Anstalten, af Stephen King
Politikens Forlag / Hr. Ferdinand, udkom 18.9.19, 624 sider.
På engelsk The Institute, oversat af Jakob Levinsen.
🤯 En overnaturlig god krimi 🏚
Jeg vil ikke mene, at denne forfatter kræver nærmere præsentation. Derfor endnu mere pinligt, men Anstalten er mit første bekendtskab med Stephen King i bogform. Ikke desto mindre er jeg faktisk blæst bag over af en fuldstændig vanvittig og gennemført krimi, som virkelig kryber under huden på en.
Fra bogens bagside:
En sen nattetime i en stille forstad til Minneapolis bryder ukendte gerningsmænd ind i Luke Ellis’ families hus, slår hans forældre ihjel og laster drengen ind i en sort varevogn. Hele operationen tager mindre end to minutter. Luke vågner på Anstalten, i et værelse som ligner hans eget, blot er rummet uden vinduer. Og når han åbner sin dør, er der andre døre; døre til værelser med andre børn som ham, børn med særlige evner inden for telekinese og telepati, som også er endt på Anstalten på samme måde som Luke.
Hovedpersonen er Luke. På grund af hans paranormale evner kidnappes han fra sit hjem, og vågner op på den hermetisk lukkede institution Anstalten. Langsomt går det op for ham, at han og de andre børn skal igennem ufrivillige undersøgelser med henblik på at udvikle deres helt specielle og unikke evner.
Samtidig lærer vi den sympatiske, tidligere politibetjent Tim Jamieson at kende. Hans karriere som betjent er desværre stoppet, og han står ved en skillevej i sit liv, og på denne rejse vælger han at søge jobbet som natvægter i den lille søvnige by Dupray. Mere vil jeg ikke fortælle om handlingen for at undgå spoilers. I må selv igang.
Som forventet præsenterer King et vanvittigt ondt plot med et overnaturligt islæt, som får hårene til at rejse sig. Alt dette foregår i et levende og velbeskrevet miljø med uhyggelige ”gode” personkarakteristikker. Der er for det meste en stille, melankolsk stemning, så du skal ikke forvente hæsblæsende action, men det bliver det ikke mindre ondt af. Spændingen bygges meget langsomt op, men de sidste 200 sider læser man næsten i ét åndedrag.
Jeg har det altid lidt stramt, når børn udsættes for de værste prøvelser (ingen spoilers), og selv om det jo er ren fiktion, så vækker det alligevel harme og min retfærdighedssans. Man efterlades, med børnene, på pinebænken af ren spænding og må holde vejret.
King leger med flere temaer. Magt mellem de voksne og børnene, det onde versus det gode, hvem kan man stole på?, og hvem er den kloge, der måske kan narre den mindre kloge? Trump får også lige et par verbale ørefigner med på vejen, hvilket falder meget godt i tråd med bogens temaer. Heldigvis rummer den også varme, samhørighed og venskab i rette doser.
Derudover fornemmer jeg referencer til tidligere brugte detaljer i forrige bøger/film, hvilket giver historien en ekstra finurlig twist. Jeg har som sagt ikke læst andre af hans bøger, men har set et par af hans film.
Jeg får også lyst til at sende roser efter oversætteren, for det må kræve sin mand at ramme de særlige stemninger og de meget specielle billeder af paranormal aktivitet. Der er i hvert fald flere scener med ”grøntsags” lignende karakterer, som står uhyggeligt tydeligt frem.
Jeg er ovenud tilfreds med, at jeg langt om længe kastede mig over en af bøgerne, skrevet af Gysets Mester, og jeg må derfor bruge mine telekinesiske kræfter og sende 5 flunkende ⭐⭐⭐⭐⭐/6 mod The King og børnene i Anstalten.
Tak til Hr. Ferdinand for anmeldereksemplar.
Anette
