GÆSTEANMELDELSE
Min fars gamle ven og studenterkammerat fra Aalborg Katedralskole Jens Smærup Sørensen er indstillet til Politikens Litteraturpris for bogen “Jens”.
Her kan I læse min fars omtale af bogen.
JENS, af Jens Smærup Sørensen
Gyldendal, udkom i 2018, 200 sider.
For et par år siden skrev den svenske forfatter Torgny Lindgren modvilligt sine erindringer på opfordring af sit forlag. LIndgren påstod, at han ingen erindringer havde. Han skriver i bogen: “Jeg bilder mig ikke ind at jeg kan huske noget … I et halvt århundrede snart har jeg forsørget mig ved mine indbildninger. De har været meget omfattende. At begynde at kalde dem erindringer nu, det ville være pinligt.”
Og derefter skriver Lindgren så løs, vittigt og klogt. Det er, som om han lige skulle have taget fuldstændig afstand fra den vanvittige opgave, før han kunne eksplodere.
Lidt på samme måde med Jens Smærup Sørensen, der også har skrevet sine erindringer – “Jens” – men kalder bogen for en fortælling. Man (jeg) fornemmer, at først når han har valgt at fremlægge sit huskestof som litteratur har han åbnet sit fortællerum og sat sig fri. Og man skal ikke tage fejl: Det her er ikke erindringer som en politiker eller en populær filmskuespiller ville skrive dem, der er i Jens´ tilfælde tale om et stykke erindrings-essayistik, som – om jeg så må sige – giver “erindreriet” en mening og tvinger ham til en litterær skarphed i selvportrætteringen og i portrætteringer af andre samt i beskrivelsen af samfundet og dets udvikling fra bondesamfund til industri, nutid og videre til … ja, fremtiden, som Smærup perspektiverer politisk og ideologisk med rod i sine erfaringer fra bondelandets sociale fælleskab og omgang med naturen.
Den første bog Jens Smærup skrev var digtsamlingen “Udvikling til fremtiden” (1971).
For resten slutter han med døden. Med en besk kommentar til selvoptagetheden i nutiden, der bl.a. giver sig udtryk i sundhedskulten og dens dyrkelse af legeme og ønske om udødelighed, lidelse og nydelse i ét. Her skriver Smærup: “Jeg gætter på at selv tanken om man engang har bestået en jernmand – eller dog været på safari i Afrika – ikke på dødslejet kan give mening til det hele.” Og han tilføjer, at mere mening kunne det måske give bare at have passet sin potteplante! I sin mest kendte roman – “Mærkedage” – lader han den unge konfirmand på landet påstå, at et af de ti bud lyder: Man skal passe sine kreaturer. Da drengen opdager sin fejl, betragter han det som en dumhed. Men er det mon det? Mon ikke Smærup har et livsbudskab dér? Og ikke det dummeste man kan have.
Bogen fortæller om turen fra barndommen i Staun ved Nibe, et landmandsliv som forfatteren naturligvis fører med sig i bagagen videre uden på nogen måde at romantisere det, man fornemmer at ikke blot var godt, men også hårdt for en knægt som Jens, der ikke havde næverne skruet på til den syssel. Men ingen klynk her, heller ikke når tæv beskrives. Senere kommer han til byen, Aalborg, på det fine gymnasium Aalborg Katedralskole, her møder han borgerligheden og dannelsen og fortæller om, hvordan der var at være ung oprører (kommunist af overbevisning) blandt lærere af den gamle skole og tid. Og efter studentereksamen drager han så til Århus for at studere – og blive forfatter. Møderne med Peter Seeberg, Poul Vad og Ole Sarvig er ikke blot guf for litterært interesserede, men også meget vittige. Især mødet med Sarvig, som ved alt om hvordan Jens´ udvikling som forfatter vil forme sig ud, fra Sarvigs kendskab til en afdød engelsk digter, som Jens ikke aner eksistensen af! Det er meget morsomt.
