De siger jeg er psykopat – seks personlige fortællinger om at være dyssocial, af Tine Wøbbe i samarbejde med Kristina Antivakis.
Politikens Forlag, udkom i marts 2023, 256 sider.
Omtale –
Det er svært at skrive en opmuntrende bog om dette emne, men ikke desto mindre kommer man helskindet igennem de barske historier fra seks modige fortællere. Og hvis du var vild med Forbrydelsens Sind fra 2022 af samme forfatter, så vil du sikkert også finde denne bog interessant.
Mange af os vil på vores vej gennem livet møde en psykopat, for de findes iblandt os alle, og derfor er det en rigtig god idé at vide noget mere konkret om denne type mennesker, som man nemt ‘kommer til at slå sig på’, hvis ikke man kender til deres ofte egoistiske og manipulerende adfærd.
I bogen møder vi seks forskellige personer, to kvinder og fire mænd, der alle har fået diagnosen dyssocial personlighedsstruktur og de giver læseren et unikt indblik i deres opvækst, de udfordringer samt de menneskelige omkostninger livet som dyssocial medfører. De ønsker ikke medlidenhed eller at andre skal have ondt af dem, for deres håb med at deltage er, at vi som minimum skal forsøge at forstå deres vilkår og deraf den manglende evne til egentlig adfærdsændring.
Bogen er informativ med flere faktaafsnit, men samtidig letlæselig og du bliver klædt godt på og vil være ekstra godt forberedt, hvis du skulle komme i kløerne på en psykopat… noget, man måske sjældent opdager før det er for sent.
Bogen kan både læses af fagprofessionelle, men også af den almindelige læser, der blot vil vide mere om denne svære personlighedstype.
Bogens hovedbudskab er at der ikke findes behandling, så i stedet skal vi som samfund forsøge at forebygge udvikling af svær psykopati ved børn og unge ved at have fokus på børn og unges opvækstvilkår. Når du har vendt sidste side har du nemlig en indsigt og viden, der enten kan vise sig at være nyttig overfor et barn, der er i risiko for udvikling af denne personlighedsstruktur eller, hvis skaden er sket, hjælpe en anden med at trække sig fra en ofte usund og kontrollerende relation.
Selv om der måske kun findes 4% med denne diagnose i Danmark, så er tallene forventeligt meget større, hvis vi kigger på de ødelæggende eftervirkninger, der kan komme i kølvandet af mødet med en psykopat… så bogen må i den grad siges at være meningsfuld og i almeninteresse.
Her kan du læse mere om forfatterne Tine og Kristina –
Reklame/ Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar ✅
Anette