Casmir og folket i skoven, af Alberte Thusgaard
Forlaget Mellemgaard, udkom i februar 2021, 90 sider
Jeg har vovet mig ud af min comfort-zone og læst en YA/fantasy roman. Derudover er denne bog også en debutroman skrevet af en 14-årig ung kvinde, som nu kan kalde sig forfatter, hvilket især vakte min nysgerrighed. En af fordelene ved at have denne hobby er muligheden for at give debutanter lidt opmærksomhed og derfor sagde jeg ja til at læse og anmelde denne nye, unge fantasy-forfatters første værk.
I Casmir og folket i skoven møder vi den unge Alicia, der på vej hjem i bilen under et stormvejr ser et smukt og mægtigt rensdyr. Synet er næsten magisk og det er som om stormen lægger sig. Næste dag opsøger Alicia igen stedet og hun finder rensdyret Casmir, som hun overraskende kan snakke med. Casmir inviterer hende med ind i skoven; ind til en helt anden verden med de små væsener, skovfolket Gahabaerne og deres Dronning Tricia.
Gahabaerne, hvis hoveder er formet som træstubbe og kroppe bestående af grene og mos, har brug for Alicias hjælp, da deres kongerige er i fare. De ser Alicia som deres udvalgte, og har brug for hendes mod og hjælp til at klare kampen de onde asaillere, der snart vil overtage kongeriget.
Alicia er modvillig i starten, men vælger alligevel at drage afsted med Casmir for at løse 3 gådefyldte opgaver, der skal redde skovfolket og de bevæger sig nu sammen ud på en farefuld færd.
”De små gahabaer tog mig i hånden, og vi løb sammen ned til det lille bål. I det øjeblik glemte jeg alt om den fare, der ventede på mig. Jeg fik følelsen af, at cirklen endelig blev hel for et kort øjeblik, et magisk øjeblik. Vi sad alle ved bålet. Og mærkede varmen komme fra dets flammer.”
Denne lille historie er fuld af varme, magi, kærlighed, overnaturlige væsener og kræfter, ondskab, farer og svære opgaver, der kræver snilde og troen på, at det kan lykkes. Og midt inde i dette univers, er der en stemme, der skriver for sit liv. En ung pige, der kender til det at være bange og det at være anderledes, hvilket hun på fineste vis formår at sætte ord på.
Det er en modig fortælling, og meget skal fortælles på de 90 sider. Bogen handler nemlig om at se sin frygt i øjnene, og om at indrømme at man kan være bange for fremtiden og dens uendelige muligheder. At man som ung ikke altid ved, hvilken vej, der er den rette at gå. Den handler om håb og om at stole på sig selv og de valg, man træffer. At livet til tider er en svær rejse, som vi alle skal igennem og at man kan rejse sig trods nederlag og overkomme mere end man tror, hvis man tager imod hjælp. Og sidst, men ikke mindst handler den om at man er villig til at ofre noget for at hjælpe andre.
Alderen taget i betragtning, er det virkelig nogle modne og samtidsrelevante temaer, den unge forfatterspire tager livtag med, og man ville ønske at alle unge mennesker havde deres egen Casmir.
Jeg er slet ikke ekspert i fantasy genren, men vil mene at bogen opfylder de mest gængse kriterier. I hvert fald får læseren meget livagtige beskrivelser af både karakterer og miljøer, overnaturlige hændelser, rørende øjeblikke og skræmmende farer. Og selvom der sprogligt er plads til opstramninger, så er det alt i alt et meget flot og beskrivende billedsprog.
Om forfatteren:
Alberte Thusgaard (f. 2006) går i 8. klasse og bor i Rebild Kommune. Alberte blev i 2018 diagnosticeret med aspergers-autisme. Hun har altid været glad for det overnaturlige og for at læse fantasy. Casmir og folket i skoven er Albertes debut som forfatter. Hun har skrevet på bogen i 3 år.
Du kan læse mere om Alberte og bogen ved at følge hendes profiler på hhv. Facebook eller Instagram ved at søge på bogens titel.
Som læser får man en underholdende og spændende fantasy fortælling, krydret med elementer fra eventyr-verdenen. En debut, forfatteren bestemt kan være stolt af. Mon ikke den vil være oplagt for de unge mennesker i mellemtrinnet/overbygningen i folkeskolen, for historien er hurtigt læst, fængende og følelserne universelle, og så sætter den sig et spor, selv i et voksent hjerte.
Tak til forlaget Mellemgaard for anmeldereksemplar ✅
En kæmpestor ”thumbs up” 👍 til Alberte. Jeg håber, du vil ”gå efter stjernerne”…
Anette