Forfatter “interview”
- med Rikke Dahl
Hvordan får man modet til at kaste sig ud i det som ny krimiforfatter? Hvordan griber man det an rent praktisk og ligger man søvnløs i månedsvis? Det og meget andet kan du få svar på i dette indlæg, hvor jeg stiller nysgerrige spørgsmål til debutforfatteren Rikke Dahl, som den 28.3.19 udkom med krimien ”Som om vi aldrig rigtigt fandtes” på Turbine forlaget.
Jeg har med begejstring læst hendes bog, og i den forbindelse skrevet lidt med Rikke og jeg blev nysgerrig og fik lyst til at stille nogle flere spørgsmål. Så jeg spurgte hende simpelthen, om hun var frisk på at svare, og det var hun.
Spørgsmålene og hendes svar vil jeg her dele med jer andre, hvilket Rikke selvfølgelig har givet tilladelse til. Håber I har lyst til at læse med, og jeg kan røbe, at hun til sidst løfter lidt af sløret omkring handlingen af hendes næste krimi 😲
1. ”Som om vi aldrig rigtigt fandtes” er din debutroman. Jeg er altid meget imponeret, hver gang en debutforfatter vover pelsen. Jeg har den dybeste respekt herfor, for jeg tænker det må være angstprovokerende og nervepirrende at sende ”sit barn” ud på bogmarkedet! Hvad var din motivation og hvordan fik du modet til at springe ud i det som forfatter? Hvis det krævede mod?
Svar: Det hele er lidt sært, for egentlig var bogen et lillebitte sideprojekt, der voksede sig væsentligt større, end jeg havde regnet med. Jeg havde fået en idé til en ungdomsgyser, som jeg skrev på. Sådan en rigtig spøgelseshistorie med genfærd og onde ånder og det hele. Som barn og teenager lappede jeg sådan noget i mig, og derfor syntes jeg, det kunne være sjovt at prøve det selv. Jeg var midt i redigeringsprocessen og havde egentlig ikke tid til at arbejde så meget på den, fordi jeg underviste så meget, men så en aften kom idéen pludselig til noget helt nyt. Jeg skrev plottet ned på én aften, altså bare som punkter, men det er jo sidenhen blevet ændret rigtigt meget. Og så begyndte jeg ellers at arbejde mig fremad. Jeg havde styr på begyndelsen og styr på slutningen, men alt det i midten krævede en del arbejde. Og langsomt blev det så bare til den historie, der nu foreligger. Det krævede ikke det helt store mod, da jeg overhovedet ikke regnede med, at den ville tiltrække nogen særlig opmærksomhed. Det er virkelig overvældende, at så mange har vist interesse for den.
2. Handlingen foregår jo blandt unge i gymnasietiden. Hvor kom idéen til plottet fra?
Svar: Hvis man ser på det sådan sideantalmæssigt (findes det ord?), så foregår det meste af handlingen jo i nutiden, hvor bogens personer er blevet voksne og ser tilbage på deres ungdom. Jeg tror, det var det, der interesserede mig. Hvordan fortiden forandres, når man ser på den med nutidens øjne. Min mandlige hovedperson, Micki, har nogle meget fastlåste idéer om, hvordan hele verden var dengang. Dem får han jo revideret på det kraftigste. Den enkeltes fortolkning af verden korresponderer ikke altid med den faktiske virkelighed, og historier forandrer sig, når man ser dem fra nye vinkler. Det er vel egentlig dét, som er bogens tema, tror jeg. Her var det nærliggende at bruge ungdomstiden som omdrejningspunkt. Det er i dén alder, man virkelig forsøger at få styr på verden, samtidig med at man i virkeligheden er ret usikker på det hele. Samtidig bevæger mange sig rundt i ret faste grupper og kliker på en anden måde, end man gjorde, da man var barn. Vennerne erstatter på en måde familien, for det er dem, du identificerer dig med. Man vil for alt i verden ikke være som sine forældre, så i stedet spejler man sig i de jævnaldrende. Men hvad sker der, når dem du spejler dig i, er ligeså usikre og identitetssøgende? Alt det ”faste”, man søger, er – når alt kommer til alt – meget ”ufast”, og i nogle tilfælde kan det jo have fatale følger.
