KLINTEN

GÆSTEANMELDELSE

Min far, forfatter Peter Mouritzen, har på sin facebookside Det læsende pindsvin skrevet følgende omtale af:

KLINTEN, af Jens Smærup Sørensen

Forlaget Grif, udkom i september 2020 , 203 sider

Klinten, Jens Smærup Sørensens ny roman på det lille forlag Grif, anslår fra starten at natur og menneske er ét. Sprogkraften i beskrivelsen af den døende Jens Kristians ansigt – J.K. er en af beboerne i det område bogen omhandler – får en til at tænke på Tom Kristensens digt om Landet Atlantis: ”Verden er blevet chaotisk paany. Paany intoneres med heftige Klange.” Det er sådanne heftige klange Smærup intonerer romanen med, med præcis embouchure, når han blæser sin dommedagstrompet.

Det lille samfund på Klinten skal kystsikres for ikke at blive brudt ned af havet, og Orkanen Mona er på vej. Og som sagt er J.K. døende. ”Det er som et landskab der blottes for vegetation og for vand og mudder og bliver til en ørken, sådan er det nu med Jens Kristian Jensens ansigt. Det som før var så frodigt …” og sådan fortsætter det, formidabelt beskrevet med digterisk stormstyrke. I det hele taget har man som læser det med at fortabe sig i træffende beskrivelser, så man ganske glemmer, at der også er en handling. Men det er der.

Der skal være beboermøde om at kystsikre. Vi følger initiativtageren til mødet Sigrid og hendes møde med Jeppe, der bor midlertidigt i sine forældres hus i området. Han arbejder med sprog i maskinoversættelser, teknologisk, forholdsord og adverbier, han er normalt bosat i Bruxelles, men er taget tilbage til sin barndomsegn for at få ro til at løse en afhandling. Jeppe har tanker om, at hans arbejde kan hjælpe folk rundt i verden med at komme hinanden nærmere, da alle små sprog kan blive oversat og dermed forstået globalt. Projekt Babelstårnet kan genoptages. Dog erkender Jeppe, at der er mange løse ender, der skal flettes sammen. Sproget er en jungle, siger Jeppe selv, sproget er også en slags natur, vild og utæmmelig, poesi kan ikke bare sådan skrives eller oversættes af robotter, ikke lige nu, det ved han, han er en realistisk mand.

Og Smærup demonstrerer selv med sin skrift sprogets vildskab og utæmmelighed og drift til at gå sine egne veje. Man kunne kalde det for en særlig Smærupsk æstetik, som vi kender fra hans andre bøger, sproget vrider og vender sig og træder sig selv over tæerne og slår kludder på tungen og slår sig selv for panden i pinagtig smerte af flovhed og som en undskyldning for at skulle udsige så skrækkelige ting om menneskene. Man får helt ondt af den stakkels forfatter, der som kunstner er nødt til at udtrykke sandheden, hvor ondt det end gør. Det er hylende morsomt og som sagt kan det få en til at glemme handlingen. Men den er der. Jeppe bliver draget mod Signe. Og hjælper hende med at gå rundt og indkalde til møde. Og træffer mange andre af de gamle beboere, som han kender fra barndommen, bl.a. gamle Andreassen, der er en slags gammeltestamentlig Gud og som i modsætning til Jeppe ikke mener, at man kan stille noget op med kystsikring: ”Gud vil komme til os med havet! Stol på det. Hvad skulle han ellers gøre? Det er jo her i landet hvad han har at gøre godt med. Nå ja, en pest måske alligevel., men andre steder kan han jo desuden bruge jordskælv og vulkanudbrud.” Kort efter får vi en beskrivelse af et ægtepar, der er værre end Andreassen i misantropi, Aage og Emily, tidligere kiropraktor og hans kone. ”De er ikke dumme, Aage og Emily, de er klar over, at de selv er rak. Det laveste rak af slagsen.” De skåner ikke sig selv, selvpiskning er deres største fornøjelse, de er klogere end alle andre, fordi de også har gennemskuet sig selv, og dét med salig fryd.

I slutningen af bogen beskrives deres reaktioner på den uventede drejning, som mødet tager, med en af forfatteren forfærdende menneskeindsigt i lumpenhed og alt andet af værste skuffe. Hvordan mødet udvikler sig skal ikke afsløres her, det ville jo være en spoiler – og som sagt, handling er der skam i bogen. Men så meget kan siges, at det ikke går helt efter planen, at menneskenaturen viser sig ikke helt let at styre, og at vi får indblik i de mange skjulte dagsordener vi mennesker altid slæber med os. Forrygende læsning af den gode Jens. Men av, hvor den gør nas undervejs. Som vi siger her i det nordjyske.

Fra Forlaget Grifs hjemmeside

Om forfatteren: Jens Smærup Sørensen (f. 1946) har skrevet en lang række berømmede romaner og fik et kæmpe læsergennembrud med Mærkedage, 2007, som han fik boghandlerprisen De gyldne laurbær for. Romanen er blevet en moderne klassiker ved sin beskrivelse af det gamle bondesamfunds afvikling og velfærdsstatens fremvækst. Herefter fulgte Hjertet slår og slår, 2012, Feriebørn, 2015, og senest den selvbiografiske Jens, 2018. Smærup Sørensen har indtil foråret 2020 været medlem af Det Danske Akademi. Har modtaget stort set alle danske litteraturpriser.

Jens Smærup Sørensen er en af Danmarks største prosaister. Han er pt. formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur. Han har gennem årene modtaget en lang række priser for sit forfatterskab.

Se mere på forfatterens hjemmeside: https://www.smaerupsoerensen.dk/

En roman, jeg nu glæder mig til at læse.

Reklamelinks / Du kan evt. købe bogen her – enten via Saxo eller Tales (affiliate links).

Anette