Glasklokken, af Sylvia Plath
Gyldendal (Skala-serien), udkom oprindeligt i 1963.
Nyoversat udgave er fra 2016, 288 sider
Original titel: The Bell Jar. Oversat af Mette Moestrup og Olga Ravn.
En fantastisk læseoplevelse i læseklub med Rudersdal Bibliotekerne.
I mine ungdomsår læste jeg Glasklokken, og jeg har længe haft et stort ønske om at genlæse den nu som voksen. Så langt om længe blev bogen bestilt hjem og kort efter blev jeg opmærksom på, at bogen skulle være månedens læseklub-bog ved Rudersdal Bibliotekerne, så jeg meldte mig for første gang til en online læseklub, langt fra min hjemegn og uden at kende de øvrige deltagere. Det viste sig at blive en inspirerende, sjov og anderledes måde at læse en bog på. Det skærpede i hvert fald min opmærksomhed undervejs.
Glasklokken er en fortælling om en ung kvindes drømme og senere sammenbrud i 1950’ernes USA.
I Glasklokken møder vi den 19-årige Esther Greenwood, der befinder sig i New York i sommeren 1953. Hun har vundet et månedsophold i storbyen sammen med elleve andre unge piger, og hvad der måske burde blive en oplevelse for livet, ender med at føre Esther ned i et dybt hul.
Esther forsøger ellers at blende ind og gøre som de andre piger, men hun er allerede omsluttet af et mørke.
”Jeg vidste, der var noget i vejen med mig den sommer, for jeg kunne kun tænke på Rosenbergparret og på, hvor åndsvagt det havde været af mig at købe alt det ubekvemme, dyre tøj, som nu hang slapt i mit skab på række som fisk, og hvordan alle de små succeser, jeg så fornøjet havde samlet sammen i college, fusede ud til ingenting foran de glatte marmor- og glasfacader langs Madison Avenue. Det var meningen, at det skulle være den bedste tid i mit liv.”
Esther har haft et forhold til den unge lægestuderende Buddy Willard, men Esther finder ud af, at han tidligere har datet en servitrice, og beskriver ham nu som en hykler, hun alligevel ikke kan gifte sig med. Men det synes hun ikke, at hun kan fortælle ham, for han har fået tuberkulose. På nærmest anstrengende vis sætter hun sig for at forsørge at finde kærligheden i New York, men må sande at det ej er nemt, trods flere forsøg. Det gør ondt helt ind i hjertet, hvordan hendes sidste nat i New York slutter, hvor det er tydeligt, at hun får det værre og værre…
“Jeg følte mig slatten og forrådt, ligesom en ham, som et forfærdeligt dyr havde efterladt. Det var en lettelse at være fri for dyret, men det lod til at have taget min sjæl og alt, hvad det ellers kunne få kløerne i, med sig.”
Og mismodet, ”tanken om ægteskab, hvor hun som gift forventes at lægge sig fladt ned for mandens fødder som det tæppe, mrs. Willard havde flettet” fortsætter, da hun ved hjemkomsten får afslag på et ønsket skrivekursus. Med en udsigtsløs sommer forude, går det hurtigt ned af bakke og hun forsvinder ind i depressionens mørke. Esther indlægges på en psykiatrisk afdeling, men møder her veninden Joan, der også kæmper med psyken.
Esther er bestemt moden af sin alder. Hun har gjort sig mange erfaringer om livet allerede og har helt klare drømme for sit eget liv og bestemte meninger om andres. Hun vil ikke, som alle andre, uddanne sig til sekretær og vil ikke gifte sig for at blive en underdanig hustru. Hun besidder dog en melankolsk grundstemning, hvilket sprogligt konstant kommer til udtryk, men hun har også humor:
“Men alt, der før var konkavt ved Buddy, var med et blevet konvekst.” og “selv hans latter var kvabset”
Titlen Glasklokken (på engelsk The Bell Jar) er interessant, men lægger sig tæt op af, hvad jeg ofte hører brugt blandt patienter i psykiatrien. Begreber som glasklokke eller osteklokke bruges metaforisk på følelsen af en isolerende eller beskyttende barriere mellem én selv og omverdenen. At være distanceret og ikke kunne hverken nå, mærke eller rumme andre. Det kunne også betyde det at være fanget i sit eget hoved; tankeruminationer, der konstant spinder og det at føle sig fængslet i dette tankespind.
Sprogligt er bogen virkelig delikat og indeholder så mange satiriske og fine detaljer. Med få virkemidler får læseren et beskrivende og betragtende syn på verden og et forholdsvis moderne sprog, hvilket måske kan skyldes ny-oversættelsen fra 2016. Og det fremstår klart via teksten at Esther er knapt så engagerende i livet.
Tilbage til læseklubben. Undervejs læste vi kapitler i vores eget tempo, men drøftede tanker og handling i den lukkede facebookgruppe, faciliteret af Biblioteket. Og da vi var færdige med bogen, mødtes de af os, der havde lyst og mulighed en aften i Bibliotekets onlinerum, hvor vi bl.a drøftede:
- det at føle sig ved siden af/hævet over andre som ung
- Plaths uforlignelige sprogbilleder
- psykiatriske behandlinger dengang og nu
- glasklokke-billedet som den egentlige nøgle til en fuld forståelse af Esther
..blandt meget andet – der var så meget at tage op…
og jeg giver hermed min varmeste anbefaling til at prøve sådan et læse-fællesskab.
Jeg linker lige til ovennævnte bibliotek, der efter fælleslæsningen har lavet en samlet liste over andre bøger, der beskæftiger sig med det sårbare sind, og jeg kan selv anbefale tre af dem på listen, nemlig: Min mor var besat, Gennem glasvæggen og Hungerhjerte, som jeg alle har læst og anmeldt:
Jeg føler bestemt at Glasklokken fortsat har sin berettigelse, og faktisk også fremstår højaktuel i sine budskaber, selv her 50 år senere. For den handler om andres forventninger, drømme, selvstændighed, frigørelse og kærlighedens svære vilkår. Man kunne godt have undt Sylvia Plath at opleve bogens klassiker-succes.
Om forfatteren: Sylvia Plath (f. 1932) var en amerikansk forfatter og lyriker, der både skrev digte, noveller og dagbøger. Men det er især for Glasklokken, at Sylvia Plath blev kendt i 1963, måske fordi hun som 30-årig begik selvmord en måned efter bogens udgivelse. Bogen udkom dog under pseudonymet Victoria Lucas. Plath havde, ligesom karakteren Esther, et månedsophold i New York, men opholdet blev en skuffelse for Plath, ligesom i romanen. Plath led af depression og måtte lade sig indlægge på et psykiatrisk hospital. Efterfølgende fortsatte hun sine studier ved Cambridge College i England, hvor hun mødte sin kommende mand, den engelske digter Ted Hughes, som hun fik to børn med.
Andre udgivelser:
I 1960 udkom digtsamlingen The Colossus. I 1965 udkom digtsamlingen Ariel posthumt. Og senere er hendes dagbøger også blevet udgivet.
Bonusinfo: På dr.dk kan du se en dokumentar om forfatteren Sylvia Plath.
Jeg er ovenud begejstret for genlæsningen og giver de bedste anbefalinger til denne fine klassiker Glasklokken med 6 klare ⭐⭐⭐⭐⭐⭐/6.
Anette
