De bedste familier, af Kim Blæsbjerg.

Gutkind Forlag, udkom i februar 2023, 568 sider.

Månedens Boganmeldelse – februar 2024 – måtte lige blive denne fine bog. Først HIP HIP HURRA og stort TILLYKKE til forfatteren og forlaget med De Gyldne Laurbær, som netop blev uddelt i går – det er så velfortjent 🥇

Cheminova. Indrømmet, jeg anede ikke ret meget om denne skræmmende historiske sag og jeg var også i tvivl om bogen ville fange mig, men det gjorde den.

Bogen tager sin begyndelse i 1953 og slutter i 1962; små 10 år senere. Giftfabrikken Cheminova er netop flyttet fra Måløv på Sjælland til Rønland, den lille halvø på Harboøre tange i Thy, og for mange arbejdere på den egn bliver fabrikken deres redning. Således også for arbejderen Niels, der på trods af gentagne forgiftninger trofast bibeholder sit arbejde på fabrikken, ene og alene af økonomiske grunde.

Niels er gift med Margrethe, der arbejder på vaskeriet, og de har tre børn Svend, Ole og Helle.

Karin, hendes mand ingeniøren Jørn og deres datter Vibeke er flyttet fra Sjælland til Lemvig pga. Jørns arbejde på fabrikken, som han skal være med til at udbygge.

Karin og Margrethe lærer hinanden at kende gennem børnene, da Vibeke og Ole holder sammen som to ærtehalm. På en måde misunder de to kvinder hinanden, men de støtter også hinanden – lige indtil Niels bliver alvorligt syg.

De bedste familier er en historisk roman, men en gribende én af slagen – om tiden i 1950’erne og den har gode matador-vibes over sig i forhold til klasseskellet mellem de to familier, og kvinder, der tør gå imod, hvad der egentlig forventes af dem… 💪

Bogen er lang, og handlingen på en måde langsommelig, men det skal jo passe til tiden. Sprogligt er den flydende og let at gå til og den læser nærmest sig selv mens man sluger de små og store hverdags-dramaer – i selv de bedste familier…

Efter endt læsning var jeg til foredrag med forfatteren Kim Blæsbjerg. Jeg vendte sidste side i bogen et par dage før foredraget, så den sad stadig i mig og det var en ganske berigende oplevelse at høre forfatterens tanker om romanens tilblivelse, karaktererne, fakta om Cheminova og ikke mindst hans oplevelser med tavhedskulturen på hans hjemegn.

Det er en virkelig fin, gribende, men også barsk fortælling om, hvilke forhold, familierne er underlagt og om de kræfter, der er på spil i sådan et lille lokalsamfund. 
Efter endt læsning får man absolut lyst til at besøge Thy egnen for at se området, hvor fabrikken og høfde 42 ligger.

Herfra gives 5 gribende ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6.

Læs mere om forfatteren her

Bogen er eget køb.

Anette