Den gamle mand og havet, af Ernest Hemingway
Forlaget Lindhardt & Ringhof, udkom i særudgave i 2018, 116 sider.
Original titel: The Old Man and the Sea. Oversat af Ole Restrup.
Jeg har længe tænkt, at jeg nok ikke var litterært funderet nok til at gå igang med at læse en litteraturkanon som Hemingway… Skørt, I know, men nogen gange bilder man sig skøre ting ind, men så lå den lige foran mig i Netto i denne fine særudgave til 45 kr. og det måtte være et tegn på, at det nu var tid…
Og sikke en fin historie, som jeg nød at læse.
Den gamle mand og havet (oprindeligt fra 1952) indbragte forfatteren Nobelprisen i litteratur i 1954. Denne klassiker måtte altså blive min første læsning af Hemingway, og det blev som sagt en fin én af slagsen.
Den gamle cubanske fisker Santiago har ikke fanget noget i 84 dage og de andre fiskere håner og driller ham. Han har lært drengen Manolin at fiske, og de er blevet gode venner, men drengens forældre har forbudt drengen at sejle med Santiago nu da han ikke længere har heldet med sig.
Santiago er opsat på at opsøge heldet og sejler derfor længere ud i Golfstrømmen end vanligt. Efter et stykke tid fanger han en kæmpe sværdfisk og en kamp for begges overlevelse starter. Meget mere skal ikke afsløres her, men jeg blev på trods mange siders læsning om kampen på havet, så optaget, at jeg måtte fortsætte til den bitre ende sammen med Santiago.
Det er en enkel historie om liv og død, om overlevelse, men også om det fine venskab med drengen, der spøger i hans tanker og på den måde holder den gamle fisker i live, mens han er alene på havet.
Det er en fortælling, hvor man forstår, at Santiago både kæmper for sin ære og for sit ry som fisker, men også om overlevelse. Om ikke at overgive sig til alderdommen og døden uden kamp. Og en fangst af denne størrelse kan gøre hverdagslivet meget lettere.
Hvis jeg kan læse Hemingway, kan du også, og du kan evt. starte med at læse lidt om forfatterskabet på litteratursiden, hvor man bl.a kan læse om hans forskellige romaner. Man får der en fin og overskuelig baggrundsviden om forfatteren. Afslutningsvis vil jeg lige citere følgende fra siden:
“Den 2. juli 1961 var kampen slut. Her begik Hemingway selvmord. I sin erindringsbog Papa (1976) opsummerer Gregory Hemingway til sidst præcist og poetisk sin faders liv: “Ingen havde nogensinde drømt om, længtes efter eller oplevet mindre fred end han. Han skrev om den længsel hele livet med ord så enkle og komplicerede som efterår og forår. Bare han stadig kunne drømme et eller andet sted. Han elskede at drømme. Han længtes efter at være en del af jorden, havet og luften og endelig var han det.”
Jeg er så glad for at jeg fik taget hul på Hemingway, og vil fremover indimellem kile en af hans historier ind i mine læsestunder…
Bogen er et selvkøb.
Anette