I Århus kommer Jens også til at møde lærere som Jørgen Elbek og Niels Egebak, der skulle – hver på sin måde – få indflydelse på udviklingen af fremtidens Jens. Det var Niels Egebak, der – efter at Gyldendal – havde sagt nej til Jens´ anden bog, antog den til forfatterforlaget Arena. Der var tale om romanen At ende som eneboer, som da den blev udgivet fik en introduktion af Egebak i hvilket det bl.a. lød, at “en tekst aldrig kan reduceres til at være udtryk for eller efterligning – mimesis – af en betydning, der skulle eksistere uafhængigt af den, men at den tværtimod er et moment i en fortsat nedbrydning og en genopbygning af betydninger i en stadig vekslen mellem mellem tekster der aflæser og dermed transformerer hinanden i en aldrig standset produktionsproces.” Dette er ikke citeret i bogen, men hentet fra mit eget eksemplar af den gamle bog fra 72. Egebak lyder måske lidt akademisk lærd og svær, men sandt er det og dækkende for forståelsen af den måde Jens har bedrevet sin litteratur, det var det vi kaldte skriftproblematik, også forklaringen på at han må kalde sine erindringer for en fortælling. Thi skriften er ikke virkelighed, men i samtale med den. Sådan fødes fortællinger, og fortællinger giver mening til livet.
Der er så mange perler både intellektuelt og humoristisk (de to udelukker for resten ikke hinanden), at man som læser gerne vil citere i lange baner, men man må være nådig over for sig selv og blot anbefale at læse bogen. Dog – et sted er uomgængeligt til citat i al sin visdom, en beskrivelse af hvordan det var at være en del af munkemarxismen i 70ernes universitetsmiljø og alligevel have en sund, bondsk skepsis over for den åndelige ensretning og undertrykkelse af hvad der ikke er politisk korrekt tænkning: “Jeg følte mig helt sikker på at vi i os har noget som er fuldstændig uberørt af såvel materialistisk determinisme som af enhver dialektisk modsætning; noget der både skaber grundlag for vores individualisering og fastholder vores – oprørende og salige – indlejring i altet; noget i os, dermed , som til alle tider og under alle samfundsforhold suverænt lever sit eget liv. Og jeg mente at det er i dette primære at eksempelvis litteraturen har sine kilder.”
Jens Smærup har iklædt sig forfattertøj til disse erindringer, hvilket som tidligere nævnt giver dem en mening og skarphed langt, langt over ordinære erindringsbøger. Måden han gør det på er et smukt eksempel på, at alle de løse, flagrende erindringer vi alle har kan få mål og mening og et menneskeliv betydning i den ellers så tilsyneladende meningsløse eksistens, som vi kan være svært tilbøjelige til at synes vi er offer for. Det er måden vi anskuer vort liv på, der giver os den nåde at vi kan se en mening med det hele. Jens har i den forbindelse også hip til dem, der mener litteraturen er indhold og går efter hvad en bog handler om. Med en spids ironi gør han opmærksom på, at vi ikke læser og nyder H.C. Andersen, fordi vi er interesserede i ænder og bedrageriske skræddere. Der er noget helt andet og større på spil. Vi vil fortællingen.
Jeg har fulgt Jens siden vi blev klassekammerater på Aalborg Katedralskole i 1962. Og jeg kan bevidne, at alt det han fortæller er sandt, selv om han insisterer på, at det er en fortælling. Vi har holdt kontakten siden. Og byttet bøger og alt det der (vi har dog ikke byttet koner, selv om det var almindeligt dengang). Og da han udgav `At ende som eneboer´ i 1972 modtog jeg bogen med inskriptionen: Man må jo gøre sit bedste. (Et citat fra bogen i øvrigt). Det kan man roligt sige, at han har gjort.
Som sagt skrevet af min far, forfatter Peter Mouritzen, som du også kan følge på facebook eller på Instagram, hvis du har lyst.
