JUSSI, en biografi af Jonas Langvad Nilsson.
Politikens Forlag, 2017, 408 sider
🍀 Hvor der er vilje, er der vej 🍀
Mens jeg ventede på Q8, gik jeg i gang med biografien om Jussi fra 2017, skrevet af Jonas Langvad Nilsson, der i mere end fem år har fulgt Jussi på rejser i både ind- og udland og som har interviewet ca. 150 kilder omkring hovedpersonen.
Der er en grund til, at vi har at gøre med en succesfuld forfatter, for det er en person med et ufatteligt højt drive og med så mange talenter, kombineret med et stort ambitionsniveau, at man næsten taber pusten.
Jussis har været i gang med universitetsstudier i bl.a. medicin, samfundsfag og film, har spillet i bands, startet et tegneserieantikvariat, været og er måske stadig handyman og har stået for mange ombygninger/renoveringer i egne huse, været fredsaktivist , været forlægger med eget forlag, og har komponeret filmmusik og så lige et forfatterskab, der ikke bare lige havde succes fra starten.
Vi får serveret et stykke danmarkshistorie; især elsker jeg afsnittene om psykiatri, som jeg har en sær-interesse i, og biografien bygger på mange historiske kilder. Vi får en hudløs, ærlig beretning om både op- og nedture, og det beriger mig altid at læse om andres syn på verden.
Så hvis man, som jeg, elsker biografier, så får man med denne velskrevne bog et spændende indblik i en personlighed med en stærk karakter, en eminent historie fortæller, og bogen er krydret med personlige anekdoter og er et billede på, at ”hvor der er vilje, er der vej”.
Øvrige fun facts om Jussi kan du desuden læse på et af mine nylige opslag på Facebook eller Instagram.
Vild med krimi har i øvrigt lavet et fint og langt interview med Jussi, som jeg også vil anbefale at læse, hvis man er mere nysgerrig på personen bag Afdeling Q.
Nu hvor jeg er færdig med biografien, vil jeg for alvor kaste mig over den længe ventede historie om Assad i “Offer 2117”, ottende bog i serien, som lige er udkommet. Der er altid blandede meninger omkring Jussis krimier, fair nok, men én ting er sikkert, og det er, at jeg altid har slugt dem i en fart, så mon ikke også denne fanger mig…. 😊
5 viljestærke stjerner ⭐⭐⭐⭐⭐/6.
Anette