HVOR SKAL DU HEN I FERIEN?

I dag starter min ferie ☀️

Jeg elsker at høre om andres ferieplaner. Vil I høre mine…?

Først sejler jeg til Fanø, hvor jeg skal møde Familien Brinch. Syv-årige Erling har nemlig mistet sin lillebror ved en drukneulykke, og mon ikke det har sat sine spor i familien. Jeg glæder mig til at lære slægten Brinch at kende, og høre, hvordan det udarter sig for Erling. Bagefter flyver jeg til Rusland, hvor jeg sammen med 3 brødre skal deltage i opklaringen og de dramatiske begivenheder i kølvandet af mordet på deres far. Får nok brug for en tolk! Dernæst flyver jeg til England, hvor der i universitetsbyen Cambridge er sket flere mord, og måske eller måske ikke er det professor Fosca, der står bag drabene på de unge kvinder. Endelig hjem til Danmark igen, nærmere betegnet Horsens, hvor jeg skal møde Glenn, som på brutal vis blev rykket ud af sin barndom som 5-årig, da faren begik selvmord. Jeg forventer et overvældende møde, men også et rørende vidnesbyrd om livets mange facetter…. 🙏.

Det bliver således en ret spændende ferie med sorg, svigt, hævn, hemmeligheder, mord og besættelser…

Mon ikke du har gennemskuet at mine ferieoplevelser er dem, min sommerferiebogstak kan byde på, men er det ikke bare fantastisk at vi kan rejse ind og ud af forskellige verdener/emner/tider/universer og få alle disse oplevelser ved bare at åbne en bog 📖

Uanset hvorhen din ferie går, så rigtig god ferie 🌼

Reklame, da 2 af bøgerne er anmeldereksemplarer fra Politikens Forlag og Gutkind Forlag – de andre 2 er gave/eget køb.

Det er de danske, som flygter, af Erik Valeur og Lise Ringhof (anmeldereksemplar)

Brødrene Karamazov, af Dostojevskij

Farskibet, af Glenn Bech

Jomfruerne, af Alex Michaelides. Udkommer 15.7 🌞 (anmeldereksemplar)