Ferielæsning 🌞

Reklame / FERIELÆSNING 🌞

Sommeren er over os, og jeg har samlet en stak bøger til sommerlæsning. Måske en anelse optimistisk, men så er der jo lidt at vælge efter, alt efter humør eller vejr, som man jo aldrig kan vide sig helt sikker på her i Danmark.

”Jeg er pilgrim” er en thriller/spændingsroman, som er blevet rost til skyerne af anmeldere, men også af andre krimiforfattere. Det er debutromanen af ​​den tidligere britiske journalist og manuskriptforfatter, Terry Hayes, og bogen udkom i 2013. Jeg fandt den på bogudsalg, og plottet tegner sindssygt omfattende og spændende, og en filmatisering skulle være på vej..

Handling: Er det muligt at begå den perfekte forbrydelse?

En kompromisløs international sammensværgelse fører til et halsbrækkende kapløb mod tiden. En anonym ung kvinde findes dræbt på et nedslidt hotel på Manhattan. Alle kendetegn er ætset væk. En far halshugges offentligt i den brændende saudiske ørkensol. En berygtet syrisk biotekekspert får skåret øjnene ud på en losseplads i Damaskus. De sidste rester af et menneske brænder ud på en bjergside i Afghanistan. Ét spor forbinder forbrydelserne, og kun én mand kan drage ud på rejsen. Pilgrim.

Om forfatteren: Terry Hayes (f. 1951) har skrevet og produceret en række film i Hollywood, inden han skrev Jeg er Pilgrim, som er blevet en international bestseller med udgivelse i mere end 30 lande. Terry Hayes arbejder på opfølgeren, der udkommer til august på engelsk. Han bor i dag i Schweiz med sin kone og fire børn.

🌞

”Hvor flodkrebsene synger” er en hjerteskærende opvækstroman, en fortælling om et muligt mord og en stærk kærlighedshistorie. Jeg gav den til min mor i julegave, og hun gav den til min søn, der nu har givet den til mig. Min mor skrev følgende: En dejlig læseoplevelse, der har gjort stort indtryk. Ikke mindst i disse tider, hvor coronaens gru fylder vor hverdag. Her er der tale om et barns ensomme kamp for overlevelse og uden klynken. Intet sundhedsvæsen, som støtter. Ingen lærere, som hjælper og viser vejen for lærdom men ren og skær et behov for at overleve med små midler og i tæt kontakt med naturen. Kan varmt anbefales.

Handling: Kya Clark er den vilde pige, ”marskpigen”. Hun vokser op i 1950’erne i en hytte ude i sumpskoven ved ​​North Carolinas kyst. Hendes mor og fire ældre søskende forlader en efter en hjemmet, så hun til sidst er alene med sin voldelige far. En dag forsvinder han også.

Herefter er hendes liv en ensom kamp for overlevelse i en verden, der kun har foragt tilovers for sumpens fattige folk. En enkelt skoledag i den nærliggende landsby er alt, hvad det bliver til for Kya, som møder barfodet og pjaltet op og straks bliver genstand for de andre børns hån og mobning.

Men Kya er ikke, som de tror. Hun er følsom og intelligent og har overlevet i årevis alene ude i den sumpede marsk, som hun betragter som sit hjem. Hendes forhold til naturen er både videbegærligt og nysgerrigt og samtidig selve omdrejningspunktet og forankringen i hendes tilværelse. Men der kommer en tid, hvor Kya længes efter at elske og blive elsket. Da to unge fyre bliver grebet af hendes vilde skønhed, åbner Kya sig for et nyt kapitel i livet – indtil det utænkelige sker: Den lokale skørtejæger bliver fundet død uden for byen – og straks mistænker de lokale Kya for at være involveret i dødsfaldet.

Om forfatteren: Delia Owens (f. 1949) er amerikansk zoolog og medforfatter til tre internationalt populære fagbøger om sit liv som vildtforsker i Afrika. Hun bor i dag i Idaho. HVOR FLODKREBSENE SYNGER er hendes debutroman og blev årets helt store roman-overraskelse, da den udkom i USA i august 2018. Lige siden har den ligget øverst på de amerikanske bestsellerlister og slår alle salgsrekorder med et samlet salg det første år på over tre millioner. Bogen er under udgivelse i fyrre lande, heriblandt Norge, Sverige og Finland.

🌞

Engang imellem bliver jeg kontaktet direkte af forfattere, der spørger om jeg vil læse og anmelde deres bog. Det glæder mig, og jeg vil hjertens gerne støtte op om at nye forfattere kan få deres budskab ud til læserne, og især har jeg svært ved at sige nej, når emnet omhandler psykisk sygdom. Derfor har jeg sagt ja til at læse ”YATZY”, der hudløst og ærligt skitserer, hvordan et døgn i et maniodepressivt sind – med de svingninger som dette kan indebære – ser ud.

Handling: Fortælleren beskriver poetisk, hvordan han fra sin vindueskarm midt på Amager betragter menneskerne fare forbi, imens alt andet stadig går sin gang. Der er tid til detaljer og små tilfældige episoder, som det blotte øje måske ikke altid ser.

Fortælleren mindes herfra et døgn sidste sommer. Her møder han den hjemløse Jon i både virkelighed og drøm. Dette møde skal vise sig at være skelsættende, for også fortælleren gemmer på hemmeligheder, som han ikke havde regnet med skulle se dagens lys.

