Døden kommer to gange, af Peter Qvist
Forlaget Brændpunkt, udkom i marts 2022, 200 sider
Døden kommer to gange er forfatterens anden roman, og som den første er denne roman også en socialrealistisk skildring af livet i et parcelhus i en provinsby. Hovedpersonen er en ældre herre, og tematikken bevæger sig omkring det aldrende menneskes forfald – samt de almenmenneskelige og eksistentielle problemstillinger i kølvandet heraf.
Torkild fylder snart 69 år, og er godt i gang med pensionistlivet. Hans hustru Martha er lungesyg og hun bruger derfor megen af tiden på at sidde i sofaen og se TV, synes Torkild.
Torkild har derimod store planer for sit otium. Han vil skrive sine erindringer inden det er for sent, og sætter sig ofte til computeren med skrivning for øje. Vi erfarer også, at han har haft gang i flere reparationsprojekter, som hustruen dog omtaler som ‘ulykker. Torkild vælger derfor i stedet at forfølge en gammel opfinderdrøm, og begynder at eksperimentere med kemikalier i haveskuret. Han bryder sig nemlig ikke om skadedyr, og har mange idéer til nye effektive insektgifte.
Som et andet gammelt ægteskabeligt par fornemmer man, at de går hinanden lidt på nerverne, og Martha virker ofte irriteret, især over hans mange idéer, så Torkild må ‘operere’ lidt i det skjulte og indleder derfor et samarbejde med naboen.
“Det kan godt være, at jeg har fået lidt mere temperament med alderen. Men jeg tror også, jeg har haft for lidt tidligere, så bliver man alt for let tromlet. Jeg kan godt lide mit nye temperament. Der er noget forløsning i at slå fra sig engang i mellem. Ikke at finde sig i alting. At forfølge sin egen dagsorden, hvis man ellers kan huske den.”
Samtidig har fortællingen en sidehistorie, idet Thorkilds bedrevidende storesøster Lilian er forsvundet for år tilbage og ingen ved, hvor hun befinder sig eller om hun er i live. Men vi forstår, at hun sidst er set sammen med Torkild, da de mødtes i en skov. Ved Torkild noget, eller værre – har han noget med Lillians forsvinden at gøre? Der gisnes og sønnen Tobias forsøger at få Torkild i tale… inden det måske er for sent.
Bogen er opdelt i 2 dele. I del 1 er det Torkilds stemme og vi får et indføleligt indblik i hans vigtige gøremål, overvejelser, springende tanker, idéer, og frustrationer. Vi forstår, at Torkild efterhånden har vanskeligheder med at begå sig i hverdagen, og at han har en egenlogik, andre ikke helt kan følge.
I del 2 er det sønnen Tobias, der forsøger at give faren hans stemme tilbage. Tobias sætter sig nemlig for at samle brudstykkerne i farens dagbogsnoter og her må han nøjsommeligt indføre de ord, faren undervejs har mistet…
Romanens stil er alvorlig og dramatisk på sin egen stille facon, for nok er hverdagen måske blevet kedelig og grå, men under overfladen lurer katastrofen og især er det netop alt det, der ikke bliver sagt, der for alvor skaber misforståelser.
Historien er en ganske fin skæbnefortælling, der for mange vil være genkendelig, når alderdom og en forvrænget virkelighedssans pludselig går hånd i hånd. Sprogligt er stilen nøgtern fortællende med et lille skvæt af tilpas sort humor, hvilket jo også ofte kan være befriende i det virkelige liv, når man skal ‘overleve’ og står i svære sygdomssituationer.
Undervejs kom jeg til at tænke på begrebet narrativ medicin, som jeg hørte beskrevet ved et foredrag for nogle år siden. Det handler om at klæde kommende læger bedre på i forhold til deres sociale og kulturelle forståelse for patienter og pårørende. Derfor har udvalgte skønlitterære sygdomsfortællinger fået plads i det medicinske pensum for netop at give de kommende læger et andet narrativ end det biologiske, hvilket forhåbentlig afstedkommer en mere nuanceret forståelseramme omkring den specifikke sygdom. Denne fine historie kunne jeg helt sikkert se på sådan en liste.
I 2020 udkom forfatterens første roman Pletfri, som jeg dengang også læste og anmeldte. Pletfri handler om samfundets syn på marginaliserede individer, skrevet i et mix af alvor og humor.
Du kan læse mere om forfatteren her – https://brændpunkt.dk/index.php/forfattere/
Døden kommer to gange får herfra 4 vigtige ⭐⭐⭐⭐/6 for en helt særlig fortælling, der vil skabe genklang hos mange og samtidig vil den kunne danne grundlag for gode snakke om kunsten ved eller måske nærmere balancen i på den ene side at vise og have respekt for de sygdomsramte og på den anden side at hjælpe sine medmennesker.
Tak til Forlaget Brændpunkt for anmeldereksemplar ✅
Anette
