Gammelpot nr. 3 – Den lumske læge (1978), af Thom Roep, illustreret af Piet Wijn og oversat af Edith Månsson.
Forlaget Cobolt, udkom i ny eksklusiv udgave i oktober 2016, 56 sider.
Gammelpot er en hollandsk tegneserie, som var vældig populær i 1970′ – 1990’erne, hvor jeg var ung, og jeg elskede den rare, lille og runde dværg, som hjalp alle personer på sin vej mod de onde kræfter med snarrådighed, retfærdighedsans og hans vigtigste og eneste “våben”, hans elskede og magiske vadsæk. Da tegneserien siden 2015 løbende er blevet genoptrykt i nye udgaver ved tegneserie forlaget Cobolt, er jeg begyndt at genlæse serien.
Bonusinfo fra forord i bind 3:
Det tredje Gammelpot eventyr Den lumske læge blev for første gang udgivet i 1976-1977 i det hollandske Anders And blad Donald Duck som føljeton, og udkom som album i 1978. Denne gang ønskede forfatteren Thom Roep at skabe et andet univers end dyrenes, som i bind 2, Hemmeligheden om den skjulte dal, da han jo også arbejdede fast med Anders And bladene, som også er et dyre-univers. Dette var tegneren Piet Wijn heldigvis enig i. De var begge inspirerede af andre forfattere, som ofte lod deres handlinger foregå i landlige omgivelser, hvor der var respekt for kongen. Men Den lumske læge fik faktisk en dårlig anmeldelse ved udgivelsen.
Handling: Prinsesse Liselotte er bekymret for sin far Kong Zebedeus, der lider af sovesyge 💤, alt imens hans livlæge baron Bral angiveligt forsøger at kurere ham. Baron Bral har dog ikke helt rent mel i posen – eller i urtedrikken 🍄- for han har lagt en skudsikker plan om langsomt at overtage kongeriget – og prinsessen. Da Gammelpot ankommer til den nærliggende by møder han drengen Jokum, og de drager sammen mod slottet for at se, om de kan finde en forklaring på, hvorfor kongen ikke længere lader sig vise i byen og samtidig er begyndt at afkræve urimelige afgifter.
Anmeldelse: Som i bind 1 befinder vi os på et kongeslot 🏰, denne gang Kong Zebedeus’ Den fjerdes rige, men denne gang findes de onde kræfter allerede indenfor murene og selvom handlingen røbes lidt for hurtigt og er lidt for gennemskuelig, så er det ikke dumt at give en ellers tillidsfuld karakter falske hensigter. Prinsessen 👸 har ben i næsen, modsat bind 1, hvor hun teede sig uartigt og forkælet. Endnu engang oplever vi sjove ord som dulmeurt og knoldet slumrerod, og illustrationerne er formidable og underholdende i sig selv. Udover den altid magiske vadsæk, brillerer Gammelpot afslutningsvis med en løgn, som på en måde kan siges at være lidt andet end hvid.
Anette
