Den der falder, af Michael Larsen

Turbine Forlaget, udkom den 18. marts, 376 sider

Reklame / En mytisk videnskabsthriller 💤

Krimimessen blev desværre aflyst, og jeg havde virkelig set frem til at høre denne forfatter fortælle noget mere om sin meget mystiske nye thriller, men sådan gik det jo ikke. Jeg må også indrømme, at jeg langs med læsningen har haft ”coronahjerne”, så det er med det “i mente”, at jeg skriver denne anmeldelse.

Som med corona epidemien er den unge pige Julie Viver også oppe imod nogle ukendte kræfter. Julie er en ung, uddannet biolog med stor interesse i svirrefluer, som hun med fotografisk hukommelse kan beskrive og tegne, selv kun efter et øjebliks iagttagen. Samtidig lider hun af fænomenet søvnlammelser.

Fra bogens bagside:

En mystisk kraft hjemsøger Julie Viver i hendes drømme, og da hun søger hjælp, er det ved at koste hende livet. Da hun kort efter bliver vidne til en grufuld forbrydelse, går det op for hende, at nogen – eller noget – er efter hende. Hun har fjorten dage til at opklare hvem eller hvad. Længere kan et menneske ikke klare sig uden søvn. Og Julie kan ikke længere sove. Hun tør ikke…

Julie må flygte gennem Europa sammen med den lidt sære overbo, forfatteren Magnus Storm. Storm er gået i stå med sin roman, men skæbnen vil at de sammen forsøger at finde hoved og hale i alverdens konspirationsteorier, matematiske udregninger og fortidens mysterier i et kapløb mod søvnmangel og kinesere.

Bogen er opdelt i 3 dele, og indimellem springer handlingen til et forhør, hvor man oplever at hovedpersonen Magnus skal forklare sig til 2 unavngivne personer. Dette gør, at handlingen kører i 2 spor og det giver lidt spænding og liv til historien.

Plottet er ekstremt indviklet og jeg kunne måske godt have tænkt mig flere personlige detaljer af hovedpersonerne. Der er megen mystik; også omkring dem.

Denne thriller er helt klart i en liga for sig selv. Læseren føres i udførlige detaljer ind i universets gåder og omdrejningspunkterne i denne roman er insektvidenskab, især svirrefluer, søvnlammelser, arkæologi samt astrologi, bare for at nævne nogle, og det foregår alt sammen på et ekstremt højt niveau, næsten for højt for undertegnede, selvom jeg normalt godt kan lide at blive udfordret og fodret med ny viden.

Der hersker ingen tvivl om at denne thriller er gennemresearchet. Den der falder er en krimi, der virkelig kræver noget af sin læser. Forstået på den måde at man bliver udfordret både intellektuelt og faktuelt.

Dette er min første bog af forfatteren Michael Larsen, der tidligere har skrevet adskillige spændingsromaner og de seneste udgivelser er bestselleren Mordet på øen, og opfølgeren Dødens kode.

For mig blev oplevelsen desværre en tand for kringlet og nørdet, og jeg vil vurdere at målgruppen til bogen nok må anses at være lidt smallere end til den gængse krimilæser, men som hovedpersonen Magnus siger i bogen: ”Ofte forekommer en teori kun urealistisk, fordi modtagerens forudsætning for at forstå den er for ringe”. Indrømmet at jeg flere gange var sat af og måske heller ikke helt har forstået den, men det jeg har fået bekræftet er, at der ofte er mere mellem himmel og jord.

Jeg håber, at jeg får mulighed for at drøfte bogen med andre på et tidspunkt, for jeg sidder nemlig lidt desorienteret tilbage, men har også på fornemmelsen at forfatteren ønsker dette. Bogen falder ikke helt i min smag, men jeg synes alligevel, at den fortjener mere opmærksomhed og jeg er sikker på, at der også er læsere til denne type krimi, så herfra kvitterer jeg med 3 forunderlige ⭐⭐⭐/6.

Det skal sluttelig fremhæves at efterordet har overskuelige forklaringer på flere af fænomenerne, der omtales i bogen, hvilket med fordel kan læses inden start eller undervejs.

Anette