Vi er rigtige engle, af Dean Butt.
Gads Forlag, udkom i marts 2026, 232 sider.
“Du bliver først fri, når jeg dør.” Sådan siger mor til mig en morgen.”
Voldsomme ord til en lille dreng, der sørger for, at der står et glas vand og et par Panodiler på morens sengebord, når hun kommer hjem fra endnu en druktur.
Dean Butt har skrevet en stærk debutroman med afsæt i sin opvækst med en alkoholiseret dansk mor og en voldelig pakistansk far. Gennem korte erindringstekster, PPR-notater, dialoger og beskrivelser af ritualer tegner han et råt og usentimentalt billede af en barndom præget af underretninger, sagsbehandlere, svigt og ophold på krisecentre og børnehjem.
Sproget er gennemsyret af (k)ærlighed – på trods af forældrenes massive svigt. Bogen er på mange måder den sjællandske pendant til Thomas Korsgaards trilogi om Tue, men mere raffineret i sit udtryk og uden den tragi-komiske tone, som jeg indimellem havde det lidt svært med hos Korsgaard.
Det er en fortælling om at overleve, om at føle sig anderledes og om at vokse op med døden som en fast gæst ved bordet.
Jeg købte bogen til mig selv, læste den næsten ud i et stræk i pinsen – og nogle gange rammer man bare plet.
Well done Dean Butt
Bogen er eget køb!
Anette
