Huset uden ende, af Mathilde Walter Clark
Politikens Forlag, udkom i marts 2020, 304 sider
Denne forfatter var fuldstændig ukendt for mig, men jeg blev nysgerrig, da hendes seneste bog Huset uden ende udkom i foråret, og jeg valgte at forære mig selv en udfordring; at læse en anden genre, end jeg plejer og en ny forfatter. Det blev et bekendtskab, jeg ikke har fortrudt.
”Litteratur handler netop ikke om min egen virkelighed, men er en invitation til at se på den virkelighed som der alligevel ikke gives nogen endegyldig definition af, med lånte øjne”.
Med citatet fra bogen rammer forfatteren “spot on” for mig i forhold til, hvad litteraturen kan. Huset uden ende er en række tankevækkende essays, hvor hun filosoferer over egne rødder, andres skæbner, litteraturen og en dykken-ned i de brutale mord, der blev begået i sin amerikanske fars hus i St. Louis.
Jeg har, som tidligere nævnt, ikke rigtig læst essays før, og var måske lidt skeptisk, men jeg slugte altså denne bog i en ruf. Mathilde skriver dejligt og med et sprogligt overskud. Jeg elsker hendes små filosofiske betragtninger, almindelige refleksioner og legen-med-ordene, som kommer flydende lige så naturligt som at trække vejret.
Huset uden ende er ikke kun historien om det hus, hun i sin barndom bor i, når hun besøger faren, stedmoren og sine halvsøskende. Den handler om alle de steder og rum, hvor vi befinder os og hvor der findes uendelige historier og stemninger, som hun på fineste vis forholder sig nysgerrigt, åbent og undrende overfor.
Det er litteratur på et højere niveau, vil jeg mene; det er også politisk og som nævnt filosofisk og din hjerne udfordres indenfor et hav af emner; livet, døden, savn, afstand, kvindesager, våben i USA, litteratur og kultur mm. En bog, jeg føler mig litterært beriget af.
Men selv om jeg på ingen måde er særligt belæst, så kunne jeg godt være med og blev så begejstret at jeg blev inspireret til at læse hendes erindringer i bogen Lone Star, som udkom i 2018. Anmeldelse følger, men her blev jeg bare bekræftet i forfatterens talent, og jeg må nu på jagt efter hendes tidligere udgivelser.
Må til sidst lige nævne omslaget, som fascinerende matcher hele temaet i bogen med tegninger lavet af kunstmaler Morten Schelde i et mix af blå-røde nuancer; de amerikanske rødder ej at forglemme.
Om forfatteren: Mathilde Walter Clark (f. 1970) er kandidat i dansk og filosofi fra Roskilde Universitet og New York University. Hun debuterede i 2004 med romanen Thorsten Madsens Ego. Hun har siden udgivet to samlinger af fortællinger, Tingenes uorden (2005) og Grumme historier (2011), samt Don Juan-romanen Priapus (2010). Udgiver romanen GIPS i 2012. Mathilde Walter Clark har modtaget Statens Kunstfonds treårige legat.
Bogen er virkelig inspirerende og velskrevet og får herfra 5 uendelige⭐⭐⭐⭐⭐/6.
Anette
