Folkets skønhed, af Merete Pryds Helle

Lindhardt & Ringhof, 2016, 432 sider.

Denne roman er af ældre dato (2016), men min læseoplevelse er ny, så selvom mange måske allerede har læst romanen, så fortjener den alligevel et par ord mere med på vejen. Med denne anmeldelse håber jeg derfor at kunne overbevise de af jer, der stadig har denne roman til gode, til at gå i gang med denne familiehistorie fra Langeland.

Folkets skønhed er skrevet af Merete Pryds Helle, og er forfatterens slægtskrønike. Den foregår mest på Langeland og starter i 1930’erne, men vi følger familiens liv op gennem tiden.

Marie vokser op i et meget fattigt hjem, hvor tæsk er dagligdag, børnene er mange og sult en præmis. Vi lærer det lille samfund i Tryggelev godt at kende og her hersker rangorden, fordomme og farens strenghed. Næsvished eller spørgsmål besvares med en lussing og incest er magtdemonstrationer overfor børnene, der ikke stiller spørgsmålstegn ved disse overgreb.

Da faren pludselig bliver syg, kommer Marie ud at tjene, hvilket bliver hendes vej væk fra hjemmets kvælende vægge. Marie forelsker sig i Otto med de blå øjne, og selvom de arbejder sig op fra arbejderklassen, ud af fattigdommen og flytter til hovedstaden, så føler Marie sig aldrig helt tilpas i rollen som hjemmegående husmor. Hun føler sig aldrig helt fri, og er stadig fanget af Langelands besnærende favntag, og må samtidig finde sig i Ottos lunefulde sider.

Titlen ”Folkets skønhed” hentyder til et maleri, faren har købt af Hans, der har været i Holland. Billedet er signeret med Vincent og forestiller to kvinder, der ses bagfra, mens de samler kartofler op på en mark. Moren mener, at billedet er uanstændigt og at kunstneren skulle have malet de to kvinder forfra, og maleriet må vige pladsen, når mormoren er på besøg. Uanfægtet af maleriets signering opfatter Marie dog de lyse farver og billedet får en særlig betydning for hende; en form for udlængsel.

Sproget flyder flot og naturligt, og miljøet er så malerisk beskrevet, at man mærker sulten, naturen og føler lussingerne og den smerte, Marie gang på gang bider i sig. Det er så autentisk skrevet og læsningen en litterær tidsrejse, som er en klassiker værdig.

Bogen har velfortjent høstet flotte priser i form af De gyldne laurbær samt Politikens Litteraturpris i 2016. Ydermere blev den nomineret til Weekendavisens litteraturpris samt til DR Romanprisen. Så egentlig taler dette jo for sig selv.

Folkets skønhed er, enkelt sagt, en fantastisk slægtskrønike og et stykke must-read danmarkshistorie, som virkelig fanger dig fra første side.

Endnu en roman fra forfatterens hånd er ”Vi kunne alt” (2018), som er den selvstændige fortsættelse af, hvor ”Folkets skønhed” slutter. Den starter i 1970’erne og foregår inde hos familiens Pryds’ naboer, hvor en anden historie udspiller sig. Den er fluks kommet på min ønske-læse-liste.

Jeg er ramt lige i hjertekulen af denne barske, voldsomme og længselsfulde roman, og kvitterer med 6 skønne⭐⭐⭐⭐⭐⭐ /6.

Anette