Skønne verden, hvor er du, af Sally Rooney
Gutkind Forlag, udkom 7. september, 358 sider
Original titel: Beautiful World, Where Are You. Oversat af Karen Fastrup.
En moden roman om at være i verden.
Mit forhåndskendskab til Sally Rooney er kun fra TV-hitserien på DR1 ”Normale mennesker” baseret på forfatterens anden bog af samme navn, og netop denne serie endte jeg med at ’binge-watche’ en weekend, hvor jeg ikke kunne slippe historien om de to unge collegestuderende Marianne og Connell og deres ømme og fine kærlighedsrelation.
Nu er forfatteren så klar med sin tredje roman Skønne verden, hvor er du, som omhandler de fire unge mennesker Felix, Alice, Eileen og Simon, som alle på en måde gør status næsten halvvejs i livet.
Vi møder de fire karakterer, som alle er sidst i tyverne eller først i trediverne. Alice er en kendt succesforfatter, der efter et psykisk sammenbrud, er flyttet til en kystlandsby i Irland, hvor hun møder lagerarbejderen Felix via en mislykket Tinder-date. På trods heraf inviterer hun ham med på en bogturné til Rom.
Eileen og Simon er vokset op som naboer, og selvom der er 5 års aldersforskel, forhindrede det ikke Eileen i at have et teenagecrush på Simon. De bor nu begge i Dublin. Eileen arbejder som redaktør på et litterært tidsskrift og er netop blevet single. Simon er den ældste i gruppen. Han er troende og arbejder som parlamentssekretær. Ingen af dem taler særligt varmt om deres jobs.
Historien er bygget op omkring nogle lange mailudvekslinger mellem de to veninder Alice og Eileen, der 10 år tidligere var tætte, da de var roomies på Universitetet. De mærker måske begge nu, at det ikke kun er rent fysisk, at de er kommet på afstand af hinanden.
Og handlingen – Ja, det kan vel kortes ned til at være noget om ‘livets tanker og følelser’, men det ved vi jo alle, at det sagtens kan være mere end komplekst alligevel…
Ved alle fire karakterer mærker man denne sårbarhed og usikkerhed, der er så fint beskrevet. Romanen tager således fat i emner, vi alle kan relatere til, såsom tanker om køn, seksualitet, venskab og bogens force er disse lange fine samtale- og tankehøjdepunkter.
Dog fandt jeg i starten denne form lidt for træg eller kunstig, og jeg måtte faktisk 90-100 sider ind førend jeg var helt fanget i dette anderledes univers med de lange og filosofiske mailkorrespondancer om især klima, politik og samfund mellem de to universitetsveninder, men også af denne beskrivende og detaljerende fortællestil, selv når der ingenting sker:
”Mandag aften klokken kvart over otte var alrummet i Simons lejlighed tomt og dunkelt. Gennem det lille vindue over vasken i tekøkkenet og det større vindue overfor i stuen berørte det sidste dagslys de forskellige overflader: vaskens sølvkumme, hvori der lå en enkelt beskidt tallerken og en kniv; køkkenbordet, som her og der var bestrøet med krummer; en frugtskål, der indeholdt to æbler og en banan, som var ved at blive brun; et strikket sengetæppe spredt uordentligt ud over sofaen; et tyndt, gråt lag støv på den øverste kant af fjernsynet; bogreolerne, bordlamperne, et skakspil på sofabordet med det, der så ud som et uafsluttet spil på spillepladen. Sådan og i stilhed henlå rummet, mens lyset svandt, mens mennesker gik op og ned ad trappen ude i opgangen, og på gaden fejede trafikken forbi i bølger af hvid støj. Klokken tyve minutter i ni var der en lyd af en nøgle, der blev stukket i låsen, og så gik døren til lejligheden op.”
Indimellem kapitlerne med de lange mails følger vi Alice, Felix, Eileen og Simon på skift, hvilket giver et godt flow og et personligt indsigt i de fire karakterer, som man hurtigt føler at man kender. Romanen bygges langsomt op og har et underspillende, men samtidigt insisterende drama, som rigtigt foldes ud hen mod slutningen, hvor det bliver klart, at der for alle fire er meget på spil, hvilket både berører og bevæger.
En ualmindelig fin læseoplevelse. Titlen er skøn, coveret er skønt, indholdet er skønt, oversættelsen er skøn, så sæt dig godt til rette og nyd din Rooney rejse.. 👌
Om forfatteren: Sally Rooney (f. 1991, Castlebar) er en af sin generations største forfattere. Hun er født og bosat i Irland, hvor hun i 2011 dimitterede med en BA i Engelsk fra Trinity College Dublin. I sin studietid var Rooney kendt som en fremragende debattør, og i 2013 vandt hun førstepladsen ved The European University Debating Championships. Samme år færdiggjorde hun en master i American Literature.
Efter at have skrevet flere noveller debuterede Rooney i 2017 med romanen ’Conversations with Friends’ (da. Samtaler med venner, 2018). Bogen, som hun efter sigende skrev på blot på tre måneder, blev omgående en succes både i udlandet og herhjemme.
Med sin anden roman, ’Normal People’ (da. Normale mennesker, 2019), slog Rooney sin status som litterær superstjerne fast. Romanen er solgt i over tre millioner eksemplarer, udkommer på 46 sprog og blev bl.a. nomineret til Man Booker-prisen og Dylan Thomas-prisen og modtog Costa Novel Award.
I 2020 blev Normale mennesker omdannet til en tv-serie, som blev nomineret til en Golden Globe for Best Television Motion Picture og streamet mere end 62 millioner gange. Herhjemme udråbte filmmagasinet Ekko tv-serien som “en af de bedste kærlighedsserier i dette årtusinde”.
P.S. Der ligger et særledes fint interview på forlagets hjemmeside, hvis man vil dykke mere ned i de mange tematikker… https://gutkind.dk/i/interview-med-sally-rooney/
Jeg sender bogen ud i den skønne verden med 5 ’beautiful’ ⭐⭐⭐⭐⭐/6, og så er der kun ét spørgsmål tilbage. ”Hvordan får jeg fat i denne fantastiske Rooney Bøllehat?”
Tak til Gutkind Forlag for anmeldereksemplar ✅
Anette