventyr, en skurk, en helt, lidt magi og en næsten uløselig konflikt og en happy ending. Det var et varmt og dejligt gensyn 🤗
Anette
