GÆSTEANMELDELSE

ÆRØ Manifestet – om længslen efter et andet familieliv, af Maj My Humaidan

Forlaget Gyldendal, udkom i april 2023, 240 sider.

Lydbogen tager ca. 5 timer og 9 min.

Denne gæsteanmeldelse/omtale er skrevet af bogblogger Betina Christiansen fra Lydboghylden.dk, der også er anmelder på Bogrummet.dk

Ærø Manifestet er en åben og ærlig beretning om længslen efter et andet familieliv.

Lydbogen er både skrevet og oplæst af forfatter og journalist Maj My Humaidan.

I bogens første del hører vi om, hvordan Maj My føler, at der er noget i vejen med den måde hendes familieliv er indrettet. Hun afleverer sine børn i børnehave og skole om morgenen, selvom det ikke føles rigtigt. Det der til gengæld føles helt rigtigt for hende er, når hele familien bruger tid sammen. Hun begynder derfor at tænke mere og mere over, hvad der skal til, for at hun kan få dét familieliv hun drømmer om.

Jeg kunne sagtens sætte mig ind i mange af de følelser, som Maj My beskriver. De fleste lever et hektisk liv, hvor arbejdet fylder så meget, at børnene bliver nødt til at tilbringe størstedelen af dagen væk fra deres familie.

Ærø bliver familiens redning. Familien forlader det liv de kender og sætter kursen ind mod et mere roligt liv på Ærø med tid til fordybelse og kreativitet. De finder en friskole på øen, men der er alligevel noget, der ikke stemmer. Ikke engang på Ærø er der plads til fleksibilitet i institutions- og skolesystemet. Derfor tager familien den drastiske beslutning at hjemmeskole deres børn.

På dette tidspunkt i bogen, virkede Ærø og hjemmeskoling som den mest fantastiske og idylliske løsning. Derfor var det også befriende at høre om, at det faktisk ikke var en lige så let løsning, som familien havde regnet med. Vi kommer både med på op- og nedture. Da jeg hørte lydbogen, følte jeg mig nærmest som en flue på væggen, når Maj Mys stemme roligt fortalte om familiens oplevelser.

Ærø Manifestet formår at sætte en debat i gang, som har været længe undervejs. Maj Mys bog er modig og ærlig. Den beretter både om, hvorfor hendes egen familie ikke var gearet til et liv med hjemmeskole, men også om, hvordan der ikke var et ordentligt system for det i Danmark. For selvom det er lovligt at hjemmeskole sine børn, er der ikke meget støtte at hente. Eksempelvis kan man ikke få tilskud for den tabte arbejdsfortjeneste, som der er forbundet med denne beslutning.

Jeg følte mig oplyst og taget med på en spændende rejse hele lydbogen igennem. Mit eneste kritikpunkt er, at bogen ikke indeholder megen forskningsmæssige betragtninger. Maj My nævner nogle resultater fra studier af hjemmeskoling i USA, men ellers er bogen hovedsageligt en personlig beretning.

Forhåbentlig vil Ærø Manifestet være med til at skabe mere fokus på området og inspirere andre til et mere nærværende liv uanset, hvilket familieliv man lever.

Du kan læse mere om forfatteren her.

Ovennævnte omtale er som sagt skrevet af bogblogger Betina Christiansen, som jeg håber du har fået lyst til at følge på hendes profiler på hhv. Facebook og Instagram, hvor du kan finde inspiration til din næste lydbog. God lyttelyst 🎧👂