Glasvinge, af Katrine Engberg
People’sPress, 2018, 354 sider
🕵️♂️ En, to, tre pletskud 🎯
I disse dage kan man læse en del om Katrine Engberg, der lige om lidt udkommer med næste bog i rækken af Kørner/Werner serien. Jeg har i sommerferien læst Glasvinge, som er Engbergs 3. krimi og denne gang var jeg ekstra spændt og måske lidt skeptisk på forhånd, da handlingen foregår i mit arbejdsmiljø, nemlig i psykiatrien.
Så mens jeg svedte på Kreta i ferien, havde Jeppe Kørner, Anette Werner og kollegaerne travlt med at opklare nogle besynderlige drab, der alle har samme bizarre dødsårsag.
Fra bogens bagside:
Det er efterår i København. Slagregnen falder over byen, da liget af en nøgen kvinde bliver fundet i et springvand på Strøget. Hun har bizarre, symmetriske snit på kroppen og er forblødt til døde – en drabsmetode, politiet aldrig har set før.
Mordvåbenet er originalt; et gammelt medicinsk redskab og det er mildest talt en ubehagelig og pinefuld måde at dø på, men så sker det igen.
Jeppe Kørner må denne gang samarbejde med den ældre PA Falck, da kollegaen Anette Werner er på barsel – eller er hun? Werner er ikke barselstypen, og kan ikke holde sig fra politiradioen og det er befriende, sjovt og en genkendelig følelse. At hun så går lidt for langt, efter min mening, er en anden sag. Jeppes forhold til kollegaen Sara udvikler sig samtidig med at han forsøger at løsrive sig fra morens velmenende, men besnærende bånd.
Snushanen Esther de Laurenti har gennem længere tid følt sig tungsindig, men vover i et sårbart øjeblik at følge sine følelser og lukker en fremmed person ind. Det vækker hende til live for en stund, men hun må erkende, at sandheden har mange ansigter. Samtidig kæmper Gregers for sit liv på sygehuset. Et umage par, som jeg har været vild med siden første bog.
Efterforskningen kredser om flere unge fra et socialpsykiatrisk bosted, og her er alting ikke foregået, som protokollen har foreskrevet.
Jeg havde ikke behøvet at være nervøs på forhånd, for Engberg formår at skildre det psykiatriske miljø med den respekt, det behøver, og det er da helt okay at sætte fokus på den behandling, vi tilbyder de mest sårbare. Behandlingspsykiatrien er ikke fejlfri, og det er altid sundt med fokus på sådanne samfundsrelevante emner, på godt og ondt.
Plottet er yderst gennemarbejdet med mange sidehandlinger. Man skal holde tungen lige i munden for der er så mange spændende karakterer at forholde sig til. En af disse er psykiateren Peter Demant, der lige fra start mindede mig lidt om den usympatiske Dr. Peter Teleborian fra Stieg Larsson trilogien. Hans person giver bogen både kant og myrekryb.
Sproget glider nemt og flydende, og der er plads til både alvor og humor.
Serien bliver også kaldt Københavnerserien, og det er ikke uden grund. Igen er Engbergs miljøbeskrivelser og research helt i top. Dem har jeg elsket siden den første bog, og det brænder tydeligt igennem, at hun kender sit København. I bogen kommer læseren til et specielt område, den flydende fristad Fredens Havn og jeg sidder altid tilbage med en lyst til at opsøge de steder, vi hører om. Da jeg, for nyligt, var i København måtte jeg også lige nævne ligene, da vi gik forbi Storkespringvandet, og min søn og mand grinede vist lidt af mig, og tænkte bognørd!
Alt i alt kun nogle få scener, hvor jeg synes, at det lige var på grænsen af, ”hvad-der-er lade-sig-gørligt”, og jeg ved godt, at forfatteren altid har sin frihed til at skrive opfindsomt og frit, hvilket jeg også respekterer. Uden at røbe for meget tænker jeg her på Werners engagement, som bestemt må være prisværdigt for hendes arbejdsgiver og så har morderen måske også lidt tiden imod sig. Om du er enig, kan du jo selv konkludere, hvis du læser med.
Men når det så er sagt, må jeg igen drysse 5 ⭐⭐⭐⭐⭐ /6, og jeg kan kun varmt anbefale denne Københavnerserie til alle andre krimilystne læsere.
Katrine Engberg må jo nok siges at være en af Danmarks hotte krimiforfattere, og de to tidligere bøger i krimiserien om Kørner og Werner: Krokodillevogteren (2016) og Blodmåne (2017), er begge anmeldt her på siden.
Den 6. september 2019 udkommer næste bog, og jeg har optur over, at jeg nu er med og jeg glæder mig til den 4. bog Vådeskud, som handler om teenageren Oscar, der forsvinder. Er Oscar stukket af hjemmefra eller er han blevet kidnappet? Det eneste spor politiet har at gå efter er et gådefuldt romancitat, hvis skjulte betydning ikke er nem at knække.
Jeg tror nok, vi er mange, der er klar igen…😮
Anette
