det du ikke vil vide, af Birgithe Kosović
Politikens Forlag, udkom august 2020, 384 sider
Reklame / En bog med meget på hjerte ❤
Denne dokumentarroman har en nerve, dybde og en indlevelse, man sjældent oplever. Romanen, som bærer historiske briller, er skrevet i sorg og i afmagt over en ulykkelig familiesituation og i et forsøg på at forstå farens vrede dykker forfatteren ned i fortidens skæbner.
Forfatteren Birgithe Kosović favner bredt og kommer omkring integration, kulturforskelle, borgerkrigen i Jugoslavien, 2. verdenskrig, ytringsfrihed og familiebånd med udgangspunkt i hendes egen familie. Men det er også en bog om smerten ved at turde håbe. Om sårbarheden ved at give slip.
”Det forbudte, der kom fra ham, var hans nydelse ved vreden.
Det forbudte, der kom fra mig, var mit håb.
Der er en grænse, hvor håb holder op med at være håb og degenererer til løgn. Jo større håb, desto mere skal ofres, før man indstiller sig på det, der i virkeligheden er.
Når man indser det, er det at opgive håbet en befrielse”.
Birgithe Kosović og lillebroren Mark vokser op i Danmark ved en dansk mor og en jugoslavisk far, der mødte hinanden i starten af 1970’erne. Farens jugoslaviske ophav præger opvæksten og hverdagen i familien med hans humørsvingninger, irritation, stærke kønsopfattelse, urealistiske forretningsidéer og en spillelyst, der gang på gang bringer familiens økonomi i knæ. Alt dette lever de i og med, men én dag går faren over stregen.
I 2018 fravælger faren kontakten til børnene, da denne hemmelighed nu er blevet afsløret og italesat, og det er ret ynkeligt at bevidne farens halvhjertede forsøg på soning herefter. Romanen er et forsøg på at forstå de værdier og de mekanismer, der styrer os mennesker i form af et tilbagekig på heldigvis både gode og kærlige minder, men også på de traumer, familien har med sig i bagagen.
Det er en bog med mange skæbnehistorier, hvor især 2 af dem gjorde et stort indtryk på mig.
Den ene er historien om farfarens søster Ilinka, der beskrives som halt, pukkelrygget og mentalt inferiør og derfor blev hun betragtet som ”en besværlig, unyttig ekstra mund at mætte” Hendes bror, Radoslav, havde sluttet til sig partisanerne, og var vant til at slå ihjel. Han dukker op en nat, og påtager sig at løse ”Ilinka problemet”. At hans egen død senere blev ret voldsom, kan måske betragtes som nemesis.
Den anden historie er Grethes. På morens side er der nemlig også en historie om krigen. Grethe var mormorens storesøster og i 1940’erne forelskede hun sig i Otto, en af den tyske besættelsesmagts soldater. Hun rejser med ham til Tyskland, og de oplevelser, hun står igennem i årene efter, er hjerteskærende. En ulykkelig historie, hvor kærligheden aldrig blev gengældt.
Dette er en roman, der gør indtryk. Jeg tænkte meget over begrebet håb. Det siges ofte, at vi skal bevare håbet. Så da jeg læste det ovennævnte citat i bogen; at det kan være befriende at opgive håbet, blev jeg først lidt vemodig. Men vi er nødt til at forholde os til, hvilke præmisser vi står overfor. Så ved nærmere eftertanke kan håbet også handle om at forlige sig med sin skæbne og dermed finde ro og accept heri. At håbe efter det uopnåelige er jo en tung byrde, selv de bredeste skuldre ikke skal bære.
Ingen tvivl om at der ligger masser af grundig research bag denne bog. Og så er jeg virkelig fan af forfatterens fortællestil. Det er som om fortælleren er levende til stede i begivenhederne, hvilket fører til eminente og autentiske beskrivelser af både miljø, personer og den historie, der udfolder sig; det er som at være midt i en filmisk scene…
Jeg kunne måske godt have brugt et lille stamtræ, for der er mange personer og skæbner at holde styr på.
Om forfatteren: Birgithe Kosović er født i 1972. Har læst Dansk på Københavns Universitet og arbejdet som korrekturlæser og undervist unge i journalistik, har været researcher på Månedsbladet Press og skrevet som featurejournalist for Information og Morgenbladet i Norge. Hendes roman Det dobbelte land fra 2010 vandt i 2011 DR Romanprisen, Weekendavisens Litteraturpris og Danske Banks Litteraturpris. Hun har modtaget Politikens Litteraturpris 2018 for Den inderste fare, hendes biografiske roman i to bind om Erik Scavenius.
Jeg fandt mange lighedstræk til bogen Sørgekåben fra 2019, hvor Mikkel Frey Damgaard også dykker ned i familiens fortid og dermed afdækker skam, magtkampe, tavshed, fortidens glemsel og skyld, der angiveligt får lov at bevæge sig igennem generationer og medføre så store personlige omkostninger langt op i nutiden.
I starten af bogen skriver forfatteren, at ”det er med min fars stemme, at jeg for første gang oplever glæden ved at fortælle og lytte til en historie.” Den glæde kan man, som læser, mærke helt ind i sjælen, og jeg er meget begejstret for at hun favner så bredt og kvitterer derfor med 5 ⭐⭐⭐⭐⭐/6.
Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar ✅
Anette