Dronninggambit, af Walter Tevis
Lindhardt og Ringhof, udkom i februar 2021, 352 sider
Original titel: The Queen’s Gambit. På dansk ved Mogens Cohrt
Let the play begin ♟
1. d4 d5
2. c4
En adopteret pige. En besættelse. Et skakgeni. Måske kan du spille skak, måske ikke… men måske vil du, som jeg, elske historien om den forældreløse Beth Harmon, der på Methuen Børnehjem lærer at spille skak af pedellen Mr. Shaibel.
En bog kan pludselig få et fantastisk come-back, hvis bogen filmatiseres, hvilket må siges at være tilfældet med romanen Dronninggambit, som oprindeligt udkom i USA i 1983.
Beth Harmon adopteres som 12-årig af det umage ægtepar Mr. og Mrs. Wheatley. Mr. Wheatley er faktisk slet ikke interesseret i at adoptere et barn, og Mrs. Wheatley dulmer de sårede følelser med alkohol og piller. Beth falder heller aldrig til i det sociale liv blandt andre unge piger, måske fordi hun allerede føler sig anderledes og tidligt oplever at være besat af skakspillet. Et frirum, hvor hun opnår en følelse af kontrol.
Venskabet med den lidt ældre og modne Jolene, som hun lærer at kende på børnehjemmet, og de unge skaknørdede fyre er, udover Mrs. Wheatley, det nærmeste hun kommer en familie.
Adoptivforældrene er således ikke ubetinget begejstret for hverken Beth eller hendes specielle interesse, så da hun ønsker at deltage i en skakturnering skriver hun et brev til pedellen Mr. Shaibel for at låne fem dollars til at betale deltagerhonoraret til en lokal turnering og … 💸
…det bliver starten på en skakkarriere, hvor Beth baner vejen som kvindelig skakspiller i en mandsdomineret verden, og nerverne undervejs bekæmpes med beroligende medicin og alkohol. Dæmonerne får ekstra groplads, da Mrs. Wheatley dør og Beth føler sig for alvor alene og presset øges, da hun pludselig står ansigt til ansigt med den russiske skakmester Borgov.
Historien foregår i 1950’erne og denne tid og miljøet omkring skakverdenen er formidabelt beskrevet, samtidig med nogle meget fine karakteristikker af både Beth og de få venner, hun omgås. Som læser får du mange forskellige tematikker præsenteret udover selve skakemnet. Bogen handler om sorg, adoption, kontrol, ensomhed, feminisme, afhængighed, håb og drømme. Om at klare sig selv og om at kæmpe mod alle odds.
Selvom enkelte passager kan være lidt skaknørdede at læse, hvis man ikke kender til reglerne, så er skakscenerne alligevel skrevet ret forklarende og underholdende og man behøver faktisk slet ikke fatte skakspillet for at blive fuldstændig opslugt af denne rørende historie om den indadvendte pige, der kæmper mod egne dæmoner og mod følelsen af utilstrækkelighed.
At Lindhardt og Ringhof vælger at genudgive Walter Tevis’ roman med forsidefoto fra successerien på Netflix er forståeligt. Jeg er helt vild med denne nye udgave og elsker det insisterende og dragende udtryk skuespiller og hovedrolleindehaver Anya Taylor Joy har… 💜
Jeg så først serien på få dage og var meget begejstret, så modsat hvad man plejer at frygte ved en filmatisering af en bog, så frygtede jeg at bogen ikke var lige så god, men sjældent har jeg oplevet at en filmatisering har ramt så spot on i forhold til både handling og stemning.
Mon dit næste træk bliver at læse bogen…♟?
Om forfatteren: Walter Stone Tevis (1928-1984) var en amerikansk roman- og novelleforfatter. Tre af hans seks romaner blev tilpasset til store film: The Hustler, The Color of Money og The Man Who Fell to Earth. En fjerde, dette skønlitterære værk, The Queen’s Gambit, blev tilpasset til den nu meget kendte miniserie med samme titel, og havde premiere på Netflix i 2020.
Jeg elskede simpelthen serien og nød bagefter bogen i fulde drag, så herfra kommer 5 Dronninge-⭐⭐⭐⭐⭐/6.
Tak til forlaget Lindhardt og Ringhof for anmeldereksemplar ✅
Anette