Det er de danske som flygter, af Lise Ringhof & Erik Valeur
Gutkind Forlag, udkom i august 2020, 528 sider
Read & Learn 📖
Forfatterparret Ringhof & Valeur har begået en formidabel slægtsroman, som alle danskere burde læse. Det er ‘Kend din Danmarkshistorie’ med en fortælling så insisterende, karakterer så indlevende, historie så indgribende og til tider grusom at man fra side ét bare lader sig flyde med og ind i dette vidunderlige beskrivende univers.
Det er de danske som flygter er første bind i en slægtstrilogi om familien Brinch.
Den 7-årige fanø-dreng Erling føler sig ansvarlig for lillebroren Jakobs drukneulykke. Han føler sig alene og ensom, men møder Hubert, en vanskabt dreng fra Fattiggården, og i ham finder han en ægte ven. Hubert lærer Erling alt om at overleve i naturen og modsat introducerer Erling Hubert til litteraturen og lærer ham at læse og skrive.
Efter studentereksamen vælger Erling at flygte hjemmefra og står til søs med skonnerten Maria ud i verden for at gøre noget rigtigt, for at redde andre skæbner. På sejlturen møder han Sivert som senere tager Erling med til København, hvor han blandt borgerskabet forsøger at frigøre sig fra fortiden. Han uddanner sig til læge og forsker og møder den frigjorte og frembrusende Kate, som han forelsker sig i. Men Kate er en fri fugl og kan ikke tæmmes.
På et besøg hjemme på Fanø møder han nu rigmandsdatteren Ragnhild og finder trøst i hendes selskab, hvilket fører til næste epoke af hans liv. Et liv i Vejle, med ansættelse i lægepraksis, hvor datteren Eva kommer til verden men hun vokser op i et kærlighedsløst ægteskab, og krigen truer… herefter udfolder sig en ny og barsk historie sideløbende med krigen, og den slutter kort efter befrielsen, hvor Erling nu er blevet morfar til Jakob og Thomas.
Dette er simpelthen en fantastisk slægtskrønike med Danmarkshistorien som bagkulisse, hvor vi ikke kun følger Erling og Huberts skæbner. Man kommer tæt på mange personer op gennem første halvdel af 1900-tallet, hver især så sigende beskrevet for den tid, de befinder sig i. Dette unikke persongalleri præsenteres på første side, så man kan bevare overblikket.
På vej hjem i bilen fra Nordjylland gik jeg i gang med at fortælle om bogens handling til min familie, men efter ½ time bad de mig stoppe, for jeg var faktisk ikke kommet særligt langt og blev ved med at fortabe mig i detaljer og de små historier i den store historie, for der er simpelthen så mange temaer og lag i denne historie, at man kan tage fat i hvad som helst… hvordan kvinderne dengang måtte være stærke, hvordan litteraturen får en betydning for de forskellige skæbner, hvordan skyld kan forme hele ens tilværelse, hvordan ensomhed påvirker ens personlighed, hvordan sorgen æder én op, hvorfor kærlighed gør blind under krigen, hvorfor er venskaber så svære osv…
Som en anden Den tavse dansker er Erling en skygge af sig selv, konfliktsky, sorgfuld, men alligevel træder han stærkt igennem med sine umulige valg men da han sætter venskabet med Hubert over styr gør det så ondt, at man får lyst til at sparke ham et vist sted… samtidig med at ens hjerte bløder for ham.
Bogen formår at kaste lys over flere knap så sympatiske begivenheder og holdninger gennem danmarkshistorien, som fx. racehygiejne, hvor Danmark uhyggeligt nok var ret førende i dens meninger om udrensning. Disse indspark flettes flot ind i romanens kerne – som i dette tilfælde også via den vanskabte Hubert.
Jeg er normalt ikke så interesseret i politisk stof og det politiske fylder en del, men det må man altså bøje sig for når man læser Danmarkshistorie, men det er heldigvis skrevet i et læsevenligt sprog, hvor alle kan være med. Jeg er meget imponeret og kan kun forestille mig, at der ligger kæmpe stor research bag bogens tilblivelse.
Der er også så mange fine litteratur referencer, og især titlen Det er de danske som flygter henviser til emnerne i bogen Tine af Herman Bang, som Hubert rørende forærer Erling, da de skilles… med ordene fra Hubert: ”Den handler om at forlade – og være nødt til at flygte”...
Om forfatterne:
Lise Ringhof (f. 1964, Birkerød) er datter af Gert og Hanne Ringhof, der er den ene halvdel af grundlæggerne af forlaget Lindhardt og Ringhof. I 1986 overtog hun med særdeles kort varsel – lige netop boghandleruddannet, men endnu uden kørekort – ansvaret for forlagets personlige kontakt til alle landets boghandlere.
Siden har hun arbejdet på danske bogforlag som sælger, pressemedarbejder, marketingchef, salgschef og pressechef, inden hun i 2017 stoppede på Politikens Forlag for at hellige sig arbejdet på romantrilogien sammen med Erik Valeur.
Erik Valeur (f. 1955, København) er uddannet journalist og har tidligere arbejdet på bl.a. Berlingske, Information, Månedsbladet Press og Danmarks Radio med undersøgende journalistik og dokumentarstof og modtog sammen med andre Cavling-prisen to gange, samt Krygerprisen, P1-prisen og Publicistklubbens Jubilæumspris.
I 2011 romandebuterede han med Det syvende barn, der blev en markant bestseller, og fire år senere Logbog fra et livsforlis. For sit forfatterskab har han modtaget Debutantprisen, Weekendavisens Litteraturpris, DR Romanprisen, Harald Mogensen-prisen og den skandinaviske pris Glasnøglen.
Erik Valeur & Lise Ringhof bor skiftevis i Valby ved København og i Sønderho på Fanø, hvor de har researchet og skrevet romantrilogien sammen.
Jeg er meget imponeret for det er voldsom berigende læsning og jeg håber at se denne bevægende historie som en TV-krønike på et tidspunkt. Bogen er en klassiker værdig allerede og den vil sidde i mig længe, og får herfra 6 flotte historiske ⭐⭐⭐⭐⭐⭐/6.
Jeg skal heldigvis ikke vente længe på fortsættelsen for i dag har jeg modtaget 2. bind Det er de oprørske der svigter, der udkommer den 19. august. I bind 2 følger vi familiens skæbne fra efterkrigstiden og frem til Berlinmurens fald og især de to brødre Jakob og Thomas. 3. bind hedder Det er de unge der forsvinder og er planlagt til at udkomme i 2022.
Tak til Gutkind Forlag for anmeldereksemplar ✅
Anette