Det samme og noget helt andet, af Katrine Marie Guldager
Politikens Forlag, udkom i januar 2021, 454 sider
Det samme og noget helt andet er modsat Katrine Marie Guldagers tidligere skønlitterære værker, en personlig rejse tilbage i tid og ind i et privat stof, hvor udgangspunktet er tabet af to nære personer; først bliver en veninde skudt i Nicaragua og få dage senere dør faren i togulykken ved Sorø. På næsten et splitsekund ændres udgangspunktet for den fremtid, den 21-årige unge Katrine ellers havde foran sig.
Bogen fortælles i to spor. Det ene er et fortidsspor, der starter i 1988 med de to ulykkelige hændelser og fortsætter i årene herefter, hvor vi følger forfatterens stridigheder med farens familie, følelsen af fremmedhed overfor egen familie, søskende jalousi, et mangeårigt terapiforløb og hendes debut som forfatter.
Det andet spor er mere nutidigt og beskriver den tid, hvor forfatteren er i gang med skriveprocessen til denne bog, hvor især ambivalens, angst og svære overvejelser undervejs er ved at få hende til at opgive projektet.
Jeg er generelt stor læser af autofiktion, og elsker når der gives af hovedstolen. Jeg undres dog over denne insisteren på at kalde bogen en roman, når stoffet lægger sig så tæt op af et selvbiografisk materiale. Samtidig præciseres det, at bogen netop består af 50% auto og 50% fiktion. Måske er det her titlen også kommer i spil – er indholdet det samme (som virkeligheden) eller noget helt andet – måske? men jeg brugte en del tid på at tænke over dette!
Det samme og noget helt andet er en roman om at føle sig fremmed og udenfor ens egen familie, om sårede følelser og om en umulig navigering i en tung og indviklet familiebagage, hvor især beskrivelserne af ensomheden og smerten heri er formidabelt beskrevet. Vreden og det bitre bliver desværre ret dominerende og bliver genstand for unødvendige gentagelser og forløsningen lader vente på sig.
For mig er bogens styrke formidlingen af de svære følelser i forbindelse med de to tab samt familiekonflikterne og dernæst fortællingen om at slå igennem som forfatter. Guldagers beretning om sit gennembrud løfter trods alt bogen og her rammes en fortælleåre, som på denne læser virker inspirerende.
Bogen er velskrevet, og læses hurtigt på grund af de meget korte og overskuelige afsnit, som giver bogen et godt flow i en ellers omstændelig fortælling. Jeg var også vild med de sproglige modsætninger eller den tvivl, som kommer til udtryk:
“…men liv og død som i det, der lever i mig, og det, der ikke gør”.
“…men måske er det mig, der er tom, måske er det mig, der er åben”.
Et af stridspunkterne i familien handler ironisk nok om et spejl. Man kunne jo mene, at Guldager netop gennem opvæksten mangler nogen at kunne spejle sig i, men med romanen giver hun så i stedet mange andre mulighed for at kunne spejle sig i hendes historie.
Jeg kom undervejs til at tænke på amerikanske Maya Angelou (forfatter og aktivist), som har skrevet flere autobiografiske værker, men som også er kendt for en del berømte citater. Hun har bl.a. sagt: “People will forget what you said, people will forget what you did, but people will never forget how you made them feel”. Og måske er det dét, der er bogens kraft – at vi formes og påvirkes af, hvordan andre er imod os – på godt og ondt.
Om forfatteren: Katrine Marie Guldager (f. 1966) er en dansk forfatter med et bredt forfatterskab, der både rummer romaner, krøniker, noveller og børnebøger, bl.a den anmelderroste bestseller En uskyldig familie, der er hendes første selvstændige roman efter afslutningen af seksbinds-værket: Køge-Krøniken, hvor man følger en dansk familie fra 1938 og frem til 1988.
Guldager har tidligere skrevet flere dannelses- og udviklingsromaner, hvoraf jeg kun har læst Et rigtigt liv fra 2019, som jeg var ganske begejstret for. Jeg har bestemt planer om at læse mere og næste bog bliver nok Bjørnen fra 2018, som jeg har læst meget godt om, og som heldige jeg fandt i vores lokale genbrug.
Jeg arbejder terapeutisk i mit arbejde og er således vant til at gå ind i disse personlige rum, så måske er det derfor at jeg følte, at jeg ikke fik så meget nyt bibragt her og efterlyser nok lidt mere udvikling og mindre ‘offer’-rolle, hvilket smitter af på min vurdering, så herfra kommer 3 frigørende ⭐⭐⭐/6.
Tak til Politikens Forlag, som har sendt bogen som gave til mig ✅
Anette
