Decembers Veje – Julefortællinger fra Vendsyssel, af Per Gammelgaard.

Forlaget Hovedland, udkom i november 2023, 150 sider.

December er ikke altid fyldt med lys og næstekærlighed. 

Allerede på omslaget fornemmer man her en stemning af forlorenhed, hvilket også må siges at være karakteristisk for en del af personerne i disse 19 satiriske julehistorier, der absolut bringer det skæve smil frem.

Vi befinder os i den nordjyske landsdel, hvor læseren i den søde juletid møder ondskab, utroskab, sorg, traumer og død – tilsat løftede pegefingre.

Den nordjyske forfatter Per Gammelgaard har strammet garnet og serverer velskrevne julefortællinger, der byder samvittigheden og moralen op til dans.

Vi møder den ordknappe og pletfri Sebastian, der gemmer på en dyb hemmelighed omkring en død Lillebror, som netop afsløres i julehøjtiden. 

Og den unge jaloux teenagepige Isabella, der ufrivilligt må afgive sit værelse til flygtningen Orynko, som familien har givet husly i julen. Gad vide, hvordan hun tackler, at der også ligger en gave til Orynka under træet? 

Vi besøger Vera og Vagn og deres indviklede ægteskab. Vagn føler sig provokeret af naboens udendørs og konstante blinkende julebelysning, mens Vera beordrer ham til at vikle en fuglekæde ud. Han prøver at finde ‘den røde tråd’, mens Vera lystigt besøger naboen Serritslev, hvis kone er blind. 

Og Ursula sidder ensomt på plejehjemmet, svigtet af søn og ægtemand, indtil hun får en lysende åbenbaring. 

Det er ganske (u)hyggelige historier, der både gør ondt og godt.

Forfatteren mestrer sproget og giver julestemningen et særligt twist. Han kan fortælle en god historie, som man straks fanges af og det er en stille julelæsestund værdig.

Tak til forlaget Hovedland for anmeldereksemplar ✅

Forfatteren har tidligere beskæftiget sig med december fortællinger i bogen Decembers grønne mørke fra 1993, som også indeholder 15 fortællinger fra Nordjylland, kronologisk opbygget fra barndom til alderdom og dyb senilitet.

Du kan læse mere om forfatteren her 🌞

Anette