Farvel til Panic Beach, af Sara Stridsberg.

C&K Forlag, udkom i september 2025, 464 sider.

Originaltitel: Farväl til Panic Beach. Oversat til dansk af Birgitte Steffen Nielsen og Ellen Boen.

‘Farvel til Panic Beach’ af svenske Sara Stridsberg blev julens læseoplevelse her ved mig

“Da jeg var barn, sagde man, at det var Lille Bjørn, der beskyttede de små. Den kraftigst lysende stjerne i Lille Bjørn var Nordstjernen,… eller Faderstjernen, det er den stjerne, som menneskene har navigeret efter i årtusinder. Uden en sådan stjerne i sit liv bliver man fri, men også ret ensom og vildfaren.”

I Stjärne slægten er der, trods navnet, ingen Faderstjerne og gennem fire generationer er vi vidne til nedarv af alkoholisme, svigt og psykisk sygdom.

Da fortælleren Nina mister sin 16 år yngre halvsøster Eddie til selvmord, skuer hun tilbage i familiehistorien for at forstå sig selv og familiens mønstre.

“Hvis du havner i en blindgyde, så skal du bare gå tilbage til begyndelsen.” Et råd, vores hovedperson Nina har fået, og det gør hun så… med barnets blik. For alle de voksne har engang været børn, der selv er blevet svigtet. Børn, der klarer sig på trods fordi de går på eventyr i livet og må lære at løse problemerne selv.

Og det er som om at tragedie og komedie her går hånd i hånd, som Ninas skuespillerveninde Helena, der på én og samme dag må jonglere mellem at spille Shakespeares ‘Kong Lear’ og Tjekhovs ‘Kirsebærhaven’ –

‘Farvel til Panic Beach’ er en storslået familiesaga, der begynder i starten af 1900-tallet i Stockholm. Det er en indlevende fortælling om ensomhed, savn, om at vente og om at elske dem, der svigter. Den kræver koncentration af sin læser, og faktisk endte jeg med at tegne et stamtræ for at kunne holde styr på alle personerne for historien springer i tid og er ikke kronologisk fortalt.

Mest af alt er det Ninas historie om at vente på en far helt til det sidste, og bogen bliver et forløsende farvel til de erindringer fra ‘barndommens strand’, der både er smertelige og smukke.

Bogen var et kviklån fra biblioteket –

Anette