Alice i Eventyrland, af Chauvel & Collette
Forlaget Cobolt, udkom i 2010, 72 sider
Her kommer en ny version af Lewis Carrolls’ mesterværk, som er tro mod den originale fortælling. Der er lavet utallige filmversioner, men der findes kun få tegneserieversioner, og dette er et af dem.

Den klassiske historie om Alice, der ’falder’ ned i en eventyrverden med talende dyr, tossede replikker og den onde dronning, er her udkommet i en aldeles fin og fantasifuld Graphic Novel udgave. Bogen er et bibliotekslån og har nogle år på bagen, men det tænker man ikke nærmere over.
Jeg har altid elsket historien om Alice og er evig nysgerrig på at se andre illustrationer, end de mest kendte fra Disney. Noget jeg især lagde mærke til i denne udgave er de fine farveskift, som passer så naturligt til den eventyrlige stemning, der hele tiden skifter.
Eneste ‘aber dabai’ er navnet Grinebiderkatten. For mig er det kun navnet Filurkatten, der fungerer, men jeg aner ikke, om valget heraf skyldes en form for ophavsret til det helt særlige men meget herlige ord. Nemlig Filurkatten.
På indersiden af omslaget er der sort-hvide tegninger med flere af de kendte karakterer, selvfølgelig tegnet på et spil kort.
Bogen er en keeper, men jeg tror desværre ikke at den kan købes længere, men så må man jo i stedet, som jeg, låne den på biblioteket.
Denne udgave er skrevet af den franske forfatter David Chauvel og illustrationerne er tegnet af den belgiske kunstner Xavier Collette.

Jeg er simpelthen Alice fan, for hvem kender ikke det, at falde drømmende ind i en historie, man både drages og forfærdes af…. 👸
Anette