Skyggedetektiverne – Den forsvundne bror, sag #1, af Andreas Boeskov.

Politikens Forlag, udkom i juni 2024, 192 sider.

Mød 4 seje børnedetektiver🕵️‍♀️🕵️‍♂️🕵️‍♀️🕵️‍♂️


Jeg læser sjældent børnelitteratur, men denne talte lige til mit forsvindingshjerte og ideen om en krimi for børn/unge fortjener al den omtale, den kan få… så derfor har jeg kastet mig over første sag af Skyggedetektiverne, hvor grundideen består af 3 snu søskende i alderen ca. 10-15 år, der hjælper deres kriseramte far, en tidligere politibetjent, nu detektiv, med at opklare forbrydelser. 

Og lad mig bare starte med at sige – børnelitteratur eller ej – her kan voksne sagtens læse med 📖

Billie Boyd, en handlekraftig og rapkæftet pige, får hurtigt opsnuset, at det er de tre søskende, der egentlig styrer farens detektivbureau. 

Billies voksne bror Sebastian er forsvundet, og hendes far hyrer børnenes far, detektiv Martensen, til opgaven, men Billie får hurtigt nys om at tingene ikke foregår efter bogen og hendes gå-på-mod, iver og måske også hendes ensomhed, gør at hun får sig koblet på det lille team, da hun truer med ellers at ville afsløre deres foretagende.

Faren og de 3 børn har særlige forbindelser til politigården, hvilket ikke skal afsløres her, men det er en fin og interessant vinkel, der giver historien et ekstra personligt twist…

Forfatter Andreas Boeskov har skrevet en fantastisk fængende krimi, ikke kun for børn, men OM kvikke børn, der leverer friske kommentarer og årvågenhed modsat deres trætte og uoplagte far. 
Man kommer straks til at holde af Conrad, Sofia og Asmus, der med hver deres personlighed også har hver deres interesseområde indenfor kriminalstoffet, og selv Billie får man efterhånden et blødt hjerte for 🤎

Krimien har et højt tempo, masser af spænding og plottet er gennemtænkt; ikke for voldsomt men alligevel alvorligt og der er selvfølgelig onde personer men heldigvis også dem, der vil bekæmpe ondskaben.

Jeg er åbenbart ikke for gammel til en god gang børnekrimi, så jeg læser gerne med videre i serien, jeg også sagtens kunne se fungere på film eller som en TV serie… 📺

Alderstrin: Fra 9 år. Ideel som oplæsning.

Reklame / Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar 🙏

Anette