Hans Christian, af Jesper Wung-Sung.

Politikens Forlag, udkom i marts 2024, 320 sider.

Månedens Boganmeldelse – juli 2024

Romanen Hans Christian kan det, litteraturen kan, nemlig at føre os på en usædvanlig rejse og det er helt i hovedpersonens ånd 🎩

Som et levende teaterstykke i flere akter, forføres læseren gennem den fattige, spinkle og unge Hans Christians opvækst i Odense i starten af 1800-tallet. Den unge dreng med den krøllede hjerne er inspireret af bøgerne i hjemmet og tiltrukket af teaterverdenen med en ‘uhelbredelig udve’ – og det er blandt andet den slags leg med ord, der gør denne roman til en sproglig lækkerbisken…

Unge Andersen er en drømmer og hans egne tanker om berømmelse er næsten pinagtige at være vidne til og det går direkte i maven på læseren med lige dele irritation og begejstring på den håbefulde drengs vegne.

Kapitlerne, kaldet scenerne i romanen, er livagtige, sprudlende og hele bogen er ret sjov vinklet – nemlig fra barnets synsvinkel, faktisk helt fra den dag, han bliver født. ‘Enebarn, men ikke alene, for samtidig med mig fødtes også verden – som tvillinger der allerede boltrede sig.’ Sådan lyder den forrygende start på dette lille eventyr, hvor Hans Christian hver eneste dag må tage livtag med verden.

For som i alle eventyr er der også her forhindringer, og dem møder den unge Andersen til rigelighed, men det slår ham ikke ud. Ligesom bogstaverne, begræd Hans Christian at skulle ‘blive på linjerne’ – ‘det var som at stå i kø for at blive henrettet’. Jo mere modstand, jo mere var der at kæmpe for.

Målet var storstaden, men ‘lykken var heller ikke stedkendt i København’. Hans Christian er kun 14 år, da vi forlader ham i bogen og resten er historie.

Jesper Wung-Sung har skrevet en autentisk og historisk troværdig fortælling om de tidlige leveår for vort lands store eventyrdigter og man ved snart ikke, hvis fantasi, der er bedst eller værst – forfatterens eller Andersens? Uanset – bogen er utrolig læseværdig og med mange fine referencer til de kendte værker fra H C Andersens senere hånd.

Trods ubærlig og til tider forståelig modstand har den unge Andersen en ukuelig tro på egne evner og jagten på berømmelse er hans evige drivkraft. Mindre end stor berømmelse kan gøre det for mange af os, men alt i alt ønsker vi vel alle bare at sætte spor i livet, og det er denne bog også en dejlig påmindelse om, så herfra kommer 5 eventyrlige ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ /6.

Du kan læse mere om forfatteren her

Reklame / Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar 🙏

Anette