Dybeste mørke skjuler mit ansigt, af Søren Baastrup
Forlaget Grønningen 1, udkom i juni 2023, 416 sider
Omtale/ Uopklarede drabssager 👮♂️🚓
Når en mordsag ikke opklares, kan det skyldes mange faktorer, men heldigvis er det sjældent i dag, for en manglende opklaring må være noget af det mest opslidende, både for de efterladte og for politiet. I bogen ‘Dybeste mørke skjuler mit ansigt’ erfarer vi også, at sådanne uopklarede sager kan ‘forfølge’ en politimand helt frem til egen død.
Journalist Søren Baastrup gennemgår i denne nye True Crime bog systematisk 12 uopklarede mordmysterier af ældre dato.
Det er sager, hvor bevisbyrden ikke kunne løftes, men hvor sagen nok alligevel er ret åbenlys og sager, hvor politiet fra start har ‘sovet i timen’. Det er sager, der stadig står uvisse hen, men allermest uhyggeligt er det, at flere sager viser sig at have sammenfaldende hændelser, der sandsynliggør chancen for at samme gerningsmand har været på spil.
Baastrup er ingen novice i True Crime genren, og sagerne er heller ikke tilfældigt udvalgt. Bogen er velskrevet, faktabaseret og oplysende med fokus på det store politi- og efterforskningsarbejde, der sættes i gang, når den ultimative forbrydelse er sket.
Baastrup har også vinklet bogen historisk, således vi får et indtryk af i hvilken tid, forbrydelsen er sket. Men det er især tankevækkende, hvor mange detaljer, politiet skal forholde sig kritisk til og at offentligheden både kan være en med- og modspiller; det sidste når mange henvender sig med falske forklaringer blot for at gøre sig selv interessant.
Baastrup er grundig og går i dybden med de 12 mordmysterier med respekt for de implicerede og eneste kritikpunkt er blot at sagerne jo forbliver uopklarede, for så meget håber man på, at ofret i det mindste får retfærdighed i deres eftermæle. Nogle svar findes dog og der er heldigvis flere af sagerne, hvor opklaring og sandhed næsten går hånd i hånd… 👍
Reklame/ Tak til forlaget Grønningen 1 for tilsendt eksemplar 🙏
Anette