Men så døde mormor, af Louise Winther
Forlaget Forfatterskabet, udkom den 11. januar 2021, 334 sider
Reklame/ 🏵🌸🌺🌻🌼🌷
Men så døde mormor er en medrivende autofiktiv roman om at blive voksen.
Fortællingen har sin start ved et vendepunkt omkring årsskiftet i 1992-93. Susanne, som senere tager navneforandring til Louise, mister i en alder af 29 år sin kærlige mormor og samtidig forlader kæresten hende. Louises verden ramler kort efter og da hun konsulterer en erhvervspsykolog via arbejdspladsen, indser hun, at det er på tide at tale om den tilsyneladende almindelige opvækst og om hendes familie, som en tidligere psykolog faktisk har kaldt dysfunktionel.
Men kan en familie være dysfunktionel, når den virker helt almindelig, udadtil er velfungerende og når forældrene ikke ejer ond vilje og ligefrem har gode akademiske jobs?
Men i det almindelige hjem i Roskilde i 1970’erne er fraværet af både følelser og nærvær i familierelationerne så udpræget, at det sætter dybe spor hos to små piger.
Den ældste af pigerne, Susanne, oplever endvidere årelang mobning i folkeskolen. Senere udvikler hun en ’usynlig’ spiseforstyrrelse og sideløbende mærker hun en konstant tomhedsfølelse og angsten for at blive forladt.
Moren i familien er ikke en type, der naturligt udøser sin kærlighed overfor pigerne, og det er ikke almindeligt med fysisk nærvær. Familien formår ej heller at tale om følelser, og faren er ofte mentalt fraværende bag dagens avis… ”Bare jeg havde blomstrende hår. Min far kan så godt lide blomster”. Søsteren Signe er konstant ked af det og hendes skrøbelighed påvirker hele familien… ”Det er, som om Signe er lavet af glas. Hver dag går hun i tusind stykker, og vi skærer os alle sammen på skårene.”
I en tidlig alder påtager Susanne sig derfor et alt for stort ansvar. Hun er opmærksom på, hvordan de andre har det, ’scanner’ familiens dagsform og sørger for at glatte ud og hjælpe til, så ingen bliver kede af det. Hun føler skyld, og vil gerne præstere, være rigtig og laver sågar mad til familien hver weekend til ugen efter, selvom hun er flyttet hjemmefra. Jeg blev helt stresset på hendes vegne, og her får man aldeles øjnene op for de overlevelsesmekanismer, vi mennesker er i stand til at finde frem. Vær stærk, ikke svag…🤗 er mottoet!
Bogen er forfatter Louise Winthers personlige og modige fortælling, og den starter med en prolog, som er omdrejningspunktet for en ny retning for hovedpersonen. Derefter er den opdelt i 4 dele med episodevise og ærlige tilbageblik på barndom, mobning, gymnasietid, studietid, og de mange svære forsøg på at fungere i ungdommelige kærlighedsrelationer. Fortællingen springer i tid, men det er tydeligt i afsnittene, hvor vi befinder os, og indimellem består fortællingen også af de breve, hun har sendt til mormoren eller veninderne.
Heldigvis er der et helle. Hos mormoren med… det stedmoderblomstrede forklæde, som hun kun brugte ved særligt festlige lejligheder… finder Susanne et pusterum og et frirum for det store ansvar og her findes hjertevarme og hjerterum.
MEN – Ikke at føle sig særlig vigtig, ikke at føle sig set eller hørt, ikke være en del af fællesskabet, ikke at blive bekymret om, ikke at måtte fejle… Det nager, det smerter, det er pinefuldt og det forstyrrer ens selvopfattelse. Susanne forsøger på bedste vis at kompensere ved at have kontrol over det meste, især maden og vælger den rigtige uddannelse, men den indre termostat med regulering af følelser er i udu.
Det er altid lidt sværere at anmelde så privat stof. Men denne fortælling kunne også være min eller din. Og når noget bliver genkendeligt, så giver det også mening. Jeg kunne sagtens bruge lidt mere dybde omkring familiedynamikken… Hvad er forældrene rundet af? Hvor står familien i forhold til hinanden i dag? Forholdet til søsteren kunne med fordel uddybes?
Et lille men er samtalerne ved psykologen. Jeg fandt dem lidt for opstillede eller for konstruerede. Måske fordi de skrives i dialogform. Det er næppe muligt at gengive det fulde indhold af sådanne konsultationer, hvilket også modsat ville være alt for tungt. Jeg synes, at psykologens ofte hurtige konklusioner desværre kom til at virke for belærende på denne skrivemåde.
Bogen slutter i 1997, hvor hovedpersonen på sin vis har genopfundet sig selv og Susanne er blevet til Louise og på et tidspunkt, hvor hun tager hul på en ny epoke i sit liv. Hvad der herefter sker, står hen i det uvisse. Men tydeligt er det, at der er håb. Håb om at lære at mærke efter og sige fra, håb om at lære at forstå de mekanismer, der er på spil i menneskelige relationer og håb om at finde styrken selv i sårbarheden.
Bogen er virkelig velskrevet og kan anbefales til alle, for uanset om man kæmper med eller bare har interesse i emner som mobning, nedsat selvværd, tomhedsfølelse og tilknytningsvanskeligheder, så er disse emner desværre eviggyldige og noget, vi alle kan lære af. For vi er jo alle nogens mor, far, søn, eller datter og skal kunne agere i disse relationer. Jeg er derfor sikker på, at mange vil kunne finde sig selv i disse beskrivelser. Nok var det måske en almindelig familie, men faktisk tror jeg ikke ualmindeligt med sådan en opvækst i 1970’erne.
Jeg elsker at blive udfordret på den menneskelige psyke og jeg er hver gang taknemmelig over at blive lukket ind i en andens verden. For kun ved at læse eller høre om andres vilkår og andres smerte kan vi blive klogere og ændre det, vi gør forkert.
Om forfatteren: Louise Winther er født i 1963 og er forfatter, erhvervspsykologisk konsulent, foredragsholder og psykoterapeut. Hun har desuden en baggrund som cand.jur. og Master of Laws. Louise Winther har skrevet to digtsamlinger og står bag citatbøgerne ’Sagt om sorg’ og ’Sagt om sorg II’. Men så døde mormor tager udgangspunkt i forfatterens eget liv og er hendes debut som romanforfatter.
Men så døde mormor er en bog, der giver mening og så er den samtidig med til at aftabuisere psykisk sårbarhed. Derudover er den med den fineste forside, de blomstrede stedmoderblomster, også en hyldest til alle vore mormødre og den får 4 af de store kærlige ⭐⭐⭐⭐/6.
Tak til Forlaget Forfatterskabet for anmeldereksemplar ✅
Anette
