GÆSTEANMELDELSE
Min far, Peter Mouritzen, som skriver omtaler på facebooksiden Det læsende pindsvin, har også læst BOB, som er Helle Helles seneste udgivelse på Gutkind Forlag.
Hans omtale kan du læse her:
Alt det bedste hos Helle finder vi i hendes ny roman om Bob. Bob dukkede op i Helle forrige bog ”de”, i et par sekvenser. Vi mødte ham på den gård, hvor han boede sammen med sine forældre. Pigen, der fortalte historien i ”de”, er til fest hos ham. På et tidspunkt går hun udenfor, og ud af toiletvinduet råber Bob til hende: Vær mig nær!Og det er han så i den ny bog; de er blevet kærester og er flyttet til Vanløse: ”Flytter Bob og jeg så til Vanløse” … lyder åbningssætningen, den er god. Så slut med jeg. Derefter vi. Historien fortælles af et Vi, pigen fra ”de”. Hun er forsvundet som den person hun var i den sidste bog, tilbage af hende er en alvidende, usynlig fortæller. Bogen er et portræt af Bob som en omstrejfende hund i livet, planløs med planer, drivende af sted som kastet af pludselige vindstød og tilfældigheder. Han kender gadenettet i det københavnske, men ved egentlig ikke hvor han skal hen og hvorfor. På den måde ligner han vel os alle. Mennesket, der bliver ført af strømmen. Og lader sig føre af strømmen, som beskrevet hos Virginia Woolf i 1928 i hendes ”Eget værelse”. Woolf fortæller i denne bog om et syn hun havde ved en flod, hvor en ung student roede forbi i spejlbillederne fra himmel og bro og træer og forsvandt igen, mens spejlbillederne stod tilbage som før, som om han aldrig havde eksisteret.Og den engelske forfatter oplever senere noget tilsvarende i London, da hun kiggede ud af vinduet og opdagede en pludselig stilstand i storbytrafikken Gadebilledet var fuldstændig tømt, så faldt et blad fra platanen et sted uden for hendes vindue. Det blev et signal for hende, som hun sagde, et signal der pegede på betydningen af ting, man havde overset: … “Det syntes at pege på en flod, der flød forbi usynligt, rundt om hjørnet, ned ad gaden, og tog folk og førte dem med sig, lige som åen i Oxbridge havde taget studenten … Nu førte den over gaden og en pige i lakstøvler og en ung mand i rødbrun overfrakke, den førte også en taxa med sig, og den samlede alle tre på et punkt lige under mit vindue, og der standsede taxaen, og pigen og den unge mand standsede, og de steg ind i taxaen, og så gled drosken af sted, som om den blev ført et andet sted hen ad strømmen …” Det er da hellehellesk!I slutningen af bogen ender Bob som drevet af den usynlige flod på en balkon i Det Kgl. Teater, uden mål og med. ”Bilerne cirklede om Krinsen. Han så Bredgade og Store Kongensgade, himlen over Grønnegades ulogik. Vinden stod ham i øjnene.” Jeg har tidligere beskrevet kvinderne i Helles bøger som planter, der reagerer på små, eksterne påvirkninger som de ikke er bevidst om, lys, lyst, ulyst, tilfældigheder, tropismer, ligesom hos den franske forfatter Nathalie Sarraute. Fotosyntese mere end Freud. ”Nogle gange sker ting jo bare”, siger fortælleren Dorte i en anden bog af Helle, Dette burde skrives i nutid. Nu er det en mand, der her har hovedrollen; men Bob er også sådan en plante, påvirkelig af små ting, som vi ikke altid har øje for eller er bevidste om betydningen af. Små ting. Også sprog. Ord. Som når han danner sig et billede af en giraf ved erindringen om sin ulykkelige kærlighed. Fordi pigen han var forelsket i inviterede ham hjem for at han kunne møde hendes moster, der så gerne ville se giraffen!Sådan maler Helle sit lille, fine værk med pointilistiske penselstrøg, så vi selv samler pletterne og prikkerne og danner os et billede, der igen opløser sig ind i et forsvindingspunkt. Som studenten der forsvinder ud af spejlreflekserne i flodscenen hos Virginia Woolf. Og som Bob.Bob har den vane at løfte to fingre til hilsen. Og fortælleren af historien, hans kæreste, gør det samme. Jeg giver ikke stjerner til bøger i min lille bogklumme, men jeg løfter hjertens gerne to fingre til hilsen til Helle. Vel roet!
Helle Helle er et nyt bekendtskab for mig, men dejligt overraskende og minimalistisk og min anmeldelse af bogen kan du læse her
God læselyst – Anette
