Dyr du ikke ser, af Peter Mouritzen
Peters SUB-PUB, udkommer 12. september 2023, 36 sider
Dyr du ikke ser er den første billedbog på forlaget Peters SUB-PUB. I flere år har forfatteren Peter Mouritzen, der om sommeren bor i sit sommerhus i Blokhus ved Jammerbugten i Nordjylland, cyklet ture i Blokhus Klitplantage og har på disse ture fået øje på træstubbe, mosser, rødder og grene m.m., der kunne ligne dyr. Forfatteren har fotograferet disse ”dyr” og givet dem øjne og sjæl, og skrevet et lille rim eller en rimhistorie, så de ting, som man normalt går forbi uden at ænse, får et nyt, forunderligt liv.
I Dyr du ikke ser kan du møde Vraltefaks, Stygge Klumpen, Flodhesten Flab og mange andre. Bogen er for børn, unge og andre barnlige sjæle, og den kan forhåbentlig inspirere børn og deres familier til selv at gå på opdagelse i naturen, og skabe egne dyr og fortællinger.
Så slip fantasien løs og ta’ de skæve briller på – og du vil få en skovtur af de helt sjældne.
Forlaget Peters SUB-PUB – der er Peter Mouritzen eget forlag – blev etableret i 2019:
”Jeg debuterede i 1969 med digtsamlingen `Den fortryllede rose´på et undergrundsforlag i Snaregade i København, Arena SUB-PUB. I anledning af mit 50-års forfatterjubilæum i 2019, syntes jeg det kunne være morsomt at gå i ungdom igen og etablere mit eget lille undergrundsforlag med navnet Peters SUB-PUB. Den første udgivelse blev digtene `Da jeg var ung digter´. Siden er der kommet seks bøger mere. Den ny -`Dyr du ikke ser´ – er således den ottende i rækken – og den første billedbog.” – (Peter Mouritzen).
Læs lidt mere her i LigeHer.nu –
Bogen kan købes ved privat henvendelse til mig eller direkte til forfatteren via messenger på hans Facebook profil, ved Museum for Papirkunst i Hune eller ved Bog & Idé i Aabybro.
Anette