GÆSTEANMELDELSE

Min far, forfatter Peter Mouritzen, har på sin facebookside Det læsende pindsvin skrevet følgende anmeldelse af:

EFTER DØDEN, af Claus Grymer

Forlaget Brændpunkt, udkom i april 2020, 41 sider

Claus Grymer, mangeårig anmelder og kulturjournalist hos Kristeligt Dagblad, har også skrevet en række bøger gennem årene. Fine digte, essays og erindringsstykker især.
Sidste år kom `Hvordan lever man når man har mistet livet´, et bind erindringer og tanker nedfældede efter Grymers kone, Kirstens død.
Claus Grymer, der i forvejen bar på en vis tristhed i sindet, og – som han selv siger i den nævnte bog – egentlig er en omvandrende mangelsygdom, kom nu til syne som en sådan, da hans livsglade kone ikke mere kunne give ham det skær af sin sol, som da de dannede par.
Det er et tema, Grymer fortsætter i sin ny samling digte, i det smukke, enkle digt `Erantis´-

Hvordan kan foråret være
så smukt i år

det første
uden dig

erantis
urolige i vinden

som om de
søger dig

Han sørger og søger. I et andet digt fortæller han, hvordan alting minder om hans afdøde kone: ”Da jeg kørte efter hindbærsnitter/ mindedes jeg/ din glæde/ ved kager/ jeg trængte til/ noget sødt/ men fik en/ tallerken sorg”.
Grymer har i en tidligere digtsamling `Det sprog vi tier på´ beskrevet sig selv som en mand, der næppe anser sig selv for at være i live. Det var før Kirstens død og fortæller noget om, hvad hun betød for ham som livgiver.
I de nye digte kredser han om hendes fravær som en møl om lyset, det er en fraværspoesi der paradoksalt nok føder et nærvær af den slags som digteren Henrik Nordbrandt kaldte ”bortnærværelse”; der er smukke linjer og formuleringer der lyser op i det tomrum, der truer med at opsluge den forladte:

”Da du døde
blev jeg forladt

også af angsten
for at miste dig

og siden har vi boet
i hver sin død …”

I digtet umiddelbart efter fortsætter han og taler om, at ingen af dem findes mere, og at de derfor må mødes andre steder, der – som digteren . formulerer det – heller ikke findes. ”Men det er dér vi begge bor” slutter han.

Men denne bog findes. Og den er en god bolig for Grymers ord.

Claus Grymer, født 1946. Opvokset på Mors. Journalistuddannet på Morsø Folkeblad 1970-73. Bifagseksamen i dansk. Tilknyttet Kristeligt Dagblad siden 1973. I dag som anmelder af litteratur og kunst. Hans forfatterskab omfatter lyrik, romaner, noveller og erindringsprosa.

Her på forlagets side kan du finde flere links til anmeldelser og oplysninger om digtsamlingen.

Anette