Fugleflugt, af Christine Tjalve
Forlaget Brændpunkt, udkom i oktober 2020, 194 sider
Reklame / 🐦🐦🐦🐦
Fugleflugt er skrevet af Christine Tjalve, og det er forfatterens anden roman; en stilfærdig og livskraftig roman om at finde sig selv.
Jeg kender ikke til forfatterens tidligere udgivelser, men blev spurgt om jeg ville læse og anmelde bogen, hvilket jeg sagde ja til efter at have studeret bogens beskrivelse. Jeg blev straks fanget af både bogens forside men også af den vestjyske stemning, og indimellem er det bare dejligt at gå i gang med en mindre roman.
Thea er vendt hjem til Vestjylland efter at have boet flere år i USA. Hun er oversætter, men er ikke i gang med et projekt i øjeblikket. Det kan hun tillade sig, da hun har arvet nogle penge efter faren, som er død.
Thea har et anstrengt forhold til moren, som påtog sig en offerrolle efter skilsmissen fra faren. Mor og datter er derfor ikke længere særligt tætte.
”Moren er langt væk, også selvom der ikke længere er et verdenshav og det meste af et kontinent imellem dem”.
Thea overvejer at bruge arven til at købe mormorens faldefærdige hus, der ligger i marsken ved Ribe og Vadehavet. Hun flytter derfor ind i huset og forsøger nu at finde den indre ro, som hun mangler. Det er dog ikke helt ligetil, da husets minder, om både mormorens skæbne som eneboeragtig enke og morens isolerede barndom i marsken, fylder huset med forvirrede følelser og ensomhed.
Men ude i den blæsende natur møder hun norske Arild, der er biolog ved Vadehavscentret. Han tilbyder at hjælpe Thea med nogle praktiske ting, og med hans jordbundethed tænder han en gnist af harmoni og sjælefred.
Det opbyggelige, stilfærdige tempo giver plads til ro og fordybelse. Jeg blev faktisk optaget af denne fine historie om et menneske, der er kommet til et vendepunkt. Samtidig er det sprogligt lykkedes at få de rette følelser og stemninger frem ved også at beskrive naturen og dens barske omgivelser.
”Husets røde puds er skallet af omkring døren, murstenene stikker ud, taget er sunket sammen, og jorden er våd og svampet. Huse kan blive skyllet i havet her, de kan synke i jorden og blæse i stykker af vinden. Røde Hus ligger så ensomt og forladt, der er vokset et virvar af brombærkrat og tjørnebuskads beskyttende op omkring det, det gør det på en måde endnu mere trist, og nu kan hun mærke gråden i maven”.
Den barske natur i marsken er nemlig et velvalgt tema. Theas indre tankekaos og omskiftelige liv er som dette blæsende stormvejr og som tidevandet i konstant bevægelse. Hvor finder hun læ? Naturens kræfter forplantes i hovedpersonen, og det flydende og præcise sprog giver historien et klart billedligt udtryk.
Romanen er et stille oprør i sindet og spiller ikke med store armbevægelser. Det bliver eftertænksomt, men også måske en smule forudsigeligt. Hvor er vi i livet/universet og hvem er vi?
Jeg fik mange associationer undervejs til bogen SAND af Jørgen Børglum Larsen, som jeg læste og anmeldte i foråret. Så hvis du er til samme stilfærdige stil med skønne sproglige naturreferencer, så tror jeg også, at du vil finde denne roman læseværdig.
Om forfatteren: Christine Tjalve er cand. mag. i litteraturvidenskab og antropologi og har boet i bl.a. Mexico, USA, Canada, England og Frankrig. Hun har lavet formidlingsprojekter og undervisningsmateriale i samarbejde med bl.a. museer og har modtaget kunststyrelsens støtte til forskellige projekter. Hun debuterede med romanen ’Ræven har sin hule’ i 2011, og har sidenhen skrevet børnebogen ’Møllen går amok’, som udkom i 2017 (et samarbejde med Boum Pyndiah), og desuden har hun skrevet noveller og dramatik.
Bogens forside med en flok stære der flyver ind foran solen og dermed danner det, der kaldes ’sort sol’, står i så fin kontrast til den skarpe orange farve fra solens varme stråler.
Jeg takker for en behagelig læseoplevelse, hvor jeg sagtens kunne bruge mere. Vesterhavet bruser i mit eget blod, så jeg er måske lidt forudindtaget, for det er altid rart, når noget er genkendeligt. Herfra gives 4 store og varme ⭐⭐⭐⭐/6.
Tak til Forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplar ✅
Anette
