Den store Sylvester – udvalgte værker 1993-2024, af Leif Sylvester Petersen.

Forlaget Frydenlund, udkom i april 2025, 400 sider.

Sidste år læste jeg Leif Sylvesters biografi Ama’rkaner, som handler om de første 19 år af hans liv og nu har jeg så læst eller måske rettere sagt nydt DEN STORE SYLVESTER, som viser udvalgte værker 1993-2024 fra hans liv som kunstner.

Leif Sylvester Petersen er en alsidig multikunstner, der maler billeder men også laver skulpturer/relieffer af bronze, jern, træ, keramik, stentøj mm… Bogen indeholder også illustrationer og korte beskrivelser af andre produktioner såsom hoteludsmykning, margretheskåle, plakater og gavlmalerier.

Kunstbogen er udkommet her i april måned i anledningen af hans 85 års fødselsdag og den er virkelig et kig værd. Det er folkeligt, farverigt, skævt, og barnligt i en legende sjov form med plads til skøre og finurlige væsener/dyr/mennesker. 

I Varde har vi faktisk to skulpturer af Leif Sylvester, som begge er med i bogen. 

Bogen vil være en aldeles fin gave/værtindegave og fungerer flot som en Coffee Table Book, der straks tiltrækker opmærksomhed for de mange års gøgler- og cirkusliv fornægter sig ikke. Man bliver simpelthen glad i låget og føler sig set i hans billeder… 

En fantastisk kunstbog, som favner os alle.

Reklame / Tak til Forlaget Frydenlund for anmeldereksemplar🙏

Anette