Pletfri, af Peter Qvist

Forlaget Brændpunkt, udkom i november 2020, 195 sider

Som læser inviteres man ind i andres indre universer med fri adgang til deres tanker og følelser, og det er ofte en øjenåbende gave, hvilket denne bog med flere samfundsetiske tematikker lever op til. Forfatteren har nemlig skrevet en fin, og måske skæbnesvanger, socialrealistisk debutroman om samfundets syn på marginaliserede individer, skrevet i et mix af alvor og humor.

77-årige Knud bor alene i forstaden. Han har mistet hustruen Betty for et år siden, men Knud forsøger at bibeholde en form for åndelig kontakt til hende. Da han kommer hjem fra byen en dag, opdager han, at der har været indbrud og hunden Freja er væk. Knuds datter er ikke overbevist om rigtigheden af et indbrud og mener at farens realitetssans og hukommelse efterhånden spiller ham et puds. Og det med alderen fylder faktisk for Knud, der bl.a. fokuserer lidt rigeligt på nogle pletter på huden, som han ihærdigt forsøger at fjerne med et ildelugtende, hjemmelavet vidundermiddel.

“Han har set sig gal på de pletter og vil gerne have dem væk. Måske som et lille symbolsk oprør mod livets vilkår? Det er ikke kun fordi, de skæmmer. Han tager dem som et dystert varsel. Hver gang der opstår en ny plet, er det som at få en påmindelse om ælde og forfald. Og selvom han efter Bettys død ikke længere frygter døden, så gælder det om ikke at virke ældre end højst nødvendigt. Ellers ved man ikke, hvad de kan finde på at gøre ved én. Hvilke beslutninger, der vil blive truffet. Hvor man kunne blive anbragt.”

En dag opsøger den yngre og lyssky Birger Knud og han inviterer Knud med til et åndemøde, hvor Knud også møder bikeren Gustav. Det bliver begyndelsen på nye venskaber og anderledes oplevelser i livets efterår, hvor Knud pludselig føler sig set og mødt som et givende og hjælpsomt menneske. Men bliver hans godmodighed udnyttet? Opdager han, at der er en fare forbundet med det nye venskab? Gennemskuer han Birger? Er han ved sine fulde fem? Vi ved det ikke, men vi forstår hans bevæggrunde.

Knud og Birger er nemlig et umage par, der begge intet har at miste og deri ligger friheden og spændingen nok. Birgers parasitære adfærd og handlinger er klart umoralske, men da en ældre kvinde i nabolaget dør, udfordres man alligevel som læser på, hvorvidt hans handlinger er medmenneskelige eller for egen vindings skyld. Fortællingen kredser om vores selvbestemmelse, og det at være et menneske, som andre måske ikke længere har den store tiltro til. Men bogen handler også om, at vi mennesker indeholder flere sider og om, hvor godt vi egentlig kender vores nærmeste og deres ønsker?

Pletfri er en troværdig og meget fin fortælling om ældre og ensomhed. Og så udfordrer den læseren på etiske aspekter af samfundets syn på ældre og andre minoritetsgrupper. Er der ”pletter” vi ikke ønsker frem i lyset? Hvordan ser vi på vores ældre borgere, og hvordan forholder vi os til begyndende demente? Om afstand til voksne børn, og om det at befinde sig i den tredje alder, hvor livet får en anden dimension. Og om selvbestemmelse og selvtægt.

Vi følger de 2 hovedpersoner Knud og Birger, bortset fra et par få tilbageblik i tiden, over et par måneder i efteråret 2017, og vi befinder os i en forstad, hvor naboernes nysgerrighed og sammenhold forenes via en fælles facebookgruppe. Et lille lokalsamfund som med lovløshed og selvtægt også rummer og giver plads til en rockerborg. Hvem gør det rigtige og hvem har en pletfri moral?

Bogen kan anbefales til dig, der også var vild med Jens Petersens forlængede forår af Cecilie Overbye, som jeg tidligere har anmeldt her på siden.

Om forfatteren: Peter Qvist, f. 1955 i Skive. Uddannet læge i Århus 1983. Har foruden klinisk lægearbejde fungeret som lektor ved SDU og beskæftiget mig med forskning, ledelse og kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet. Efter mange års arbejde med sygdom og sundhed gik han på pension i 2017, hovedsageligt for at få tid til at beskæftige mig med andre interesseområder.

Har tidligere udgivet ”Med telt og fiskestang i 10 norske nationalparker” (2014), ”Fjeld- og vildmarksture” (2016), samt ”På næstsidste vers” (noveller, 2019).

Pletfri er en stille, men underholdende almenmenneskelig historie, som skaber samfundsrelevante refleksioner hos læseren og bogen får 4 pletfrie ⭐⭐⭐⭐/6.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar af forlaget Brændpunkt ✅

Anette