Pause Power – Hvordan vi får kvalitet i arbejdet og energi til livet med hjernepauser, af Pia Hauge.
Forlaget Gyldendal, udkom i maj 2024, 272 sider.
Hjerne-SMART i en fart! 🧠💥
”Hjernepause er ikke en modsætning til arbejde, men en nødvendig forudsætning for arbejde”
Hvis man interesserer sig bare lidt for eller arbejder med mental trivsel, så er det en god idé at læse med her. For med den store teknologiske kompleksitet vores verden i dag er indrettet efter og grundet det fakta, at det for mange er mere hovedet end kroppen, der er på arbejde, så er vores hjerner ofte på overarbejde og det giver naturlige udfordringer i forhold til hjernens udholdenhed.
Og det er beviseligt, at vores kognitive og mentale kræfter svinder i løbet af dagen… vi laver flere fejl, sjusker eller arbejder langsommere jo flere timer, vi har været i gang. Det giver måske sig selv, men det er bekymrende, når man læser bogens statistikker fra forskellige erhverv om at man er mindre effektiv og leverer dårligere kvalitet sidst på dagen…
Som alt andet, der skal præstere og levere over tid, skal vores hjerner også oplades, og det sker KUN ved at give hjernen en pause, og her kan selv et par minutters pause gøre underværker, så vi har faktisk ikke råd til at lade være med at lytte til disse anbefalinger, for aldrig er der set så mange med stress og i mistrivsel som nu.
En hjernepause er netop ikke spild af arbejdstid, men nødvendigt for at opretholde din kognitive kapacitet. Så tag en pause, læg mobilen fra dig, gå udenfor, kig gerne på naturen, snak med en kollega, strik en omgang på dit strikketøj (det kan denne Craft-elsker sagtens forstå meningen med), stræk dig eller gør det, der passer ind i din situation…
Forudsætningen for at indføre hjernepauser på arbejdspladsen er selvfølgelig at ledelsen bakker op herom, og bogen har derfor gode eksempler med fra erhvervslivet, kaldet pausepionerer fra virkeligheden.
PAUSE POWER er overskuelig læsning og den er delt op i tre afsnit – Hvorfor – Inspiration – Hvordan.
Det, jeg især tager med mig fra bogen er følgende:
- Kollega to Go, et struktureret pausekoncept.
- Energidrikke giver mindre energi og jo flere, jo større træthed.
- Hjernepauser er situationsafhængige – ”one size does not fit all”.
- Mikropauser. Korte, fleksible, ikke planlagte pauser på op til 3 minutter. Se billede herunder.
- Hjernen kobler godt af, når man ser en film.
- Pausernes paradigmeskifte. Stolte hjernepauser modsat skamfulde hjernepauser.
Og måske trængte jeg også lige til at huske alt det, en hjernepause ikke er, nemlig at tjekke sin arbejdsmobil, mens man er på toilet, at multitaske eller at arbejde mens man spiser osv…
Forfatteren har ligeledes formuleret 12 pauseprincipper, som er brugbare, når man skal konstruere den perfekte hjernepause… og generelt er fordelene ved hjernepauser at man bliver mindre stresset, oplever mere energi, også efter endt arbejdsdag og at man bliver bedre til at tænke.
Bogen er velresearchet og understøttes af en del forskning, og den må næsten siges at være must-read for enhver virksomhedsleder. Hvordan hjernepauser kan sammensættes i den enkelte virksomhed er der selvfølgelig ikke et entydig svar på, men bogen lægger op til at igangsætte små forsøgsperioder med efterfølgende målinger af trivsel.
Du kan læse mere om forfatteren her –
Hjernepauser er essentielle, og derfor er PAUSE POWER essentiel læsning og hjernepauser et begreb, vi skal mestre og lære at bruge på lige fod med at vi husker at trække vejret, spise og sove.
PAUSE POWER har i den grad udvidet min forståelse for VIGTIGHEDEN af hjernepauser og den får 5 livsvigtige ⭐⭐⭐⭐⭐/6.
Reklame / Tak til forlaget Gyldendal for anmeldereksemplarer 🙏
Anette