GÆSTEANMELDELSE
En håndfuld grus i andedammen, af Jens Smærup Sørensen
Forlaget Grif, udkom i maj 2021, sider
Min far, Peter Mouritzen, har på hans facebookside – Det Læsende Pindsvin – skrevet følgende omtale af Jens Smærup Sørensens nye bog:
Jens Smærup Sørensens ny bog – En håndfuld grus i andedammen – er udgivet i anledning af forfatterens 50-års forfatterjubilæum og 75-års fødselsdag. Det drejer sig om en række artikler, der tidligere har været trykt, men i denne sammenhæng er redigerede. En enkelt er ny, den sidste i bogen, om Det Danske Akademis historie, stiftelsen med Karl Bjarnhof som primus motor beskrives som lidt af en farce; artiklen indeholder også Smærups personlige begrundelse for at forlade akademiet, som det er fremgået af pressen krakelerede den gamle institution på grund af interne stridigheder. Der kom grus i andedammen, der.
Og gruset i andedammen er et bærende motiv i bogen. Den begynder med den første traktor på landet i 50´erne, den kommer rullende ind på gårdspladsen og varsler nye tider. En vandring fra land til by. En opløsning af faste værdier, som var kendetegnende for landbrugskulturen. Et kulturskifte. Smærup er skarp og præcis, når han beskriver skiftet fra den gamle tid med bondelandet som det samfundsbærende stabile til industrisamfundets mere anarkistiske livsstil. Han er selv opvokset på landet, i den lille by Staun ved Nibe ved Limfjorden. Om det kan man læse i hans tidligere erindringsbog – `Jens´. Grus i andedammen kom der også i litteraturen. Jens Smærup beskriver tiden i 70´erne, da han gav hånt om Gyldendals forventninger om, at han ville kunne skrive en traditionel, realistisk roman efter sin lovende debut som lyriker med `Udvikling til fremtiden´, 1971. Det blev ikke den fremtid, der blev forfatterens. I stedet skrev han den eksperimenterende roman `At ende som eneboer´, som Gyldendal ikke ville have, den kom i stedet på Arena, der på det tidspunkt var toneangivende med hensyn til litteratur, der ikke tog hensyn til kommercielle interesser. Den ny franske bølge i litteraturen blev præsenteret på det forlag under ledelse af den legendariske K.E. Hermann, og Jenses bog blev taget under vingerne af en af tidens markante litterater, Niels Egebak, der anbefalede bogen til hurtig udgivelse efter en lynhurtig læsning – og debutromanen udløste både Statens Kunstfonds tre-årige arbejdsstipendium og akademiets Otto Gelsted-pris.
Den ny bog af Smærup indeholder også sublime læsninger af andre forfattere. Ewald, Grundtvig, Pontoppidan – men også nyere som Højholt, Helle Helle – og Knud Sørensen, der som Jens jo også har beskæftiget sig med revolutionen i bondelandet. Det er læsninger, der sine steder er intellektuelle, så det vil noget, især Pontoppidan, men også lystige, når Jens skriver om Aakjær, slår han nærmest gækken løs, men det gjorde Aakjær jo også. De korresponderer. Finest er det måske, at Smærup tager fat i et overset – og i nyere tid ugleset forfatterskab, nemlig Jakob Knudsens. Knudsen var mildest talt ikke velset af modernisterne, som i mange år sad på magten i dansk åndsliv. Men Jens giver Knudsen en oprejsning. Husker engang, at jeg talte med forfatteren om fortællingen `Michael Kohlhaas´ af Heinrich von Kleist, og Jens replicerede – belæst som han er – at det var akkurat det samme, der var på spil hos danske Jakob Knudsen: En beskrivelse af bondens retfærdighedssans og stædige sind.
Èn håndfuld grus i andedammen´ er en bog med mange perler. Alle ved, at Jens er en betydelig forfatter, måske færre ved, at han er en litterat af klasse, og måske er der ikke så mange, der ved, at han også er humorist. Det kan man alt sammen iagttage i denne fine jubilæums- og fødselsdagsudgivelse.
Tillykke Jens med udgivelse, fødselsdag og jubilæum 🤗
