Blodmåne, af Katrine Engberg
Forlaget People’sPress, udkom i 2017, 365 sider
Mange har sikkert allerede læst bogen, som er fra 2017, men nu kom turen til mig, og jeg er altså bare blevet en stor fan af Engberg, Kørner & Co. Så hvis du endnu har Engbergs bøger til gode og elsker en spændende krimi, som kunne foregå i nutidens Danmark, så snyd dig ikke for denne læse-oplevelse.
Katrine Engberg debuterede som krimiforfatter i 2016 med Krodillevogteren, som jeg læste med stor iver sidste efterår. Blodmåne er hendes anden bog i serien.
Fra bogens bagside:
Det er isvinter i København. Politiet finder en død mand i en snedrive i Ørstedsparken og tror først, at det er en hjemløs, der er frosset ihjel. Men offerets halvopløste mund afslører, at der er tale om et grusomt mord.
Efter en større personlig krise, er kriminalbetjenten Jeppe Kørner vendt hjem, fra 4 ugers rundrejse i Australien med en ung kæreste i bagagen og en fornyet energi, som han hurtigt får brug for, da han kaldes ud til en kompleks sag; et mord på en kendt person fra modebranchen. Sagen trækker pludselig spor ind i betjentens eget privatliv, og Kørner må arbejde hurtigt og tænke alternativt for at beskytte en god ven, der længe er i politiets søgelys. Sideløbende med sagen lærer vi lidt mere om Kørners baggrund og den sorg, der har siddet som en uløselig knude i ham.
Pensionisten og tidligere krimiforfatter Esther de Laurenti og hendes nye bofælle og tidligere nabo Gregers, som vi også møder i første krimi, spiller i denne bog en vigtig rolle i opklaringen sagen. Et umage par, der på forunderlig vis komplementerer hinanden i ensomhedens og tryghedens skær.
Bogen er først og fremmest skrevet ud fra Kørnes vinkel, men man følger også de øvrige personer og får indblik i deres tanker, hvilket gør bogen meget levende og troværdig. Handlingen foregår i nutiden og med referencer til virkelige hændelser, såsom radioprogrammet Mads & Monopolet, hvilket jeg finder forfriskende og nytænkende.
Jeg elsker at spændingen er tilstede fra start, og at man allerede er fanget og har uafklarede spørgsmål på side 1. Højt tempo i sagen, som løber over en lille uges tid. Ved både første og nu denne bog holdes spændingen i plottet helt til slut, hvor vi først får opklaringen og forløsningen; både i forhold til sagen men også lidt om Kørners følelser.
I bogen møder man en del bipersoner; både kollegaer til hovedpersonen og en del personer i netværket omkring ofrene, hvilket gør bogen troværdig, for i en efterforskning er der mange mennesker involveret, både dem, der skal opklare og dem, der er pårørende og påvirket af drabene. Dette gør også mistanken bredere og mere spændende. Jeg er bestemt fan af, at man følger personernes private liv og ser deres sårbare sider. Det giver krimien mere sjæl.
Det er helt tydeligt og klart, at der må ligge en stor research forud for bogen. Sproget er flot detaljeret og beskrivende, hvilket virkeligt er prisværdigt for en vestjyde som mig, som får de indre billeder af København frem på nethinden. Det bliver så virkelighedsnært som muligt.
3. og næste bog i serien hedder Glasvinge, som står på ønskesedlen til min fødselsdag i april, og så er jeg forhåbentligt ”up to date” når nyeste udgivelse er klar. Jeg har nemlig læst, at Katrine Engberg udgiver 4. bog i krimiserien her i 2019.
Denne bog har alt det, jeg eftersøger ved en krimi og jeg er nødt til at toppe med 6 ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6, men man skal også rose, når der er grund til det. Og så har den et lækkert omslag, som bare “spiller” i forhold til farver og indhold.
Anette