Vanære, af J.M. Coetzee
Forlaget Gyldendal, udkom oprindeligt i 1999 (denne udgave i 2010), 225 sider.
Original titel: Disgrace. Oversat af Niels Brunse.
På grund af en kommende rejse til Sydafrika, blev jeg nysgerrig på netop sydafrikansk litteratur, og valget faldt bl.a. på denne fortælling, som anses som Coetzees hovedværk.
J.M. Coetzee fik Nobelprisen i litteratur i 2003.
Vanære er en voldsom og virkelighedsnær fortælling, der beskriver tiden omkring oprøret i landet hen mod slutningen af apartheid, altså omkring 1994.
Vi møder den midaldrende hvide professor David Lurie, der arbejder som litteratur professor på universitetet. Hver uge besøger han den prostituerede Soraya, men en dag er hun forsvundet. Han indleder i stedet et upassende forhold til den unge afrikanske studerende Melanie Isaacs. Da hendes familie og omgangskreds får kendskab til forholdet, tvinges Lurie til at opsige sin stilling på universitetet i Cape Town.
Han ‘flygter’ i vanære ud til sin datter Lucy på landet, hvor både datteren og Lurie udsættes for et voldsomt og muligt hævngerrigt overfald af tre afrikanere; et overgreb, der får vidtrækkende konsekvenser for dem begge.
Vanære er en grum skildring af virkeligheden, og det er på ingen måde behagelig læsning, men man suges ind i den barske historie, som på fornem vis belyser apartheidstyrets konsekvenser for de involverede. Bogen omhandler især begær, magtmisbrug og voldtægt i Sydafrika efter apartheid og hvordan de adskilte kulturer ikke formår at kommunikere.
Andre titler af J.M. Coetzee, som jeg kunne få lyst til at læse på et tidspunkt er erindrings-trilogien, der består af Drengeår, Ungdomsår og Sommertid.
Du kan læse mere om forfatteren her
Bogen er et bibliotekslån.
Anette