3. Bogen har jo faktisk mange hovedpersoner (jeg tror, jeg talte til mindst 14, selvom ikke alle personer har lige meget taletid) og den er også lang. Hvordan holder du rent praktisk styr på karaktererne og handlingen, som jo skal afstemmes og afsløres i den rigtige rækkefølge?
Svar: Jeg havde en masse ark papirer, som jeg skrev ned på. Og der var også tider, hvor jeg virkelig bandede over det. Uden at afsløre for meget, kan jeg vist godt sige, at der er sådan et ”opsamlingsafsnit”, der ligesom opsummerer den historie, vi hidtil har hørt fra mange forskellige vinkler. Dér skulle jeg virkelig holde tungen lige i munden, for det hele skulle jo passe sammen. Heldigvis havde jeg gode testlæsere, der lige kunne påpege, hvis noget var skævt. Og senere fik jeg jo en redaktør, som også var god til at spotte de mindste ting. Vi morede os en del undervejs. ”Kan jeg ikke bare lade alle personerne dø på side ti?” skrev jeg engang til hende, da jeg virkelig havde fået nok. ”Okay, så,” svarede hun. Det var en temmelig uhøjtidelig proces. Vi fandt også på en masse platte alternative titler til bogen. Det gjorde det lidt nemmere at holde modet oppe. Selv om handlingen måske er en smule dyster, var det ikke en dyster oplevelse at skrive den.
4. Jeg (og Gunnar Staalesen – norsk forfatter) har jo rost kompositionen i bogen og du skriver levende og naturligt. Hvor kommer dit talent fra? Måske har du altid skrevet?
Svar: Uuuh, det ved jeg ikke rigtigt. Jeg har jo beskæftiget mig med litteratur gennem mit studie, og dér lærer man jo en del om komposition og fortælleteknik. Jeg havde en forrygende underviser, der desværre er død nu, men han gik enormt meget op i det med hvilken vinkel, man fik fortalt tingene fra osv. Det syntes jeg var spændende, men dengang havde jeg absolut ingen planer om at skrive en roman. Jeg ville gerne arbejde med litteratur, men uden tvivl lade andre om at skrive den.
Jeg skrev masser af historier som barn. Jeg gik på en skole, hvor vi hver fredag skulle aflevere en historie, vi selv havde skrevet. Mine var altid frygtelig blodige og meget dramatiske. Og flere af dem foregik i det ydre rum! Men det holdt jeg op med, da jeg blev de der 12-13 år, hvilket nok var meget godt. Nogle af dem var virkelig åndssvage. De fleste af dem, faktisk…..
Men så fik jeg lyst til at prøve igen, og det var så med den young adult gyser, jeg talte om i starten. Men så var det, at jeg pludselig fik en ny idé. Så nej, jeg har ikke altid skrevet skønlitteratur, langt fra endda. Det er en barndomsinteresse, der er taget op igen, kan man sige. Young adult gyseren er lige på pause, men jeg vil gerne skrive til den aldersgruppe.
5. Jeg forestiller mig, at man indimellem ligger søvnløs i sådan en proces? Hvad har været den største udfordring?
Svar: Man kan godt være lidt søvnløs, når man ikke lige synes, at tingene hænger sammen på den måde, man gerne vil have det til, men heldigvis er jeg rigtig god til at stå op og se tv-serier, hvis jeg ikke kan sove, hehe. Men i dagene op til udgivelsen var jeg da spændt! Det kunne jo være, at folk slagtede mig totalt. Det er der ingen der har gjort endnu, men det kan jo være, det kommer. Men jeg tager tingene meget stille og roligt.
Den største udfordring var at oprette en Instagramprofil! Men det er jo superfedt, at folk man ikke kender, skriver til en og fortæller, at de synes, bogen er god. Jeg synes, jeg har lært en masse nye mennesker at kende, selv om jeg endnu ikke har mødt dem i det virkelig liv. Men det kommer jeg måske til. Det bliver sjovt at møde folk, f.eks. på Krimimesse og lignende.