Om forfatteren: Mikkel Guldager (f. 1977) er cand. mag. fra Københavns Universitet, og han belyser forskellige identitetsspørgsmål i munter, livlig og frimodig stil, imens han skriver om eksistenser som lever på kanten af samfundet. Mikkel Guldager skriver desuden selv fra et perspektiv som bipolar affektiv (maniodepressiv), hvorfor prosa og melodi udfoldes i Mikkels helt egen skrivestil.

Bogen er anmeldereksemplar, tilsendt af forfatteren.

🌞

”Lone Star” er en erindringsroman om familie og tilhørsforhold og om at overvinde enorme afstande. Om at være levende og om at se og forstå – og elske alligevel. Jeg er lige nu i gang med at læse ”Huset uden ende”, af samme forfatter, hvor hun i essay form filosoferer over egne rødder, andres skæbner, litteraturen og en dykken-ned i de mord, der blev begået i hendes amerikanske fars hus.. og jeg vil læse mere..

Handling: Da Mathildes stedfar dør, plages hun af spørgsmålet om hvad der vil ske, hvis hendes egen far dør ovre på den anden side af Atlanten. Vil der være nogen som ringer? Af skræk for at fortiden skal gå til grunde i hendes erindring, går hun i gang med at skrive den bog om sin far som hun altid har vidst at hun skulle skrive.

Det er historien om en far og en datter og om alt det der adskiller dem – havet, sproget og en stedmor af mytologiske dimensioner. Og om tiden der nådesløst går. En dag er vi voksne, og barndommen ligger uigenkaldeligt bag os, fuld af huller og ting vi fortryder.

Men faren er endnu levende, og datteren har masser af vilje. De mødes på hans fødeegn i Texas. Kan hun gøre slægtens sted til sit eget? De besøger slægtninge, døde som levende. Texas’ historie filtrer sig sammen med familiens. Der vokser et landskab frem. Tiden bliver langsom. De sidder på verandaen i hver sin gyngestol og ser himlen sortne …

Om forfatteren: Mathilde Walter Clark (f. 1970) er kandidat i dansk og filosofi fra Roskilde Universitet og New York University. Hun debuterede i 2004 med romanen Thorsten Madsens Ego. Hun har siden udgivet to samlinger af fortællinger, Tingenes uorden (2005) og Grumme historier (2011), samt Don Juan-romanen Priapus (2010). Mathilde Walter Clark har modtaget Statens Kunstfonds treårige legat.

Bogen er anmeldereksemplar, tilsendt af Politikens Forlag.

🌞

”I Know Why the Caged Birds Sings” har opnået klassikerstatus og betragtes som Maya Angelou’s hovedværk. Jeg hørte første gang om Maya Angelou under min uddannelse til psykiatrisk specialsygeplejerske, og købte efterfølgende erindringsbogen i USA. Jeg har haft den liggende længe og har også været i gang, men jeg læser ikke særlig rutineret på engelsk og derfor er jeg ikke kommet i mål med den, men nu skal det forsøges igen og ellers kan jeg glæde jer med at bogen faktisk udkom på dansk sidste år – 50 år efter originalen. Men som anmelderne skrev for et år siden, var den værd at vente på.

Handling: Maya Angelou’s gribende erindringsbog om at vokse op som sort pige i 1930’ernes amerikanske sydstater i et stærkt raceopdelt miljø, hvor de sorte udsættes for had og ydmygelser. Om en barndom med skiftende hjem og med forældre uden kræfter til at være forældre. Om at gå gennem uretfærdigheder og overgreb, men alligevel rejse sig og finde styrke til at gøre sig fri af sin sociale arv. Bogen lå på bestsellerlisterne i to år efter udgivelsen i 1969 og er stadig en elsket klassiker over hele verden. Den usminkede skildring vakte stor forargelse i visse kredse og er en af de bøger, der hyppigst er ønsket fjernet fra bibliotekshylderne. Den er ikke tidligere udgivet på dansk.

Om forfatteren: Maya Angelou (1928-2014) var en amerikansk poet, forfatter, skuespiller, instruktør og aktivist. Hun vandt utallige priser og honorarer og var bl.a. nomineret til en Pulitzerpris for sin roman ”I Know Why the Caged Bird Sings”.

🌞

”Jeg tog ned til bror” er en sort, rå, voldsom og øm fortælling. Med uovertruffen humor og varme lader Smirnoff os opleve selve livet i sit helt eget særegne og betagende sprog.

Handling: I Smalånger, en landsby i Västerbotten i det nordlige Sverige, er alt næsten som det plejer. Jana er kommet hjem for at besøge sin tvillingebror, der er ved at drikke sig ihjel. Moren ligger syg på plejehjemmet efter et slagtilfælde, og faren er død. Maria, hver mands glæde i den lille by, er fundet død ved savmøllen, og det lille samfund syder af rygter. Hendes mand, John, er flyttet ind i et nedlagt hus, hvor han maler.

Jana beslutter sig for at blive. Hun får et job som hjemmehjælper og starter en affære med John, der er ligeså intens som han er psykisk ustabil. Hans malerier vækker uundgåeligt fortiden til live. Et mistet barn. Hvordan Jana forsøgte at slå sin far ihjel med en høtyv. Hvordan Bror til sidst lykkedes med det, og blev taget fra hende.

Om forfatteren: Karin Smirnoff (f. 1964) er en svensk iværksætter / forfatter og romanen er hendes debut. Den fik en overvældende modtagelse, blev nomineret til den prestigiøse Augustpris og modtog de svenske boghandleres Book of the Year Award. Det er første del af Jana Kippo-serien (trilogi), der er solgt i mere end 350.000 eksemplarer i Sverige.

Bogen er anmeldereksemplar, tilsendt af Politikens Forlag.

God sommerlæsning – Anette 📚🌞

Skriv et svar