Du kan drukne på mange måder, af Teis Gjervig
Forlaget Rød Panda, udkom i juni 2021, 261 sider
Forlaget Rød panda er et nystartet forlag, der ifølge deres hjemmeside tror på det skæve og det skøre, og på at fantasien og fortællingen har brug for at blive sluppet løs. Og det er vel nok til at man får lyst til at følge med hos dem. Indtil videre er denne bog første og eneste udgivelse, men lad mig slå fast fra start, at der er lagt godt fra land… 🌊
Jens er alene. Vi forstår, at han er vokset op hos Faster og Farmor. Jens har passet sit arbejde som bibliotekar, og forsøgt at leve op til de andres forventninger. Han forelsker sig i bartenderen Mimi på det lokale værtshus Hos Anton, men Mimi forelsker sig i Anton. Da biblioteket, hans arbejdsplads gennem 25 år, skal flytte ned til havnen, vælger Jens at flytte til Læsø for at udleve drømmen om at blive forfatter. Jens siger derfor farvel til livet i Århus og flytter nu ind i det lille gule hus på Østerby Havnegade. Her møder han hurtigt byens beboere, selvom han egentlig ikke er interesseret i deres selskab.
Byens beboere kunne godt nævnes her, men dem skal du danne dig dine egne indtryk af ved at læse bogen… 📚 Jens lejer en cykel og udforsker nu øen, som er beskrevet autentisk og med en indlysende kærlighed til naturen og historien.
Et ønske om at være lidt i fred, lykkes ironisk nok ikke på en ø, da beboerne i det lille samfund holder skarpt øje med ham den nye. Det kommer der mange skøre, sære og sjove situationer ud af, og selvom karaktererne er en smule karikerede og skæve, så har de alle en historie og måske alligevel også noget til fælles… trangen til Rød Aalborg og et ønske om at finde mening i livet…🤔
Den efterhånden afdankede bibliotekar har dog et par “skeletter i skabet” og ej heller ret megen kontrol over livet, bortset fra én ting – bøgerne…
”Der var en vis magt forbundet med det. At skrive. En anden end den, han havde, når han læste, hvor alt var forudbestemt. Det var derfor han havde udviklet sin egen metode. En metode, der i al sin enkelhed gik ud på, at han ikke læste bøger færdigt. Aldrig. På den måde var det ham, der var i kontrol. Ham, der kunne bestemme karakterernes skæbne. Han var ikke afhængig af dem, men kunne forlade dem, når han ville. Og de ville stadig være der, hvis han skulle få lyst til at genoptage deres forhold. De ændrede sig ikke. De ventede trofast. Uvidende om at deres slutning allerede var beseglet. På den måde blev han også deres frelser. Eller bøddel. Han var englen og djævlen. På en og samme tid. Det var ham, der var herre over, om de skulle gå den vej, der var blevet dem pålagt, eller om de kunne tage den sti, han havde åbnet for dem. Ved at lukke bogen.”
Vi møder altså en bibliotekar, der har sin helt private logik vedr. bøger og læsning, hvilket er ret genialt. Udover denne kontrol over bøgernes skæbne, er Jens også sygeligt optaget af Paulo Coelho’s Alkymisten, som er den værste bog, han har læst og som han for enhver pris vil forhindre andre i at læse; denne urealistiske bestseller, hvor den unge Santiago får held af at følge sine drømme og endda får sit livs kærlighed… Den gør for nas. Jeg indrømmer, at jeg ikke selv har læst bogen, men nu føler jeg, ret paradoksalt, straks en trang til at læse den 👌
Man kan godt gå hen og blive noget irriteret på Jens, men det hjælper ham sådan set ikke, og han er ganske sikkert og vist også irriteret på sig selv. Man frustreres og får både lyst til at sparke ham bagi, hjælpe ham men også give ham et kram… for han forsøger faktisk at gøre noget godt for andre, men glemmer de vise ord om at ”tage sin egen iltmaske på først” 😇
Du kan drukne på mange måder er en skrøbelig fortælling om livets sårbarheder og om marginaliserede mennesker, der også har drømme. Den handler også om angsten for at fejle, men også om angsten for at vælge til eller fra…og om konsekvenserne af disse valg.
Sprogligt er bogen letlæselig, forfriskende, humoristisk og uhøjtidelig med en del tragikomiske klichéer, der passer som fod i hose til denne fortælling. Og én ting er sikkert. Du vil aldrig mere kunne spise snøfler uden at tænke på stakkels Lennart…
Om forfatteren: Teis Gjervig (f. 1983) er opvokset i Vestjylland. Er uddannet journalist og har i mere end 10 år arbejdet i tv-branchen. Du kan drukne på mange måder er hans debutroman.
Du kan drukne på mange måder er en stille, men løjerlig, skæv fortælling om mennesker, der finder hinanden i et barmhjertigt skæbnefællesskab. Den sætter refleksionerne i gang i de små grå og debutromanen får velfortjent 4 livsvigtige ⭐⭐⭐⭐/6.
Tak til Forlaget Rød Panda for anmeldereksemplar ✅
Anette