6. Hvem er du selv inspireret af og er der en særlig bog, du vil anbefale andre læsere?
Svar: Den er svær! Jeg har ikke én, jeg kan pege på og sige ”han/hun har haft en helt særlig betydning.” Jeg tror snarere, at jeg blander alting lidt sammen. Også rent genremæssigt. Jeg skrev f.eks. speciale om, hvilken indflydelse Hawthorne og Melville har haft på nogle nyere amerikanske forfattere, men jeg kan jo slet ikke skrive ligesom nogle af dem. På samme måde var jeg i sin tid helt på halen over Dostojevskijs Forbrydelse og straf, som jeg selv påstår er en krimi. Så er jeg helt vild med Flannery O’Connors noveller! Hendes romaner siger mig ikke nær så meget, men novellerne er fabelagtige. Nåh, det lyder, som om jeg kun læser gammelt stof. Det er ikke tilfældet, for jeg læser masser af nyt. Lige nu er jeg i gang med Jennifer Egans Manhattan Beach, og så er jeg ret fascineret af den spanske forfatter Javier Marias. Han har skrevet thrillere, der så alligevel ikke er traditionelle thrillere, og det er fedt! Jeg har slet ikke de her folks talent, men jeg kan godt lide at læse dem. Og så læser jeg også både sci-fi og gangstertegneserier, så det er virkelig en blandet landhandel. Min kæreste sagde engang, at jeg altid ser ”skingre, dystre serier” på tv. I det tilfælde var der tale om Black Mirror og den tyske serie DARK, som jeg var fuldstændig vild med.
7. Du har fortalt, at du er godt i gang med den næste spændingshistorie, og jeg glæder mig helt vildt. Også her fornemmer jeg, at der er et mysterium, der skal opklares? Kan du mon røbe lidt?
Svar: Tak. Og ja: Den handler om en tidligere fodboldspiller, der forsvinder sporløst. Den foregår også i en navnløs provinsby, og igen er der en masse folk, der involveres. Fodboldspilleren var i gang med optagelserne til en dokumentarfilm om ham, og i den forbindelse er filmholdet ved at rekonstruere hans barndom og ungdom ud fra noget af det, han selv og hans venner fortæller. I den forbindelse benytterinstruktøren sig af lokale unge, der skal spille de dramatiserede scener. Men så forsvinder hovedpersonen altså. Og lidt efter forsvinder en af de piger, der medvirker i dokumentarfilmen. Den er bygget op på en lidt anden måde end ”Som om vi …..”, men igen handler det om fortid versus nutid og om problematiske relationer mennesker imellem. Denne gang tager jeg lidt mere fat i temaet omkring klasseforskelle blandt både børn og voksne. Det handler min første bog ikke så meget om. Men her får den altså hele armen med, hvordan nogle har privilegier, som andre ikke har. Så må jeg håbe, der er nogen, som har lyst til at læse den 😊
Info: Rikke Dahl er cand. mag. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Hun har tidligere skrevet for Dagbladet Information, Tidsskriftet Vagant samt Dansk Noter. Hun underviser i dansk og amerikansk litteratur på Folkeuniversitetet i Århus, har private elever og oversætter artikler fra norsk til dansk.
Tusind tak til Rikke for at bruge tid på mine spørgsmål. Håber I nød at læse med. Og det med instagram klarer hun altså ret godt – hun hedder @rikke_dahl_ 😊 hvis du har lyst til at følge hende der.
”Som om vi aldrig rigtigt fandtes” fik 6 velfortjente stjerner af mig og selve anmeldelsen af krimien kan du læse her.
Selvom du ikke almindeligvis er til krimi, kan du sagtens læse denne, da det mere er en psykologisk spændingshistorie med dybe hemmeligheder blandt unge mennesker, der engang havde lykken foran sig, indtil….
For en god ordens skyld skal det nævnes, at interviewet omtaler et anmeldereksemplar ✅
Anette
