Peter Mouritzen har i årene fra 2002 til 2013 skrevet 12 finurlige, fantasifulde, og humoristiske genfortællinger fra Det Gamle Testamente – samlet kaldet Bibelstærk serien.

I 2016 udkom en samlet udgave under titlen Bibelstærk med flotte illustrationer af Otto Dickmeiss.

Efter et par års pause, i 2018, udkom så endnu en bog “Hvad er der i vejen, Kain?” Om det drabelige broderforhold mellem Kain og Abel.

Nr. 14 i rækken udkom i december 2019. Det er bogen “Det var tider!”, der bl.a. handler om dengang israelerne væltede bymuren omkring Jeriko, om ørkenvandring, strudse og æggehatte og det er faktisk alt andet end kedeligt! Bogen har de fineste illustrationer i sort/hvid streg med fantastiske guld effekter, leveret af Tom Kristensen.

Den 17. februar 2021 udkom så nr. 15 og det bliver den allersidste historie i Bibelserien. Bogen hedder “DEN DER SNYDER”, og det er historien om de 2 snydetampe – Jakob og Laban. “Historien foregår langt tilbage i tiden. Bibelen, der ellers er en gammel bog, var slet ikke skrevet. Først skulle historierne jo ske, før de kunne blive skrevet ned. Og historier skal være gode, men også lidt onde; ellers sker der jo ikke noget!” Historien hjælpes godt på vej af de fabelagtige illustrationer af Tom Kristensen.

_________________________________________________________________________________

Her er rækkefølgen på alle udgivelser i Bibelstærk serien ⬇

  1. Jammergøjen og den ynkelige hval, illustreret af Lasse B. Weinreich.

Historien om Jonas og hvalen

“Peter Mouritzens befriende jordnære gendigtning ledsages af de skønneste, kraftfulde illustrationer, udført af billedbogsdebutanten Lasse B. Weinreich … Særdeles anvendelig i dansk – og kristendomsundervisningen og til filosofisk snak med de 6-10 årige.” Jesper Holtoug, lektør, DBC

Alfa 2002

2. Kraftkarlen og den dejlige dame, illustreret af Lasse B. Weinreich.

Historien om Samson og Dalila.

“Filistre gør mig bister,” brøler Samson. Og hvis han kan komme af sted med det, laver han dem om til “filisterfrikadeller”. I hvert fald hvis man skal tro Peter Mouritzen. Og det skal man … Det er en god historie i nye og knaldgode gevandter.” Politiken

Alfa 2003

3. Kong Skrap og den skrækkelige ovn, illustreret af Lasse B. Weinreich.

Historien om Nebukadnesar.

“Det er blevet sagt om Peter Mouritzen, at han er en ond forfatter, der skriver godt. Og sikkert og vist er det, at han har ord for det grusomme, det gyselige og det groteske. Derfor er det ikke så lidt af et scoop at formå ham til at gendigte gammeltestamentlige beretninger i billedbogsserien “BibelStærk” … Det er gammeltestamentligt gys, når det er bedst.” Jens Raahauge i Folkeskolen

Alfa 2004

4. Daniel og de drabelige løver, illustreret af Otto Dickmeiss.

For Daniel og de drabelige løver modtog Otto Dickmeiss Kulturministeriets Illustratorpris.

Alfa 2005

5. Det tossede tårn, illustreret af Otto Dickmeiss.

Historien om Babelstårnet.

“Mouritzen er Gud, når det gælder om at slå knuder på tungen.” John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet

Alfa 2006

6. De onde byer, illustreret af Otto Dickmeiss.

Historien om Sodoma og Gomorra.

“En dejlig, skæv og meget frisk udgave af en gammeltestamentlig historie af de grumme. En bog, som jeg ville nyde at læse op for nogle frække drenge.” Elisabeth Bennetsen, lektør, DBC

Alfa 2007

7. Gok Goliat! Historien om David og hans talende harpe, illustreret af Søren Jessen.

Alfa 2008

8. Drengen der drømte dumme drømme, illustreret af Rasmus Bregnhøi.

Historien om Josef og hans brødre.

“Det er den ottende bibelhistorie, Peter Mouritzen har gendigtet med et så kraftfuldt sprog, at det er lige ved at konkurrere med Bregnhøis alt andet end afdæmpede billedside. De to klæder hinanden! Bregnhøi fortæller sin historie i et sprælsk univers, hvor alle farver plus sort og hvid hopper og danser på siderne… Der er dømt så megen vitalitet, at den gamle historie simpelthen får nyt liv.” Weekendavisen

Alfa 2009

9. Da Farao fik nok – Historien om Egyptens ti plager, illustreret af Rasmus Bregnhøi.

Historien om Egyptens ti plager, med huskevers –

Vand i flod blev til blod.

Frøer i flok gik amok.

Myggeskyer ramte byer.

Fluer bed, Gud var vred.

Der kom pest, bylder næst.

Hagl i klumper faldt som bomber.

Græshoppers plagen. Mørke midt om dagen.

Natten blev rød. Førstefødtes død.

Af plager var der ti, så var plagerne forbi.

Alfa 2010

10. Vædderhornet – Historien om de ti bud, illustreret af Oliver Streich.

Historien om de ti bud.

“I Peter Mouritzens tiende bind i serien BibelStærk gendigter forfatteren fortællingen om de ti bud. Det gør han godt!” Pia Nordin Christensen i Københavns Kirke

Alfa 2011

11. Kong Ton af Babylon – Historien om skriften på væggen, illustreret af Peter Bay Alexandersen.

Historien om skriften på væggen.

“Hvem havde troet, at bibellæsning kunne være så underholdende og lærerigt på samme tid?”

“Fabelagtig bibellæsning”        Simon Staun, Fyns Stiftstidende

Alfa 2012

12. Da gud gik i gang, illustreret af Jenz Koudahl.

Koudahls tegning af Gud mindede om den nordjyske digter Knud Holst, syntes jeg. Jeg spurgte Jenz om det var tilsigtet. Jenz svarede nej. Det var et tilfælde. Men mon ikke Knud ville have kunnet lide at blive fremstillet som Vorherre.

Her er lidt rim fra skabelsen af dyrene – Dyr, der hopper, og dyr der går, dyr, der løber, geder og får. Dyr med horn og dyr med haler, høner der kagler, haner der galer, dyr der græsser, og dyr på rov, dyr på sletter, og dyr i skov, dyr med pletter, og dyr med striber, dyr der brøler, og dyr der piber, dyr med pels, og dyr med skæl, dyr der klør og lopper sig selv … Osv.

Alfa 2013

Bibelstærk. Tolv historier fra Det Gamle Testamente, illustreret af Otto Dickmeiss.

Jensen & Dalgaard 2016

13. Hvad er der i vejen, Kain?, illustreret af Maria Buchmann.

Historien om Kain og Abel

“Sprogligt opfindsom … parrer det filosofiske og nysgerrige med en befriende humor” Damián Arguimbau, Kristeligt Dagblad

Jensen & Dalgaard 2018

14. Det var tider!, illustreret af Tom Kristensen

Historien om Jerikos Mure.

“Fremragende formidling” Bodil Christensen, Bogbotten.dk

Jensen & Dalgaard 2019

15. DEN DER SNYDER, illustreret af Tom Kristensen

Jensen & Dalgaard 2021