Dem vi stolede på, af Line Vaaben.
Gyldendal, udkom i marts 2026, 272 sider.
’Dem vi stolede på’ er en voldsom beretning om at være nærmeste pårørende til en løgner, en bedrager og en morder.
En helt almindelig mandag morgen forsvinder den 43-årige Maria som dug for solen. I de følgende uger holder hendes mand (præsten) både familien og politiet hen med overbevisende forklaringer om, at hun har forladt hjem og børn i en nedtrykt tilstand.
Det er en sag, de fleste af os har hørt om og fulgt gennem medierne. Men denne bog fortæller historien fra de pårørendes perspektiv, formidlet til journalisten Line Vaaben. Og det er rystende og hjerteskærende læsning.
Hvorfor så læse om en så grusom sag?
Fordi hvis det kan ske i denne familie, kan det ske for os alle. Det er vigtigt at kende advarselstegnene for så afvigende en personlighed. Samtidig er det af stor værdi for de pårørende, at vi får et andet billede af Maria end det, hendes mand forsøgte at tegne i medierne.
Og derudover er det skæmmende at læse, hvordan familien i en så tragisk situation må bruge kræfter på at kæmpe mod kommunen om, hvad der er bedst for børnene.
Præsten fik 15 års fængsel for denne beregnende forbrydelse, og om cirka 4½ år kan han allerede søge om udgang. Det er svært at forstå.
Heldigvis har der de senere år været større fokus på partnerdrab. Når hvert femte drab i Danmark begås af en nuværende eller tidligere partner, er det vigtigt, at vi alle bliver bedre til at kende faresignalerne, være nysgerrige og undrende og række en hånd ud… 💁♀️
Jeg kunne måske have ønsket mig mere om præstens baggrund, men jeg forstår til fulde, at denne bog først og fremmest er en hyldest til Maria… 🕊️🩵
Reklame/ Tak til Gyldendal 🙏






